Debat

Ekspertudvalg: Her er vejen til effektiv udtagning af lavbundsjorde

Hvis vi skal hurtigt i mål med udtagning af lavbundsjorde, kræver det både bedre incitamenter for lodsejerne og nye rammer for myndighederne, skriver Johannes Lundsfryd Jensen, formand for ekspertudvalget for udtagning af lavbundsjorder.

Vi håber at kunne bidrage til et højt tempo med anbefalingerne i den første delrapport om udtagning af lavbundsjorder, som netop er blevet offentliggjort, skriver Johannes Lundsfryd Jensen.
Vi håber at kunne bidrage til et højt tempo med anbefalingerne i den første delrapport om udtagning af lavbundsjorder, som netop er blevet offentliggjort, skriver Johannes Lundsfryd Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Johannes Lundsfryd Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er i øjeblikket en heftig debat om, hvorvidt det går hurtigt nok med klimaindsatsen i Danmark.

Vi håber at kunne bidrage til et højt tempo med anbefalingerne i den første delrapport om udtagning af lavbundsjorder, som netop er blevet offentliggjort.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har nu modtaget 12 anbefalinger fra os i ”Ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorder”.

For knap et år siden bad regeringen mig lede ekspertgruppens arbejde. Det har ikke været nogen let opgave. Fagligt set er det komplekst, og vi måtte sætte arbejdet i ro, næsten inden vi kom i gang, på grund af folketingsvalget. Trods det kom vi i mål til tiden.

En af barriererne for at slå til er en forventning om, at det økonomisk set kan betale sig at vente

Johannes Lundsfryd Jensen
Formand for ekspertudvalget for udtagning af lavbundsjorder, borgmester (S) i Middelfart Kommune

Nu glæder vi os til, at anbefalingerne forhåbentlig bliver omsat til beslutninger og handlinger.

Mere end 100.000 hektar skal undersøges

Vi har allerede fået gode input og positiv respons fra en følgegruppe med de store nationale aktører på området. Det vigtigste for ekspertgruppen er imidlertid, at vi får så mange projekter i gang som muligt.

Vi ved, at det tager lang tid at få alle aftaler og formaliteter på plads, inden jorden bliver taget ud af drift (ofte 4-6 år).

Vi ved også, at nogle af projekterne går i sig selv undervejs. Det kræver med andre ord, at vi i Danmark går i gang med at undersøge et større areal end de 100.000 hektar, udtagningen skal ende med, for at nå i mål med den politiske ambition.

Derfor indeholder titlen på rapporten formuleringen ”mest muligt, hurtigst muligt”. De samlede anbefalinger er offentliggjorte, så her er blot et uddrag indenfor de overordnede kategorier:

Bedre incitamenter for lodsejerne

En af barriererne for at slå til - som ejer af jorden og beslutte sig for at få udtaget lavbundsjord - er en forventning om, at det økonomisk set kan betale sig at vente.

At kompensationen nærmer sig markedsprisen i fri handel, eller at det kan betale sig at afvente, for eksempel til en ny CO2-afgift på landbruget er vedtaget eller noget tredje.

Kommunerne skal  i fællesskab forpligte sig til at udtage 60.000 hektar lavbundsjorder eller alternativt en bestemt mængde CO2

Johannes Lundsfryd Jensen
Formand for ekspertudvalget for udtagning af lavbundsjorder, borgmester (S) i Middelfart Kommune

Det skal - efter vores mening - ikke kunne betale sig at være afventende, så det har vi stillet en række forslag til at modgå.

Nye rammer for kommunerne og staten

Det er ekspertgruppens vurdering, at myndighederne skal spille en større rolle i arbejdet.

Derfor foreslår vi, at kommunerne i fællesskab forpligter sig til at udtage 60.000 hektar lavbundsjorder eller alternativt en bestemt mængde CO2, mod at regeringen til gengæld stiller bedre rammer til rådighed for kommunerne, som det kendes fra vådområdeindsatsen.

Vi peger desuden på, at Folketingets partier skal afsætte en pulje til strategisk opkøb, inden projekterne er vedtaget.

Undgå negativt samspil mellem ordningerne

I de nuværende ordninger kan det være attraktivt at ekstensivere driften af jorden frem for at udtage arealet. Vi anbefaler, at det bliver ændret.

Ekspertgruppen mener, det er vigtigt at have tempo i indsatsen for udtagning af lavbundsjorder.

Vi kan reducere Danmarks udledning af CO2 væsentligt, hvis det lykkes. Ekspertgruppen har arbejdet målrettet med at formulere de 12 anbefalinger, der alle vil bidrage til øget tempo i udtagningsindsatsen.

Vi skal have undersøgt, hvordan udtagningsindsatsen bedst spiller sammen med friluftsliv, beskyttelse af drikkevand, solceller og måske vindmøller

Johannes Lundsfryd Jensen
Formand for ekspertudvalget for udtagning af lavbundsjorder, borgmester (S) i Middelfart Kommune

For vi skal hurtigt have gang i flere projekter, hvis vi skal nå klimaambitionerne i 2030.

Vi har tilstræbt at formulere forslag, der relativt let kan implementeres, og vi håber, at ministeren, forligspartier og interessenter tager godt imod arbejdet.

Næste delrapport er på vej

Vi er i gang med at udarbejde delrapport 2. Et af de næste store spørgsmål, vi skal have besvaret, er, om vi kan gøre en ekstra indsats for, at det bliver de mest kulstofrige jorde, som kan tages ud.

For det vil selvsagt have den mest gavnlige effekt på den samlede CO2-udledning.

Et andet afgørende spørgsmål er, hvordan vi i Danmark arbejder med flere anvendelser af arealerne på samme tid. Multifunktionel anvendelse, som det også kaldes.

Vi skal have undersøgt, hvordan udtagningsindsatsen bedst spiller sammen med friluftsliv, beskyttelse af drikkevand, solceller og måske vindmøller.

Det skal vi undersøge nærmere. De sidste anbefalinger kommer ved årets udgang.

”12 anbefalinger til at udtage mest muligt kulstofrig lavbundsjord hurtigst muligt. Afrapportering fra ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjord” kan læses på Fødevareministeriets hjemmeside, hvor også ekspertudvalget medlemmer og kommissorium for vores arbejde ligger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johannes Lundsfryd Jensen

Borgmester (S), Middelfart Kommune
master in arts (Aarhus Uni. 2013)

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00