Fødevaresystemet har mere end nogensinde brug for store utopier: Lad os bruge krisen på at drømme dem frem

Reformisterne eller utopisterne, som nogen vil kalde dem, vil i en anden retning. De kan se, at tilpassernes argumenter bider sig selv i halen og fører durk mod den dystopiske fremtid.

Prøv at tage argumenterne for pålydende, siger de med en vis portion bedreviden: Hvis vi skal producere mest muligt, hvorfor forbyder vi så ikke gamle lavtydende sorter og dyreracer? Og hælder al mælk i én junge? Slut med sortfodsskinke og franske slotsaftapninger. Hvorfor bruger vi overhovedet kræfterne på at lave kød frem for planter direkte til mennesker? Hvis det virkelig bare handlede om at blive stedse mere effektive, vil vi så ikke konkurrere os selv og naturen til døde for at øge udbytterne, mens værdien af det, vi producerer, bare falder?

Som i krig og kampsport leder tilpassernes intensiveringsvej kun i én retning, siger de: Mod en fremtid, hvor du enten er en vinder eller en taber. Og taberen er næsten altid den lille, den svage eller den langsomme – som naturen for eksempel.

Reformisternes fremtidsdrøm er en anden. De ser en fødevarefremtid, hvor der er plads til flere. Til flere producenter. Til flere arter. Til flere hensyn. Til flere afsætningskanaler. De har indset, at det ikke er nok at blive mere effektiv, hvis vi ikke også ændrer på balancerne i produktionen og for eksempel producerer mindre intensivt og med færre dyr. Markedet er ikke en naturlov, men menneskeskabt og kan ændres, hvis vi tør, minder de os om.

I Coop har vi ikke valgt side. Og det har mange af vores kunder nok heller ikke. Jeg tror, vi skal lade os inspirere af det bedste fra begge tilgange.

Vi har derfor også ændret vores syn på, hvordan vi bedst opgør madens klimaaftryk. I stedet for kun at nedbringe det i absolutte mængder eller pr. enhed, vi sælger, måler vi nu klimaaftrykket pr. 1.000 kroner i omsætning (inflationskorrigeret, selvfølgelig).

Det betyder nemlig, at der er flere veje til en fremtid med lavere aftryk fra vores forbrug. Vi kan både nedbringe aftrykket pr. enhed, som tilpasserne taler for, vi kan påvirke vores kunders madvaner i en grønnere retning ved at sælge mindre kød og mere grønt, og vi kan honorere værdien af den mindre intensive produktion, for eksempel i økologien, fordi den skaber mere værdifulde fødevarer, der dermed lægger beslag på flere forbrugerkroner, uden at aftrykket tilsvarende stiger.

Alle veje har plads i en mere bæredygtig fødevarefremtid.

Hvis vores ambitioner slutter ved egen matrikel, og vi ikke tror, vi kan gøre en forskel, magter vi kun at fastholde en boble om vores eget gode liv.

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

På ét spørgsmål har jeg dog valgt side. Jeg holder med reformisterne, når det gælder om at formulere en vision for det bæredygtige fødevaresystem. Vi har brug for at kunne forestille os en fremtid, vi gerne vil leve og spise i. Ellers tør vi ikke lave noget om.

Tilpassernes problem er, at deres fortælling ikke er attraktiv for andre end dem selv. De kan se og beskrive ét skridt frem, men ikke vise os en verden, vi reelt har lyst til. Hvad lover de os ud over billigere varer?

Jeg tror, vi skal tage ved lære af den krise, vi befinder os i med galopperende priser og fornyet gennemlysning af en ekstremt fossilbaseret fødevareproduktion. Det er nu, vi skal formulere et bedre og grønnere alternativ. Fremtiden kan næsten kun blive bedre.

Vi skal vise politikerne, at prisstigningerne ændrer forbruget i en retning mod lavere klimabelastning. Det er deres ansvar at skabe betingelser for, at forandringerne bliver permanente – men uden at vi skal sulte og fryse! Vi skal også sikre, at landmanden kan se en fordel i at blive hurtigere grøn. Og forbrugeren skal tro på, at fremtidens mad bliver sundere, mere smagfuld og sjovere at lave.

Vi kan lige så godt begynde at beskrive fremtiden med det samme: Hvilke fødevarer skal vi producere? Hvordan skal landskabet forvaltes? Hvilken vild natur skal vi have? Hvilket havmiljø ønsker vi? Hvilke arter skal bo her sammen med os? Hvor mange hænder skal dyrke vores fødevarer eller eje jorden?

Mon ikke både spørgsmål og svar på disse og mange andre vigtige spørgsmål kan få os til at slukke skærmen og glemme dystopierne og i stedet begynde at drømme igen?