Forbedringer kræver vilje til forandring

Af Anne-Birgitte Agger
Direktør for Københavns Madhus

Kære nye regering

Tillykke med valget. Med jer for bordenden, ser jeg en mulighed for, at offentlige måltider kan blive en del af basisvelfærden i Danmark. Måltiderne er dagens højdepunkter for de fleste ældre på plejehjem, og maden har grundlæggende betydning for børns trivsel og indlæringsevne i skoler og på daginstitutioner. Maden i det offentlige rum har potentialet til at skabe livsglæde og ny madkultur. Men det er almindeligt kendt, at maden og måltiderne på mange danske plejehjem ikke er noget, man ønsker for sig selv, når man engang når dertil i livet - og de fleste skolemåltider landet over er meget langt fra det, vi voksne ville have lyst til at sætte tænderne i. Kan vi være det bekendt i et så rigt samfund som vores? Det er ikke svært og dyrt at gøre bedre, men det kræver vilje til forandring.

Grund til nytænkning 
Jeg ved godt, at riget fattes penge, og at vi er midt i en økonomisk krise. Men i forhold til mad og måltider kan vi med en lille indsats gøre rigtigt meget for landets svageste grupper og til gavn for os alle. Vi er ikke kun i økonomisk krise, men også i en økologisk, klimamæssig og sundhedsmæssig krise. Vi bliver nødt til at tackle maden og vores fødevarer på en helt ny og mere ambitiøs måde. Det behøver ikke være dyrere for samfundet - tværtimod vil bedre og mere offentlig mad bidrage til øget folkesundhed, bedre indlæring hos børnene, større livskvalitet for ældre og udsatte, og en forbedring af den offentlige mad kan også medvirke til at forbedre miljøet og klimaet. Men det vil kræve begrænsede investeringer og stor forandringsvillighed.

Jeg håber, at I vil starte en proces, hvor vi, der arbejder for at udvikle samfundet i samme retning som jer, bliver inddraget. Vi har ikke brug for lette løsninger og smukke ord. Man kan ikke tale sig til bedre mad, mere maddannelse, bedre folkesundhed eller mere miljømæssig bæredygtighed, det skal skabes. Ikke ved at I vedtager en række nye mærkningsordninger, laver flere kampagner, eller for den sag skyld lægger flere afgifter på enkelte fødevarer. Lad os i fællesskab lægge en strategi for, hvordan vi i praksis vender skuden, så det ikke kun er Michelin-restauranterne vi kan bryste os af - men vores daglige måltider og fødevareproduktionen.

Tre forslag
Jeg har tre meget konkrete forslag til nye beslutninger. De har alle har været afprøvet i praksis og er så at sige grydeklare. Jeg håber, at de vil kunne indgå i en prioriteringsdebat - men også at det tydeligt fremgår, at de ikke vil belaste samfundets husholdningsøkonomi på længere sigt.

1. God børnemad udkonkurrerer madpakken
Det mest effektive, der kan sikre dette, er, hvis Folketinget vedtager kvalitative krav til, hvilken børnemad kommunerne tilbyder børnene i daginstitutionerne som forudsætning for fortsat statsstøtte til madordningen. Og at det kræves, at kommunerne anvender det årlige statstilskud , der er bevilget, på 400 mio. kroner årligt. Så vil forældrene stemme ja til fælles måltider, ligesom de gjorde i København og andre steder, hvor kommunernes tilbud var bedre end madpakkerne. Genindfør gerne obligatorisk mad i børnehaverne. Kommunerne skal investere i lokale køkkener. Forældrene betaler madens pris, og staten giver tilskud til de fattigste. Dette forslag koster ikke staten flere penge. Gør det inden næste børnemadsvalg i 2012, hvor alle landets forældrebestyrelser skal stemme om maden igen.

2. Økologi i de offentlige køkkener
For at sikre fremdrift er der brug for en national vedtaget økologidagsorden, som indebærer, at det offentlige fødevareforbrug på 4 mia kroner årligt skal blive mindst 75 procent økologisk inden 2022. Kort sagt - hvis man gerne vil have mere økologi, er det oplagt at feje for egen dør først. At gøre maden økologisk kan, som i København, ske inden for de eksisterende fødevare- og madbudgetter. Men dette vil kræve en omlægningsinvestering i rådgivning, uddannelse og kortlægning. Resultatet vil kunne ses på, at det økologisk omlagte landbrugsareal øges, men også ved at der spises mere klimavenlig mad, mindre kød, mere sæson, mere lokalt og med langt mindre madspild. I København har man omlagt maden og madproduktionen i 900 køkkener inden for de eksisterende budgetter, og det har krævet forandringsvillighed og gåpåmod. Hvis vi skal have succes med et nationalt mål om økologi i det offentlige, skal målsætningen følges op med midler til omlægningsstøtte til de offentlige køkkener.

3. Skolemad til de fattigste børn
Jeg synes, det naturligste ville være også at afskaffe madpakkerne i landets skoler, men jeg læser skriften på væggen og ved, at det ikke er nu, I har midlerne til at udvide ordningen fra daginstitutionerne til også at omfatte skolerne. Men jeg mener, det vil være klogt at finde ud af, hvordan de mest trængende og fattigste børn får tilbudt et måltid, mens de er i skole. I København har vi indført dejlig, sund og økologisk skolemad på de fleste skoler, men de allermest trængende har ikke råd til at købe maden. Det må være muligt at udtænke en model for, hvordan vi hjælper disse familier med et tilbud om skolemad, således at børnene får energi og næring til deres skolegang. Og hvis det er uden for kommunernes skolebudgetter, så må der tænkes bredere. Mange af børnenes forældre får andre offentlige midler. Lad os lave lidt bevidst kassetænkning til gavn for børnene. Men måske også til gavn for samfundet. Mætte børn trives som bekendt bedre og lærer bedst.

Brug de mange gode erfaringer, der er skabt lokalt via gennemførte projekter, og inddrag bærerne af dem i processen, når I bestemmer jer for, hvad der skal ske med den offentlige mad - så skal vi nok gøre, hvad vi kan for at hjælpe og bistå jer.