Debat

Dyrenes Beskyttelse: Der er brug for en radikal revision af europæiske regler om dyretransporter

Smågrise bliver potentielt transporteret under alt for høje temperaturer. Og det er ikke bevist, kalve kan anvende de drikkesystemer, der er installeret i lastbilerne. Der er brug for, at EU laver radikale ændringer i transportforordningen, der skal sikre bedre dyrevelfærd under europæiske dyretransporter, skriver Britta Riis.

En begrænsning af den maksimale transporttid til højst otte timer, som Dyrenes Beskyttelse foreslår, er en effektiv og enkel måde at sikre dyrene mod alvorlig overlast, skriver Britta Riis.
En begrænsning af den maksimale transporttid til højst otte timer, som Dyrenes Beskyttelse foreslår, er en effektiv og enkel måde at sikre dyrene mod alvorlig overlast, skriver Britta Riis.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Britta Riis
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Levende dyr er ikke som nogen andre handelsvarer. De føler stress, angst og ubehag. Derfor skal EU's tyve år gamle regler for beskyttelse af dyr under transport selvfølgelig også opdateres.

Men der er behov for, at politikerne går meget grundigt til værks og udarbejder ny lovgivning, så dyrene beskyttes langt bedre end i dag.

I oplægget til revisionen er der foreslået skærpede krav til blandt andet transporttider og pladsforhold, men erfaringerne fra eksempelvis transport af danske smågrise og spædekalve viser, at lovgivning, håndhævelse og sanktionering bør skærpes radikalt.

Dyr udsættes i dag alt for ofte for lange transporter under forhold, der ikke tager hensyn til deres specifikke behov og fysiologi, hvilket øger risikoen for overlast betydeligt. 

Læs også
 

Grise transporteres potentielt under høje temperaturer 

Den nye transportforordning bør blandt andet afspejle de reelle muligheder for adgang til at passe, overvåge og håndtere dyrene under transporten. I dag er der for eksempel lovkrav om temperaturovervågning ved lange transporter af grise.

Det bedste, grisene kan håbe på, er, at der ikke er kø på vej til destinationen.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

Men en undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at temperaturen inden i en grisetransport kan være op til 20 grader højere end de temperaturer, som lastbilens indbyggede sensorer måler. Derfor vides det reelt ikke, hvor høje temperaturer danske smågrise egentlig udsættes for, når lastbilerne er på vej gennem Europa i sommermånederne.

Og trods kravene i loven om, at grisene skal beskyttes mod kritisk høje temperaturer, så er antallet af eksporterede smågrise fra Danmark stort set det samme om sommeren som om vinteren.

Juni var faktisk den måned, der blev sendt flest grise på lange dyretransporter i 2023. Ingen har tilsyneladende beføjelser til at stoppe transporterne, selvom der er udsigt til høje temperaturer.

I bedste fald bliver der ændret lidt på ruten eller afsendelsestidspunktet, så der eksempelvis køres fra Danmark om natten. Det bedste, grisene kan håbe på, er, at der ikke er kø på vej til destinationen. Men alle, der har kørt på en tysk motorvej i juli, ved, at det ikke altid er virkeligheden, og grisene risikerer at holde i kø i bagende sol. Og søerne farer hele jo året, så staldene fyldes med nye smågrise til eksport, og sådan kører det året rundt med millioner af grise på motorvejene. 

Læs også

Ingen garant for, at kalve kan drikke under kørsel

Det ser ikke meget bedre ud for de flere end 40.000 danske spæde kalve, der sendes på lange transporter med to eller tre etager til opfedning i Holland.

Lad os sikre, at vores love reflekterer vores værdier om omsorg og respekt for alle sansende væsener.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

I dag er det et krav, at kalvene skal sikres vand og om nødvendigt mælk på de op til 17 timer lange ture. Helt konkret skal lastbilerne holde stille efter ni timer, hvor kalvene skal tilbydes vand. Men de hollandske lastbiler er installeret og godkendt med drikkeudstyr, som ingen har undersøgt, om kalvene kan finde ud af at bruge.

Et rådgivningsnotat fra Aarhus Universitet, bestilt af Fødevarestyrelsen, afslører således en total mangel på videnskabelig dokumentation for, at spædekalve kan nå at vænne sig til nyt drikkeudstyr under transporterne. Og enhver, der har beskæftiget sig indgående med spædekalve, ved, at to uger gamle kalve skal trænes op i nyt drikkeudstyr.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) forklarer i et svar til Folketingets fødevareudvalg, at "det er transportørens ansvar at sikre, at kalvene kan anvende drikkeudstyret."

Men ingen holder reelt øje med, hvor mange kalve, der tørster på de lange transporter. 

Læs også

Vi skal undgå juridiske smuthuller

Som eksemplerne med smågrise og spædekalve viser, er der behov for præcise lovkrav, som ikke efterlader rum for fortolkninger, der kan underminere dyrenes minimum af velfærd.

En begrænsning af den maksimale transporttid til højst otte timer, som Dyrenes Beskyttelse foreslår, er en effektiv og enkel måde at sikre dyrene mod alvorlig overlast.

Men derudover bør en ny forordning indføre klare og strenge regler for transporttider, temperaturkontrol, og pladsforhold, som kan beskytte alle dyr effektivt under transport. Transportmidler skal være udstyret til at håndtere ekstreme temperaturer, og der skal være hyppige inspektioner for at sikre overholdelse af disse krav.

EU's medlemsstater skal samarbejde om at implementere disse regler ensartet for at undgå juridiske smuthuller, som kan tillade dyretransport under dårligere forhold. Ellers bliver det laveste fællesnævner.  

Lad os sikre, at vores love reflekterer vores værdier om omsorg og respekt for alle sansende væsener. En radikal revision af transportforordningen er nødvendig, og tiden til at handle er nu. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britta Riis

Direktør, Dyrenes Beskyttelse, formand, World Federation for Animals
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1994)

0:000:00