Forskere: Reduktion i drivhusgasser fra landbruget er "tæt knyttet til husdyr­produktion"

Af Mette Hjorth Mikkelsen, Rikke Albrektsen, Ole-Kenneth Nielsen og Steen Gyldenkærne
Hhv. specialkonsulent, akademisk medarbejder, chefkonsulent og seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

Danmark har ratificeret FN's klimakonvention, Kyotoprotokollen og Parisaftalen og har dermed forpligtet sig til årligt at opgøre og rapportere udledninger af drivhusgasser tilbage til 1990. Beregningen af den årlige danske drivhusgasopgørelse samt dokumentationen og rapporteringen varetages af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet på opdrag fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet gennem en rammeaftale mellem AU og Miljø- og Fødevareministeriet.

Ved opgørelsen af drivhusgasudledningen følger Danmark, som alle andre lande, et regelsæt fastsat af parterne til FN's klimakonvention. Dette regelsæt omfatter tekniske retningslinjer udarbejdet af IPCC - Intergovernmental Panel on Climate Change. Den version, der er vedtaget til brug på nuværende tidspunkt, er fra 2006 og omtales oftest som IPCC 2006 Guidelines. Disse guidelines angiver metoder til, hvordan udledningen af drivhusgasser beregnes for hver enkelt kilde. Samtidig angives i IPCC's guidelines en række standardværdier, der kan anvendes til beregning af udledningen, men lande opfordres til at anvende nationale data, såfremt disse er videnskabeligt veldokumenteret og i højere grad reflekterer nationale forhold.

De vedtagne retningslinjer definerer, hvordan de nationale udledninger afgrænses, herunder for eksempel at udledninger fra international transport ikke medregnes i den nationale opgørelse, og at udledninger fra produktion af produkter tæller med i det land, hvor produktionen finder sted.

Det, som er kendetegnende for dansk landbrug, er en højeffektiv husdyrproduktion, hvor kvæg- og svineproduktion er dominerende.

Mette Hjorth Mikkelsen, Rikke Albrektsen, Ole-Kenneth Nielsen og Steen Gyldenkærne

Fordelen ved, at landene følger samme regelsæt for opgørelsen, gør det muligt at sammenligne klimaregnskaberne på tværs af landene og øger på den måde muligheden for at tjekke, om de enkelte landes klimaregnskaber er troværdige og veldokumenterede. Alle klimaregnskaber bliver hvert år evalueret og kvalitetssikret gennem en revision udført af eksperter udpeget af FN.

Den danske drivhusgasopgørelse
Baseret på de internationalt vedtagne retningslinjer opgøres udledningen af drivhusgasser inden for fem sektorer; energi (inkl. transport), industrielle processer og produktanvendelse, landbrug, affald og arealanvendelse. Arealanvendelse, som i IPCC-sammenhæng benævnes som LULUCF (Land-Use and Land Use Change and Forestry) omfatter skov, landbrugsarealer (dyrkede og udyrkede marker), naturområder og bymæssig bebyggelse og omhandler fortrinsvis kulstoflagring eller udledning i jord og planter, afhængig af hvordan arealet bliver anvendt, og hvordan anvendelsen ændres over tid.

Den seneste nationale drivhusgasopgørelse viser, at udledningen fra Danmark (inklusive LULUCF og indirekte udledninger) i 1990 blev opgjort til 77,2 millioner ton CO2-ækvivalenter. Frem til 2018 er udledningen blevet reduceret til 54,8 million ton CO2-ækvivalenter, hvilket svarer til et fald på 29 procent.

Ifølge klimaloven har Danmark en målsætning om at reducere den samlede udledning af drivhusgasser med 70% i forhold til udledningen i 1990, hvilket stiller krav om en større reduktion de kommende 12 år end det, vi har opnået de seneste 28 år.

Langt størstedelen af drivhusgasudledningen kommer fra energisektoren, svarende til 62 procent i 2018. Dernæst følger landbrugssektoren, som bidrager med 20 procent af den totale udledning, mens udledningen fra arealanvendelsen udgør 12 procent.

Hvad bidrager landbruget med
I relation til drivhusgasopgørelsen kan landbrugssektoren betragtes som udledninger fra den primære produktion, det vil sige inklusiv udledninger, som kommer fra stalde, gødningslagre og fra gødskning og dyrkning af afgrøder på marken.

Mange vil givetvis også betragte energiforbrug fra kørsel med landbrugsmaskiner samt energiproduktion fra husdyrgødningsbaserede biogasanlæg som en del af landbrugets aktiviteter, men begge er inkluderet i energisektoren ifølge retningslinjerne i IPCC's guidelines. Ligeledes er udledninger relateret til kulstof-lagring/udledning fra dyrkning af landbrugsjord ikke en del af landbrugssektoren, men i stedet medregnet under arealanvendelse.

Drivhusgasudledningen fra landbrugssektoren kommer hovedsagligt fra drivhusgasserne metan (CH4) og lattergas (N2O), der har en effekt på drivhusgasdannelsen, som er henholdsvis 25 og 298 gange større end CO2 (se dokumentationsboks).

I 2018 er udledningen af drivhusgasser fra landbrugssektoren opgjort til 11 millioner ton CO2-ækvivalenter, hvoraf omkring en tredjedel stammer fra metan fra dyrenes fordøjelse og primært fra de flermavede dyr (drøvtyggere) som kvæg og får.

Ligeledes er en tredjedel af udledningerne relateret til husdyrgødningen – i stalden, ved lagring og ved udbringning af husdyrgødning til marken. Udledningen fra husdyrgødningen fordeler sig med 50 procent for kvæg, 40 procent for svin og de resterende 10 procent omfatter øvrige husdyrtyper.

Den sidste tredjedel af udledningerne kommer fra en række forskellige kilder, hvor de største udledninger kommer fra lattergas i forbindelse med anvendelse af handelsgødning og dyrkning af lavbundsjorde.

Udviklingen i udledningen af drivhusgasser
I perioden fra 1990-2018 er landbrugets udledning af drivhusgasser faldet med 16 procent, og reduktionen har fortrinsvis fundet sted i perioden 1990-2006, mens udledningen i den efterfølgende periode frem til 2018 er nogenlunde konstant.

Faldet i drivhusgasudledningen skyldes fortrinsvis en reduktion af lattergasudledningen, og en af de vigtigste årsager hertil skal findes i den miljøregulering, som kom i kølvandet på Vandmiljøplanerne fra 1987, 1998 og 2004 samt Ammoniakhandlingsplanen fra 2001. Heri blev stillet krav til en bedre udnyttelse af kvælstofindholdet i husdyrgødningen, for dermed at hindre unødigt tab af kvælstof til omgivelserne (luft, jord og vand), hvilket var medvirkende til en halvering af handelsgødningsforbruget i perioden fra 1990-2005.

Lattergasudledningen er tæt forbundet med omsætningen af kvælstof, og derfor vil en reduktion i anvendelsen af kvælstof, lavere ammoniakfordampning og fald i kvælstofudvaskningen alle være faktorer, der medvirker til at reducere udledningen af lattergas (se figur nedenfor).

Som yderligere forklaring på reduktion af landbrugets drivhusgasudledningen i perioden 1990-2018 skal nævnes et fald i metanudledningen fra dyrenes fordøjelsesproces, som blandt andet skyldes et fald i antallet af køer og en ændret fodringspraksis.

Endvidere er der sket et betydeligt fald i tilførsel af kalk til markerne frem til 2004, hvilket har betydet en reduktionen i CO2-udledningen. Faldet i kalkforbruget skyldes det lavere ammonium og svovl i nedbøren (syreregn) og lavere forbrug af handelsgødning.

Fremtiden kalder på lavere drivhusgasudledning fra landbruget
Danmark har en målsætning om 70 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030 sammenlignet med udledningen i 1990, hvilket kræver, at reduktionsmuligheder i alle sektorer kommer i spil.

Landbrugsarealet i Danmark udgør ifølge Danmarks Statistik 62 procent af det samlede overfladeareal, hvilket er en relativ høj andel sammenlignet med de fleste andre lande.

Det, som er kendetegnende for dansk landbrug, er en højeffektiv husdyrproduktion, hvor kvæg- og svineproduktion er dominerende. Omkring 70 procent af den samlede drivhusgasudledning fra landbrugssektoren er direkte relateret til husdyrenes fordøjelse og til husdyrgødning. Derudover anvendes omkring trefjerdele af de høstede afgrøder som foder til husdyrproduktionen.

Det betyder, at mulighederne for fremadrettet at reducere udledningen af drivhusgasser i landbrugssektoren er tæt knyttet til husdyrproduktion og i særlig grad til løsninger, som kan medvirke til en lavere udledning fra dyrenes fordøjelsesproces og fra husdyrgødningen.