Concito: Regeringens 110-procentsmål er et internationalt nybrud. Men hvem skal betale regningen?

En sommer med nye temperaturrekorder, skovbrande og ekstremregn har igen fået klimaet i fokus. Flere drivhusgasser i atmosfæren øger hyppigheden af ekstremt vejr. Så længe vi bliver ved med at udlede, forværres situationen.

Det haster derfor med at standse ulykken og sidenhen begynde at reparere på klimaet ved at reducere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren.

Regeringsgrundlaget, som SVM-regeringen aftalte på Marienborg i december 2022, bekræftede de eksisterende klimamål for 2025 og 2030 og bød samtidig på to større klimapolitiske målsætninger. Dels blev ambitionen om klimaneutralitet fremrykket til 2045, og dels har regeringen et mål om 110 procents reduktion i 2050.

Det er et internationalt nybrud, at en regering så eksplicit italesætter tiden, der kommer efter klimaneutralitet, og det fremtidige behov for at rydde op efter fortidens og nutidens forurening. FN's klimapanel anvender ellers såkaldte netto-negative udledninger som et vigtigt element i de fleste af de scenarier, der søger at minimere konsekvenserne af klimaforandringer. Særligt i anden halvdel af århundredet.

Et ambitiøst mål

110 procents-målet betyder, at vi i Danmark skal reducere vores udledninger med mere end 100 procent. Det indebærer, at vi i 2050 årligt skal fjerne en mængde CO2 svarende til ti procent af, hvad vi udledte i 1990. I praksis betyder det, at knap otte millioner tons CO2 skal fjernes fra atmosfæren og lagres i træer, marker og undergrund.

Hvis ikke regeringen igangsætter en opsparing til opgaven i de kommende år, har den dybest set blot opstillet en vision om, at fremtidige generationer påtager sig opgaven og den økonomiske byrde.

Karsten Capion
Senioranalytiker, Concito

Det er ikke småting. Otte millioner tons er mere, end hvad den samlede danske bilpark udleder årligt, og det bliver en reel udfordring at lagre tilstrækkelige mængder kulstof i skove, marker og undergrund. Særligt da opgaven kommer oven i at skulle kompensere for de tilbageværende udledninger fra særligt landbruget, der er vanskelige at fjerne og er af samme størrelsesorden.

Da potentialet i skovrejsning og lagring af såkaldt biogent kulstof fra træ og halm er begrænset, skal vi med al sandsynlighed også i gang med at støvsuge atmosfæren for CO2. Det er en teknisk kompliceret opgave, da CO2 kun udgør et ud af 2.400 molekyler i luften, der som bekendt primært består af ilt og kvælstof.

Da luft samtidig er let, betyder det, at selv med et perfekt filter, vil det være nødvendigt at filtrere over en million kubikmeter luft for at udskille et ton CO2. Det svarer til to gange mængden af luft inden i et overdækket Parken stadion.

Opgaven er dog ikke umulig. På Island har man demonstreret anlæg, der kan fange 4.000 tons om året, og er ved at bygge et nyt anlæg, der årligt kan fange 36.000 tons. I USA er der anlæg på tegnebrættet, som kan fange en million tons om året.

Hvem skal betale?

Foruden de tekniske overvejelser er det helt centrale spørgsmål dog, hvem der skal betale regningen for denne oprydning af atmosfæren.

Hvis ikke regeringen igangsætter en opsparing til opgaven i de kommende år, har den dybest set blot opstillet en vision om, at fremtidige generationer påtager sig opgaven og den økonomiske byrde med at rydde op i atmosfæren og genskabe et mere tåleligt klima. Der er kun 27 år til 2050. De fleste af os er i live til den tid, og ellers er vores børn det sikkert.

CO2-fangst fra atmosfæren er dyrt. Firmaet Climeworks tilbyder i skrivende stund at købe kreditter for lagret CO2 for cirka 9.000 kroner per ton. Denne omkostning må forventes at komme ned, i takt med at teknologien opskaleres, men det bliver aldrig gratis. Hvis prisen reduceres til 2.000 kroner per ton i 2050, bliver regningen for 110 procents-målsætningen på knap 16 milliarder kroner om året. En regning, som nogen skal betale.