Iben Krog: CO2-afgiften blev gidsel i den socialdemokratiske valg-spinmaskine

Det er ingen hemmelighed, at det var ambitionen om at skabe en grøn omstilling med og ikke mod fødevareerhvervet, der fik mig til at sige op som direktør i Tænketanken Frej og gå ind i politik.

Det er heller ingen hemmelighed, at min første valgkamp som folketingskandidat nu er overstået, og at jeg ikke blev valgt.

Og det er slet ingen hemmelighed, at vi fik os en valgkamp, der netop var præget af at lancere grønne udspil, der var udarbejdet til at være mod - frem for med - fødevareerhvervet.

Det stod særligt klart for mig, da Socialdemokratiet to uger inde i valgkampen pludselig lancerede, at NU skulle der komme en CO2-afgift på landbruget, og at landbruget slet ikke havde gjort nok i klimaomstillingen.

Der spirer allerede så mange grønne løsninger i Danmark. De bliver realiseret i mark, stald og laboratorier. Ikke bag skriveborde på Christiansborg

Iben Krog (V)
Folketingskandidat

Argumentet om, at landbruget ikke har gjort nok i den grønne omstilling og er gået ”fri” for alle klimakrav gav mig hovedpine.

For det er kun ét år siden, at Socialdemokratiet og Venstre sammen med næsten alle Folketingets partier i fællesskab vedtog Landbrugsaftalen, hvor vi sætter ambitionen om at reducere landbrugets udledning med 8 millioner tons CO2 frem mod 2030.

Det tager tid at realisere så store mål, og det tager mere end et år. Men erhvervet er i gang.  

Tag for eksempel Arla, der netop har lanceret en historisk klimaplan, hvor de mest klimaeffektive mælkeproducenter vil modtage en økonomisk bonus. Eller se på samarbejdet mellem DLG, Arla, Danish Crown og Danish Agro, der udvikler handelsgødning lavet på grøn ammoniak fra vindmøllestrøm. For slet ikke at nævne den innovation og handlekraft, som vi hver dag ser lokalt hos landmændene.

Der spirer allerede så mange grønne løsninger i Danmark. De bliver realiseret i mark, stald og laboratorier. Ikke bag skriveborde på Christiansborg.

Fra min stol gav Socialdemokratiets valgkampskrav om en CO2-afgift på landbruget ingen mening.

Sandheden er nemlig, at der allerede langt før valgkampen var politisk flertal for at nedsætte et ekspertudvalg, der både var og er i fuld gang med at kigge på, hvordan vi kan udforme en CO2-afgift, der giver incitament til klimareduktioner uden at sende produktion og arbejdspladser ud af landet.

Alt Socialdemokratiet gjorde under valgkampen var at sige: ”Vi skal have en høj CO2-afgift”. Der var ingen svar på, hvordan vi undgår, at en afgift fører til færre arbejdspladser i landbrugs- og fødevareindustrien? Og hvordan vi undgår, at en afgift fører til højere fødevarepriser?

Den kloge klimapolitik er den, som vi udarbejder ved at inddrage erhvervslivet, for det er nu engang dem, der skal omstille sig, og det er erhvervslivet der bedst selv ved, hvor klimaskoen trykker

Iben Krog (V)
Folketingskandidat

Socialdemokratiet kan sagtens konkludere, at en CO2-afgift ikke må resultere i færre arbejdspladser eller højere fødevarepriser. Men de kan ikke svare på, hvordan vi undgår det. For de ved det ikke. De ville bare have den CO2-afgift ned over hovedet på landbruget.

I Venstre sagde vi under og efter valgkampen: ”Hold nu lige hestene.”

Vi har nedsat en ekspertgruppe på en CO2-afgift i landbruget, fordi vi netop har brug for eksperter på dette område. Fordi det for os handler mere om at nedsætte en CO2-afgift, der virker, end at have en CO2-afgift som mål i sig selv.

Den vågne socialdemokrat vil muligvis påpege, at Socialdemokratier netop også selv har sagt, at de vil afvente ekspertgruppens konklusioner, inden de lægger sig fast på udformningen af afgiften. Her må jeg blot stilfærdigt konkludere, at det i så fald er et besynderligt politisk træk at gøre CO2-afgiften til en del af valgkampen.

Jeg gik ind i politik med en tro på, at grøn omstilling og landbrugspolitik kan gå hånd i hånd. At den kloge klimapolitik er den, som vi udarbejder ved at inddrage erhvervslivet, for det er nu engang dem, der skal omstille sig, og det er erhvervslivet der bedst selv ved, hvor klimaskoen trykker.  

Valgkampen viste mig, at der er langt igen før, at grøn omstilling og en klog landbrugspolitik bliver anerkendt for at gå hånd i hånd.

Valgkampen viste, at vi har mange partier i Danmark, hvor det er et mål i sig selv at udarbejde klimapolitik, der rammer erhvervslivet hårdt. Og at der er mange borgere, der stemmer på netop disse partier.

Venstres og mit eget valgnederlag har på ingen måde fået mig til at give op eller miste troen på, at den klogeste klima og fødevarepolitik er den, der udarbejdes med og ikke mod erhvervet. Jeg tror stadig på, at en klog klimapolitik ikke behøver at gøre ondt før, at den kan gøre godt.

Nu vil jeg bruge de næste fire år på at bevise, at man faktisk også kan vinde valg på at have denne tilgang.