Debat

Grønne aktører: Krigen i Ukraine skal ikke rykke den grønne omstilling af landbruget tilbage – den skal rykkes frem

Danmark har ressourcerne til at brødføde millioner flere mennesker, end vi gør nu – og vi skylder dem, der står overfor en mulig fødevarekrise flere steder i verden på grund af krigen, at vi gør noget nu, skriver Maria Reumert Gjerding og Louise Køster.

Krigen i Ukraine kan udvikle sig til reel fødevarekrise – og der må det danske landbrug komme til undsætning, skriver Maria Reumert Gjerding og Louise Køster.
Krigen i Ukraine kan udvikle sig til reel fødevarekrise – og der må det danske landbrug komme til undsætning, skriver Maria Reumert Gjerding og Louise Køster.Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Louise Køster
Maria Reumert Gjerding
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi vil gerne på det kraftigste advare mod at bruge krigen i Ukraine som anledning til at skrue ned for eller aflyse den grønne omstilling, som det europæiske landbrug og derfor også det danske landbrug skal igennem. Vi opfordrer tværtimod til at sætte fuld fart på den.

Situationen er forfærdelig, og vi skal hjælpe på alle tænkelige måder, hvor vi kan. For krigen i Ukraine kan få enorme konsekvenser rigtig mange steder i verden, og frygten for fødevareforsyningen er helt reel.

Krigen kan skabe global fødevarekrise

Rusland og Ukraine står for 30 procent af verdens kornproduktion, og en stor del af kalorieindtaget i mange af landene i Mellemøsten og Afrika, for eksempel Etiopien, kommer fra hvede fra Rusland og Ukraine. 

Det er således vigtigt at forstå, at krigen i Ukraine truer langt mere end den umiddelbare sikkerhed i Europa. Det skal vi alle sammen naturligvis forholde os til og reagere på – ikke ved at skrue tiden tilbage til de sorte firsere, men ved at skrue op for tempoet, når det gælder omstillingen til en bæredygtig landbrugsproduktion.

Vi kan nemlig producere langt flere fødevarer til mennesker, end vi gør i dag, og endda gøre det samtidig med, at vi fortsætter med at løse klima og biodiversitetskrisene. Det kan ikke understreges nok.

Ved en total omlægning til udelukkende madafgrøder vil vi kunne mindst firedoble antallet af mennesker, vi kan brødføde i dansk landbrug. Midt i en truende fødevarekrise kan vi ikke tillade os ikke at gribe de muligheder.   

Maria Reumert Gjerding og Louise Køster
Hhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening og forperson, Økologisk Landsforening

Vi får intet ud af at skrue tiden tilbage

Der er to voldsomme kriser, der uløste vil true hele menneskehedens eksistens. En klimakrise og en biodiversitetskrise. De kan ikke sættes på pause, men stiger tværtimod i styrke for hver dag, vi ikke gør noget, og er derfor bundne opgaver for vores generation.

Det synes dog at være glemt i de oplæg, der kommer i disse dage fra for eksempel Venstre og flere landbrugsministre i EU. Her ser vi tværtimod ønsker om at svække klima, natur og miljøbeskyttelsen, blandt andet ved at tillade flere sprøjtegifte.

Europa-Parlamentets landbrugsudvalg anbefaler også i et brev til landbrugskommissær Janusz Wojciechowski, at EU tillader, at der bruges pesticider for at dyrke proteinafgrøder på de arealer, der ellers skulle give mere plads til natur. Samtidig har kommissæren luftet idéen om at gentænke hele den Farm to Fork-strategi, der ellers skal kickstarte et bæredygtigt europæisk landbrug.

Der er forslag fra blandt andet Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, om at inddrage både brakjorder såvel som kulstofrige lavbundsjorder.

Det er kæmpe misforståelse at tro, at vi redder noget som helst ved at skrue tiden tilbage, mener vi i Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening. Vi vil langt hellere tage Landbrug & Fødevarer på deres ord om, at "vi kan brødføde flere mennesker med et mindre aftryk på vores klode", som organisationen konstaterede i sin rapport fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren fra 2020.

Det vil være et kæmpesvigt, hvis vi ikke gør alt, hvad vi kan for at hjælpe de mange millioner af mennesker, der lige nu er truet af en mulig fødevarekrise.

Maria Reumert Gjerding og Louise Køster
Hhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening og forperson, Økologisk Landsforening

Vi kan brødføde millioner flere, end vi gør nu

Lad os nu træffe de kloge valg og ikke bakke ud igen. Lad os da komme i gang med at producere mad til mennesker og sætte et mål om mindst at fordoble arealet, hvor vi dyrker fødevarer til mennesker. Der er masser af jorder at tage af indenfor den nuværende landbrugsproduktion, idet vi i dag beslaglægger omkring 80 procent af landbrugsarealerne til foder til vores millioner af husdyr.

Derudover importerer vi store mængder dyrefoder svarende til et areal på cirka 600.000 hektar landbrugsjorder i udlandet, hvilket svarer til hele 25 procent af det danske landbrugsareal. Potentialet er, at Danmark går fra i dag at producere mad til cirka 15 millioner mennesker til at kunne brødføde fem millioner flere alene ved at tage 10 procent af foderarealet og lægge det om til mad direkte til mennesker.

Ved en total omlægning til udelukkende madafgrøder vil vi kunne mindst firedoble antallet af mennesker, vi kan brødføde i dansk landbrug. Midt i en truende fødevarekrise kan vi ikke tillade os ikke at gribe de muligheder. 

Så lad os sætte fuld kraft på den bæredygtige fødevareproduktion. Lad os producere afgrøder som brødkorn, havre, spisekartofler, frugt og grønt og levere til det nye vegetariske og veganske forretningsområde med især bælgplanter (for eksempel ærter, bønner og lupin).

Lad os komme videre med de økologiske indsatser, der sikrer biodiversitet og grundvand mod gifte og samtidig dyrker mad, som både de danske forbrugere og udlandet gerne betaler mere for.

De løsninger, vi her lægger på bordet, er allerede en del af de mål, EU og Danmark har tilsluttet sig. Det handler nu bare om at sætte dem i værk.

Det vil nemlig være et kæmpesvigt, hvis vi ikke gør alt, hvad vi kan for at hjælpe de mange millioner af mennesker, der lige nu er truet af en mulig fødevarekrise. Det vil være et utilgiveligt svigt af alle kommende generationer, hvis vi ikke samtidig løser klima- og biodiversitetskriserne. Vi kan gøre det hele.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Louise Køster

Fhv. forperson, Økologisk Landsforening, direktør for Rabarbergaarden i Vejby

0:000:00