I arrigskab meldte Mette Gjerskov sig ind i Socialdemokratiet: "Jeg er opdraget til, at hvis man kan, så skal man"

Min mor var gennem hele min barndom hende med det faste arbejde og den stabile indtægt, mens min far skiftede mellem en masse forskelligt. Han var uddannet kontorassistent, men han hadede det. Når han talte om arbejde, var det værste, han kunne forestille sig, et 8-16-arbejde på kontor. Derfor sad han kun på kontor i ganske få år, mens jeg var helt lille, og gjorde siden alt, hvad han kunne, for at slippe for det. Han havde en minkfarm i ti år, byggede huse, havde frilandsgrise, startede AOF i Jyllinge-Gundsømagle, var medlem af byrådet og alt muligt andet. Og det var nok kun muligt, fordi vi havde min mors stabile indkomst at falde tilbage på.

Mens vi boede på skolen, købte mine forældre en grund på Finjollevej i Jyllinge, hvor min far gik i gang med at bygge hus. I løbet af 1960'erne og 1970'erne udviklede Jyllinge sig fra at være en lille landsby til en klassisk provinsby, da parcelhuskvarterer kom til flere steder.

Min far knoklede som en vanvittig, og i 1970 flyttede vi ind i et fint nyt parcelhus. Vi nåede dog kun at bo der i to år, inden han ville væk; det der klassiske parcelhuskvarter var slet ikke noget for ham. Så i stedet købte min forældre en gammel bondegård fra 1780, som lå i nabolandsbyen Gundsømagle." 

Jeg sagt fra over for urimelige lærere, og jeg har vist også været i et par slåskampe, men det var kun, når der var nogle, der var onde over for andre.

"Da vi flyttede ind på Dyssegården, var det noget ufatteligt gammelt lort. Det var med gulvbrædder, der lå direkte på jorden, mus i køkkenskabene, og strøm og varme der ikke virkede, så der var isblomster på indersiden af ruderne. Vi havde egen boring til vand, og da den pludselig ikke virkede, havde vi intet vand, og så måtte vi alle ned på skolen, når vi skulle i bad. Min far renoverede gården lidt ad gangen, efterhånden som der var råd til det, men det tog tid, og der var meget at lære for to københavnere.

Jeg er vokset op med at lege ved møddingen, at skøjte på vandhullet i haven, at klatre i træer på kæmpehøjen og at hoppe i mine forældres seng med et lille lam, jeg havde flasket op.

Men jeg er også vokset op med arbejde. For når man bor på en gård, er der arbejde i alt, og jeg har altid arbejdet med.

Uanset hvor lille man er, kan man altid holde et bræt, mens ens far saver. Man behøver heller ikke være særlig gammel for at gribe møggreben og hjælpe med at muge ud, og allerede som lille var jeg også med til at samle sten på markerne, som ellers ville ødelægge maskinerne.

Det var et projekt for hele familien, og jeg kan huske, min søster og jeg skiftedes til at køre traktoren, når vi blev trætte. Vi var så små, at vi kun kunne nå speederen – vi havde hverken kræfterne eller lange nok ben til at træde bremsepedalen ned, så det var vigtigt at køre så tilpas langsomt, at min far lige kunne hoppe på i farten og stoppe traktoren, når det var nødvendigt. 

Min far var ikke sådan en, der købte en lottokupon, hvis det var småt med penge. I stedet stod han noget tidligere op.

Det stod værst til, da mine forældre gik ned med minkfarmen, fordi tiderne og priserne blev dårlige. Andre ville måske være gået bankerot, men min far knoklede i stedet; han tog ud og murede skorsten for folk, og han solgte forsikringer, indtil økonomien var banket op igen. For uanset hvor smalt det var med penge, har mine forældre prioriteret, at vi kunne beholde gården. Så var der bare andet, det blev nedprioriteret.

Vi var de sidste i Gundsømagle, der fik en trykknaptelefon og farvefjernsyn. Og første gang, jeg fløj, var, da jeg som 19-årig tog i kibbutz i Israel, fordi jeg ville se rigtig socialisme. Som barn var vi på ferie på vandrehjem rundtom i Danmark, eller også tog vi til Sverige eller Norge.

Vi bor i dag tre generationer på Dyssegården. Jeg bor til leje i et lille hus, som jeg selv har bygget, min mor bor i et hus, som min far oprindeligt byggede til min mormor, der flyttede ud til os fra København, og så har min bror overtaget gården og bor sammen med sin familie i stuehuset.

Dyssegården var min fars drøm. Det var hans drøm, at vi skulle bo her sammen. Han havde sukkersyge og fik det allerede som 30-årig, så han har nok altid vidst, at han ikke ville leve evigt. Han havde ingen pension og var nødt til at bygge alt op i jord og mursten for at sikre min mor. Derfor byggede han det her sted op til os, som er her, selvom han ikke er her mere."

"Da jeg blev teenager, begyndte jeg for alvor at mærke en indignation over verdens tilstand.

Jeg læste Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela og sad hjemme på mit ungdomsværelse og følte, jeg kæmpede med dem. Jeg var frustreret over, at der var børn, der sultede i Afrika, og at der blev startet krige igen og igen. Jeg gik fredsmarch mod atomvåben og diskuterede Nato med min far, hvor jeg bestemt mente, vi skulle ud, for jeg var glødende pacifist.

Jeg var ung og rebelsk, så de mange politiske diskussioner kunne sagtens ende med, at jeg blev så arrig, at jeg fór ind på mit værelse og smækkede med døren. Det var vist ikke helt ubegrundet, at min klasselærer på et tidspunkt skrev i min meddelelsesbog: 'I øjeblikket vil jeg ikke anbefale Mette at gå ind i diplomatiet.'

Jeg var ellers ikke hende, der sagde allermest, da jeg gik i folkeskole, men der er nogle ting, der er så uretfærdige, at man bare må gøre noget. For jeg er opdraget til, at hvis man kan, så skal man; hvis man har ressourcerne, har man også forpligtelserne. Derfor har jeg sagt fra over for urimelige lærere, og jeg har vist også været i et par slåskampe, men det var kun, når der var nogle, der var onde over for andre. Og du kan tro, jeg kunne diskutere. Det var jeg jo også vant til.

Folk siger indimellem til mig, at jeg snakker så højt. Men hvad fanden forventer de, når man er vokset op med tre søskende med mindst lige så mange meninger som én selv. Så er man nødt til at kunne råbe op for at gøre sig bemærket og blive hørt." 

Det var i arrigskab, jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet.

"Jeg gik i skole i 20 år, og jeg har nok været skoletræt, siden jeg gik i 5. klasse.

Jeg har altid ment, at frikvarter og fester var det sjoveste. Især det store halbal i Jyllingehallen og festerne i forsamlingshuset i Gundsømagle, hvor alle egnens unge samledes. Både drengene med læderjakker og knallerter, der boede i den ene ende af kommunen, og de pæne dynejakkedrenge, der lånte deres forældres BMW, som kom fra den anden ende af kommunen.

Der endte altid med at være slåskamp, hvor der blev nikket skaller til højre og venstre, og det som regel gik ret hårdt for sig.

Jeg var selv kærester med en af læderjakkedrengene, og jeg kan huske, jeg syntes, det var så uretfærdigt, at det altid var læderjakkedrengene, der fik skylden for alting. For det var faktisk dynejakkedrengene, der var værst; hvis bare deres forældre havde vist, hvad de rendte rundt og lavede.

Jeg kan også huske, at de drenge, der senere startede Bandidos, kom til halfesterne. De parkerede deres store motorcykler ude foran, og ingen turde nærme sig dem. Der blev drukket øl og røget som en sindssyg. Ikke bare cigaretter, men også hash, for der var flere, der dyrkede cannabis bag drivhusene i deres forældres haver. Og når politiet kom forbi, rendte deres stakkels hunde skrubforvirrede rundt, fordi de konstant fik færten af noget nyt. Det var et ungdomsliv, som vores forældre ikke vidste særlig meget om. Og det var vist meget godt." 

"Inden jeg blev medlem af Socialdemokratiet, havde jeg aldrig fejret 1. maj.

Jeg kunne ikke 'Når jeg ser et rødt flag smælde'. Og jeg havde aldrig været medlem af DSU.

Men til gengæld er jeg nærmest født med socialdemokratisk valgmateriale i hænderne, for siden jeg var helt lille, har jeg delt løbesedler ud sammen med min far, hver eneste gang der var valg. Ikke fordi min far ville bestemme, hvad jeg skulle mene, men fordi det var noget, man hjalp hinanden med, når man var en del af fællesskabet i min familie.

Jeg kan stadig huske valget i 1973, hvor vi omdelte nogle små, runde, røde klistermærker, hvor der stod 'Valg. Det er bare Anker'.

Det var lige midt i energikrisen, så folk havde fået sat dobbeltbrevsprækker op i de store egetræsdøre, der var overalt i Jyllinge. Derfor skulle jeg først løfte den yderste plade og så have fingrene helt ind for at aflevere det skide, lille klistermærke. Jeg anede aldrig, om der stod en hund på den anden side, og når jeg trak mine små fingre til mig, kom de nemt i klemme.

Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet efter Poul Nyrup Rasmussen og Svend Aukens formandsopgør i 1992, hvor Auken som bekendt tabte.

Jeg sad i køkkenet og så det i fjernsynet, og jeg blev rasende; rasende over, at der var så mange, der mente, at Auken ikke var tjekket nok til at blive statsminister. For det var jo det, det hele handlede om, og jeg kunne ikke være mere uenig. Som leder skal man have holdninger og vise nogle følelser, og jeg mente, at Auken havde de rigtige holdninger, så det var ham, jeg ville have. Derfor var det i arrigskab, jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet.

Da jeg senere selv blev valgt til Folketinget, arbejdede jeg en masse sammen med Svend Auken.

Jeg glemmer aldrig vores 18-måneders forhandling om et nyt energiforlig. Connie Hedegaard sad på den ene side med en stribe Venstre-ministre bag sig, som skulle holde øje med, at hun ikke gav os for meget, og på den anden side sad jeg sammen med Svend Auken, Margrethe Vestager (R) og Anne Grete Holmsgaard (SF) og kæmpede, vindmølle for vindmølle.

Svend var utrættelig, og han var sådan én, der bare buldrede afsted, hvor man ikke kunne lade være med at følge med. Hvis jeg for eksempel havde nogle praktikanter, hvor jeg følte, der lige manglede lidt engagement, tog jeg dem som regel med til et eller andet møde på Svends kontor, så de kunne få en dosis Svend. Et kvarter med Svend var alt, der skulle til." 

Jeg er opdraget til, at hvis man kan, så skal man.

"Som barn har jeg fået fortalt historien om ham, der stiftede Socialdemokratiet her i området for mere end 100 år siden. Han var daglejer. Sådan én, der kom gående i sine træsko fra gård til gård med sin trillebør for at få arbejde, så han kunne forsørge sin familie.

Efter han havde stiftet Socialdemokratiet, ville bønderne ikke ansætte ham de følgende to år. Det vil sige, at hele hans familie betalte en enorm pris for det politiske arbejde, som han lavede.

Jeg kan stadig blive rørt over sådan en historie. Den er en del af min fortælling om det at være socialdemokrat, og den gjorde mig bevidst om, at politik altid har haft omkostninger. Det har det for mig, og det havde det også for min far, selvom det i øvrigt slet ikke kan sammenlignes med, hvad daglejeren måtte gennemgå.

Jeg kan huske en episode, da jeg var ti år gammel, hvor min far sad i byrådet, og nogle af de unge havde hørt et rygte om, at min far ville lukke ungdomsklubben. Derfor kom der en aften 50 unge på knallerter ud til vores gård, hvor de kørte rundt og fræsede hele gårdspladsen op.

Jeg var selvfølgelig bange, for det var ikke til at vide, hvad de kunne finde på, men min far hev et par af dem med ind i stuen og talte med dem, så det hele faldt til ro igen.

I dag ville News-helikopteren nok have hængt der på ingen tid, men det gik ret ubemærket hen dengang.

Jeg mærkede det også selv, da der på et tidspunkt var nogle hundeejere, der var sure på mig over hundeloven og derfor lavede hærværk. De skrev: 'Dø ministerso' på, hvad de troede var mit hus.

Det var bare ikke mit hus; det var min nabos, hvilket næsten var endnu værre, for så gik det jo ud over andre end mig.

Selvfølgelig var det også voldsomt for mig, men jeg tog det egentlig selv ret roligt. Og jeg tror måske, det skyldes, at jeg altid har vidst, at der som politiker er en risiko for at blive upopulær."