Kommentar af 
Kasper Fogh Hansen

Det er vigtigere at få folk til at lave mad sammen end at fortælle dem, hvad de skal spise

Mad bør i langt højere grad gøres til det samfundsspørgsmål, det er. Vi skal arbejde med mad på samme måde, som vi arbejder med rygning, motion og alkohol. Det starter ikke med et kostråd, men med en positiv vision om fællesskab og kultur, skriver Kasper Fogh Hansen.

De fælles måltider bør gøres til et kulturpolitisk mål. Madlavningen i hjemmet skal være en kulturværdi og billigere end færdigretterne. Svaret er at hjælpe flere med at lave mad og spise sammen – så vi kan involvere vores børn i køkkenet, skriver Kasper Fogh Hansen.
De fælles måltider bør gøres til et kulturpolitisk mål. Madlavningen i hjemmet skal være en kulturværdi og billigere end færdigretterne. Svaret er at hjælpe flere med at lave mad og spise sammen – så vi kan involvere vores børn i køkkenet, skriver Kasper Fogh Hansen. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Kasper Fogh Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en gåde, at vægt og kost ingen synlig rolle spiller i vores sundhedspolitik. Eller for den sags skyld vores økonomiske politik; forstået på den måde, at det, vi spiser, er en afgørende komponent i ulighed, tab af leveår, sygefravær, mental sundhed og udgifter i sundhedsvæsnet.

Hvad er egentligt vores kollektive respons på fedmeepidemien?

Kasper Fogh Hansen, Bestyrelsesformand, Madens Folkemøde

Vi taler om tobak og behovet for adfærdsregulerende priser på tobak, og måske lurer et forbud ikke så langt borte. Denne regering legede længe med ideen om et slags generationsforbud, hvor nye generationer ville miste retten til at få den uvane, man ikke vil tage fra deres forældre.

Vi taler om unge og druk, ikke bare fordi vi er bange for at vore unge kommer til skade, men fordi vi ved, at de alkoholvaner, der tager livet af folk, er grundlagt tidligt.

Vi taler sådan set også ret meget om motion, vi har en aktiv decentral kulturpolitik, der understøtter foreningsliv og bevægelse, vi har haft en række initiativer, der skulle øge mængden af bevægelse i skolen; for at grundlægge sunde vaner. For at give mennesker muligheden for at leve et godt og langt liv.

Over halvdelen af den voksne befolkning er overvægtig. Hvad er egentligt vores kollektive respons på fedmeepidemien?

I realiteten er det kostråd, som vi ved ikke har nogen effekt, for så blev folk ikke tykkere og tykkere. Og så et madkundskabsfag til børnene, som lige nu ikke ser ud til at ændre vaner hos børn eller familier. Og som ser ud til at have store faglige problemer:

Lærerne siger selv, de er for dårligt uddannede, eleverne har så få madvaner med hjemmefra, at de ikke kan møde det (i øvrigt ikke særligt høje) faglige niveau. Og økonomi og faciliteter er for ringe.

Læs også

Det medicinske system har vist, at det ikke har evnen til at arbejde effektivt med problemet, for hvis folk tog rådgivningen fra deres privatpraktiserende læge ned, ville kurverne på statistikkerne pege den anden vej. Så det er ikke lægerne, der kommer til at gøre andet, end at hjælpe dem, der har fået alvorlige symptomer eller lidelser.

Overvægtige koster sundhedsvæsenet dobbelt så meget som normalvægtige. Læg dertil de tabte leveår, den større sociale isolation der sætter sig i psykiske udfordringer, det større sygefravær… Hvorfor er mad og kost ikke et politisk spørgsmål?

Hvorfor har vi aktive politikker og en løbende diskussion af virkemidler på alle andre områder end mad? Engang sagde man, at fokus skulle være KRAM – kost, rygning, alkohol og motion. Men i realiteten er det jo kun RAM, vi forsøger at gøre noget ved.

Det er selvfølgelig, fordi mad er noget, vi på en helt anden måde end alt andet synes, er et privat anliggende. Ve den politiker der begynder at løfte pegefingre eller blander sig i, hvad folk har lyst til.

Det er jo faktisk smagsdommeri, helt bogstaveligt. Og hvis der er noget, der kan give folk afsmag for bedrevidende politikere, er det en eller anden halvstuderet røver, der står og mener, de skal skrue ned for kødforbruget eller smørret på rugbrøddet.

Men det private er jo politisk, sagde feministerne, der gjorde arbejdsdelingen i hjemmet til et offentligt anliggende.

Der er bare ingen der - for alvor - har gjort maden politisk. Det er mærkeligt, for vi spiser tre gange om dagen, og måltiderne er nok vores vigtigste kulturinstitution og daglige fællesskab: Men hvem gør egentligt det, vi spiser, til genstand for en offentlig samtale?

Muligheden for et godt liv er noget vores børn arver med de madvaner deres forældre kan give dem. Og hvis du er i tvivl om, hvor stor en uretfærdighed, vi serverer hver dag for vores børn i det her land, anbefaler jeg et besøg på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor sidste års publikation om børn og overvægt ligger mærkeligt uberørt af den offentlige samtale.

Andelen af overvægtige og svært overvægtige udskolingsbørn er cirka 26 procent blandt familier i den laveste indkomstgruppe. For familier i den højeste indkomstgruppe er andelen væsentlig lavere: 11 procent.

Blandt udskolingsbørn, hvis forældre har grundskolen som højeste uddannelse, er næsten 30 procent overvægtige eller svært overvægtige. For udskolingsbørn af forældre med en lang videregående uddannelse er andelen cirka 10 procent. For udskolingsbørn, der er indvandrere eller efterkommere, er andelen af overvægtige og svært overvægtige børn cirka 27 procent mod cirka 17 procent blandt udskolingsbørn med dansk oprindelse.

Det er især landkommuner og kommunerne på Københavns Vestegn, der har høje andele af overvægtige udskolingsbørn. De fire laveste andele er i Nordsjællandske kommuner.

Der er bare ingen der - for alvor - har gjort maden politisk. Det er mærkeligt, for vi spiser tre gange om dagen, og måltiderne er nok vores vigtigste kulturinstitution og daglige fællesskab.

Kasper Fogh Hansen, Bestyrelsesformand, Madens Folkemøde

Der er nogle andre ting, vi også ved, og som også lige er vigtige at have med: Uanset hvor børn kommer fra i den sociale rangstige i samfundet, ser det ud til at slik og sukkervand fylder det samme. Så kosten, madvanerne, er det afgørende.

Og så ved vi, at 70 procent af dem, der er overvægtige som børn, bliver overvægtige som voksne.

For nyligt stødte jeg på en engelsk forskningsartikel, der tog udgangspunkt i, at den største årsag til unødvendige og forebyggelige dødsfald i England var kost. Altså at den største forklarende faktor bag unødvendig død og tabte leveår er det, englænderne spiser.

Jeg ved ikke, hvad svaret på det spørgsmål ville være i Danmark, men jeg ville da gerne vide det. Forskerne var optaget af, hvorfor undervisning i sund mad tilsyneladende ikke havde nogen effekt. De endte med at argumentere for, at hvis vi taler til børn – eller voksne - som om mad er næringsstoffer, vi sluger, har det ingen effekt, fordi det ikke er, hvad mad er for mennesker.

Mad er socialt, mad er kultur, det er mange lag af vaner og mulighder. Der er måden vi lever, hvor vi lever, og hvordan vi spiser sammen – eller hver for sig – på, der afgør, om man har sunde madvaner.

Når den moderne familie ikke stiller krav til børnene om at indgå i madlavningen derhjemme, er de så forudsætningsløse, at de for eksempel ikke kan deltage i madkundskabsundervisningen. For at tage et eksempel, som institutionen Madkulturen har analyseret, er et problem i Danmark.   

Det vigtigste spørgsmål er måske ikke, hvad mennesker ved om ernæring, men om der bliver lavet mad derhjemme, og om man spiser sammen?

Måske vi skal starte med at lære en ny generation, at mad er noget, vi laver og spiser sammen.

Alle mennesker – uanset hvor du er i Danmark - ved sgu godt, at kål og hjemmelavet mad nok er sundere end frysepizza. Det var i hvert fald det, englænderne fandt ud af; at selv i målgruppen af mennesker med dårlige madvaner, vidste man ret meget om, hvad der var sundt, og hvad der ikke var sundt.

Men mad er kultur, og som Hartvig Frisch sagde, så er kultur vaner. Flere danskere lever alene, og det er også mord for madkulturen. Mad er jo noget, man laver til hinanden. Alene spiser man bare.

Det er måske også svaret til de politikere, der lige nu ikke rigtigt tør eller ved, hvordan man gør det private politisk, og gør mad til det samfundsspørgsmål, det er.

Flere danskere lever alene, og det er også mord for madkulturen. Mad er jo noget, man laver til hinanden. Alene spiser man bare.

Kasper Fogh Hansen, Bestyrelsesformand, Madens Folkemøde

Måske skal vi ikke stå og vifte med kostråd, men skabe et fællesskab om mad, som vi har skabt fællesskab om idræt. Laver vi mad sammen, bliver det af sig selv sundere end færdigretterne og de ultraforarbejde fødevarer. Og når man har den vane, kan meget lade sige gøre.

Måske skal vore kulturpolitik handle om de fælles måltider og understøtte, at der bliver lavet mad derhjemme. Vi ved, at pris og tilgængelighed af sunde fødevarer betyder meget, men vi har vel – sammen med Norge – de højeste fødevarepriser i verden. Er det virkeligt så godt vi kan gøre det? Ultraforarbejdede fødevarer har uomtvistelige negative sundhedseffekter, men de er jo mange steder billigere end at fylde en kurv med grønt og kød, så man kan lave mad selv.  

Som samfund har vi ikke accepteret, at vi skal arbejde med mad på samme måde, som vi arbejder med rygning, motion og alkohol. Vi kan have og skal have en mening om, hvordan vi spiser.

Men skal det nytte noget, starter det med en positiv vision - ikke et kostråd. Pegefingeren er bare ikke svaret. Hvad er det, der får børn og voksne til at dyrke sport? Er det lyst og konkurrence og fællesskab, eller er det lægens råd?

Måske er svaret at gøre de fælles måltider til et kulturpolitisk mål. At gøre madlavningen i hjemmet til en kulturværdi og så gøre det billigere end færdigretterne. Svaret er at hjælpe flere med at lave mad og spise sammen – så vi kan involvere vores børn i køkkenet.

Da Arne Jacobsen drømte om boligforeninger, drømte han om boligforeninger med fælles køkken og fællesspisning. Det handler måske ikke om at give vores børn den rigtige afmålte dosis af kalorier og næringsstoffer, men at give dem den vane, at mad er noget, vi laver og spiser sammen.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion