Tidligere chef i FE: Det haster med plan B for Afghanistan

27. juli efterlyste jeg her på Altinget en dansk og international ”plan B for Afghanistan”. Det var tydeligt, at Taliban var i færd med en væbnet magtovertagelse, og den danske og internationale tilgang var urealistisk. Vi kan nu konstatere, at der ikke var en ”Plan B”, og at den virkelighedsfornægtelse, jeg talte om i min kommentar, har ført til den problematiske situation, vi står i nu.

Under FN’s Generalforsamling i september slog udenrigsminister Jeppe Kofod fast, at der er behov for både en ny dansk strategi og en ny international strategi for Afghanistan. Det er rigtigt set. De bedste strategier bliver sjældent til under devisen ”vi asfalterer, mens vi kører”, men nu er det den eneste mulighed, vi har.

Ifølge udenrigsministeren bør strategien have tre ben. For det første skal vi undgå en økonomisk og humanitær katastrofe i Afghanistan. For det andet skal vi have fokus på afghanernes rettigheder, og for det tredje skal vi undgå, at Afghanistan igen udvikler sig til at være en terrorrede. De tre ben er svære at være uenige i. Djævelen er dog i detaljen, for hvordan kan vi reelt påvirke de tre områder?

Det er usandsynligt, Taliban vil komme os i møde for økonomiske midler. De vil forstærke Emiratet og gennemføre deres fortolkning af Sharia, koste hvad det vil.

Jacob Kaarsbo

Vi sidder med dårlige kort over for Taliban
På TV 2 News 7. september talte Kofod om ”pressionsmidler over for Taliban” i form af blandt andet nødhjælp, bistand og potentielt at frigive indefrosne midler. Kofods vurdering var, at Taliban har en interesse i at undgå økonomisk kollaps. Set med danske og vestlige briller giver sådan et ræsonnement mening, men Taliban tænker anderledes end os.

Det er usandsynligt, Taliban vil komme os i møde for økonomiske midler. De vil forstærke Emiratet og gennemføre deres fortolkning af Sharia, koste hvad det vil. Økonomi og udvikling er sekundært og kommer ikke til at forstyrre hovedmålet.

Fra dansk side skal vi indse realiteterne. Økonomiske ”gulerødder” vil ikke ændre Talibans tilgang til rettigheder og terrorbekæmpelse. Taliban vil gerne tale med os, som de har gjort i årevis i Qatar, men de vil ikke give reelle indrømmelser. Det har de aldrig gjort. Vores humanitære nødhjælp vil de gerne tage imod, men rettigheder og forbindelserne til al-Qaida bliver der ikke ændret på. Sidstnævnte eksisterer ifølge Taliban slet ikke.

Internationale økonomiske sanktionsregimer har aldrig givet en nævneværdig effekt på totalitære regimer. Vi kan kigge på nabolandet Iran, som er mindre totalitært end Taliban og langt mere udviklet, for at konstatere, at økonomiske incitamenter har meget ringe effekt. De rammer befolkningen, men de totalitære regimer holder stand.

Realitetstjek i Islamabad: tøver med terrorbekæmpelse
Et af Kofods første, internationale gøremål efter FN’s Generalforsamling var at besøge Pakistans hovedstad Islamabad 31. september for blandt andet at drøfte situationen i Afghanistan med udenrigsminister Shah Mahmoud Qureshi.

Kofod udtalte til pressen, at Pakistan spiller en nøglerolle i Afghanistan, og at samtaler med Pakistan er nødvendige for at kunne påvirke Afghanistan. Kofod har ret i, at Pakistan spiller en nøglerolle, og at samtale er nødvendig. Det er dog mere tvivlsomt, om mulighederne for at påvirke Afghanistan reelt bliver bedre. Det er der flere grunde til:

Pakistan har de sidste 20 år spillet en nøglerolle for, at Taliban er kommet tilbage til magten. Uden Pakistans støtte var det næppe sket. Støtten er veldokumenteret, og på vore breddegrader har blandt andet FE skrevet om Pakistans støtte til Taliban i den årlige risikovurdering hvert eneste år siden 2010. Pakistan står meget tæt på Taliban, og der er intet gennem 20 år, der har vist, at Pakistan har en modererende indflydelse.

Pakistan fører nu an i en diplomatisk offensiv for at få anerkendt Taliban-regeringen i Kabul. Premierminister Imran Khan sagde på FN’s Generalforsamling, at det nu er tvingende nødvendigt, ”at stabilisere og styrke den nuværende regering”. Udenrigsminister Qureshi har foreslået, at der laves en køreplan, som skal munde ud i anerkendelse. Kofod gjorde klogt i kategorisk at afvise de pakistanske opfordringer på mødet.

Dialog og forhandlinger vil ikke skaffe os indflydelse, medmindre vi kan skille de ekstreme elementer fra de mere moderate dele af bevægelsen.

Jacob Kaarsbo

Et svar fra Qureshi på de to udenrigsministres pressemøde slog streg under, hvorfor det aktuelt er problematisk at satse på hjælp fra Pakistan inden for terrorbekæmpelse. På spørgsmål fra en pakistansk journalist, om Pakistan ville godkende amerikanske anmodninger om at flyve gennem pakistansk luftrum for at bekæmpe al-Qaida i Afghanistan, svarede udenrigsministeren, at Pakistans regering vil afveje for- og ulemper, før de vil svare USA. Hvis nogen var i tvivl før Kofods besøg, står det nu bøjet i neon, at vi ikke kan stole på, at Pakistan vil hjælpe med at bekæmpe al-Qaida.

De ekstreme dele af Taliban sidder på nøgleposter
Det er en forudsætning for at påvirke Taliban, at vi erkender, hvem vi har med at gøre. Storbritanniens særlige udsending for Afghanistan, Sir Simon Gass, besøgte Kabul 4. oktober. Gass havde stort set samme målsætninger som Jeppe Kofod, men heller ikke direkte samtaler vil påvirke Taliban. Det medvirker til at skabe legitimitet om Talibans magtovertagelse og inspirerer al-Qaida-tilknyttede grupper, i andre dele af Verden.

Det er et faktum, at hovedparten af ministrene og chefer på sikkerhedsområdet står på FN’s terrorlister og er underlagt sanktioner. Det gælder bl.a. regeringslederen, indenrigsministeren, flygtningeministeren, forsvarschefen og efterretningschefen. Det er bevist, at de har tætte forbindelser til al-Qaida, og bl.a. har drevet fælles terrortræningslejre.

Indenrigsministeren, Sirahuddin Haqqani, bærer også titlen som Vice-emir for Taliban, og er derfor reelt gruppens næstmest magtfulde mand. FN’s Monitoreringsgruppe vurderede i sin rapport til FN’s Sikkerhedsråd i juni i år, at Haqqani indgår i al-Qaidas globale ledelse. Så når Taliban bedyrer, at al-Qaida ikke er i Afghanistan, betyder det, at al-Qaida er integreret i Taliban.

Forsvarsministeren, Mullah Yacoub, der er søn af afdøde Mullah Omar, er en af de få, der ikke står på FN’s terrorliste. Yacoub valgte at ”fejre” 20-året for 9/11 ved at gentage Talibans mantra om, at 9/11 var USA’s egen skyld, og at USA fik som fortjent. Desuden brugte han anledningen til at hylde Talibans korps af selvmordsbombere. Det er med andre ord meget ekstreme kræfter, der trækker i trådene i bevægelsen, også selvom store dele af Taliban ikke er så ekstreme.

Det bliver vi nødt til at indstille vores tilgang efter. Dialog og forhandlinger vil ikke skaffe os indflydelse, medmindre vi kan skille de ekstreme elementer fra de mere moderate dele af bevægelsen.

FN-sporet skal afsøges
Det bedste sted at starte ville være at maksimere det internationale pres. Som nævnt står flertallet af ministre, viceministre og centrale ledere på FN’s terrorlister og er omfattet FN’s sanktionsregime. Listerne og sanktionsregimet er godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, det vil sige også af Rusland og Kina. Det skal vi forsøge at bruge som afsæt for at genskabe den internationale enighed, som tidligere har kendetegnet terrorbekæmpelse.

Det bliver svært og kræver kompromiser, ikke mindst på grund af de øgede spændinger med Rusland og Kina de senere år. Begge lande har tidligere ført deres egne samtaler med Taliban, men siden regeringsdannelsen i Kabul, virker det som om, at der ikke mindst fra russisk side er forbehold. Vi ved, at USA og Rusland er i dialog om mulighederne for at lave terrorbekæmpelse i Afghanistan fra baser i Centralasien. Det tyder på, der kan være en vej frem.

Vi må indrette vores tilgang på, at vi reelt står magtesløse, medmindre vi kan skabe international enighed. 

Jacob Kaarsbo

Vi ved, at Kina altid har forsøgt at undgå at blive isoleret i FN’s Sikkerhedsråd. Hvis det lykkes at finde sammen med Rusland om terrorbekæmpelse i FN-regi, er det muligt at få Kina med også. Taliban har de seneste dage tilsyneladende imødekommet Kina og flyttet militante uighurer fra områderne op til Kina i det nordøstlige Afghanistan. Kina stillede inden 2001 krav om at få udleveret militante uighurer, og dengang skabte det kurrer på tråden mellem Taliban og Kina, da det blev afvist. Derfor er det ikke givet, at forbindelserne mellem Kina og Taliban vil gå glat.

Lande som Qatar og Tyrkiet har også siden regeringsdannelsen i Kabul, virket mere forbeholdne over for Taliban-regeringen. De var tidligere langt fremme for at udbygge relationerne til Taliban. De kan også spille nøgleroller for den internationale tilgang. En ensidig vestlig tilgang ville ikke have skyggen af chance for succes, så diplomatiet skal favne så bredt som overhovedet muligt.

Afslut med Pakistan
Vi må indrette vores tilgang på, at vi reelt står magtesløse, medmindre vi kan skabe international enighed. Pakistan bliver den hårdeste nød at knække, og til det formål har vi brug for Kina. Så et råd herfra ville være, at fremfor at starte dansk diplomati med Pakistan er det snarere der, vi skal slutte.

Jeg håber ikke, at presseforlydender om, at vi fra dansk side overvejer at dække vores fremtidige aktiviteter i Afghanistan fra Islamabad, holder stik. I givet fald øger vi vores afhængighed af Pakistan, og bliver spændt for en vogn, der fører os længere fra indflydelse. Det vil næppe afhjælpe andet end det humanitære ben af Kofods strategi og bringe os længere fra indflydelse på rettigheder og terrorbekæmpelse. Vi skal nu minimere vores afhængighed af Pakistan og være klar til at udbygge relationerne, hvis vi kan skabe international enighed.

Plan B bliver svær, men det haster med at få den lanceret for at undgå, at lande går enegang. Unilaterale initiativer over for Taliban svækker mulighederne for indflydelse.