Lisbeth Knudsen om minkskandale: Ubegribeligt at ingen embedsmand har advaret regeringen. Eller har de?

KOMMENTAR: Det forekommer helt og aldeles ubegribeligt, at der ikke har været en eneste juridisk kompetent embedsmand i Statsministeriet eller Fødevareministeriet, der har kastet sig over alarmknappen, hvorpå der står grundlovsbrud, for dermed at standse den skandale, regeringen nu er havnet i. Eller blev advarslen overhørt?

Jagten er gået ind på fødevareminister Mogens Jensen (S).

Fanget som han er i ”minkgate” for klodset og selvmodsigende kommunikation, manglende styr på eget ministerium og muligt grundlovsbrud.

Oppositionen har for første gang i statsminister Mette Frederiksens regeringstid en af hendes ministre, og ovenikøbet også hende selv, på sigtekornet. En stærk og tilmed velbegrundet anledning til at udstille risikoen ved regeringens håndfaste og hidtil meget egenrådige styring af coronaindsatsen udenom de normale demokratiske beslutningsveje og med Folketinget hensat til en birolle som gummistempel.

Medierne skruer op for dramaet, som lige præcis har alt det, der skal til for at skabe en sand skandale. En statsminister for en gang skyld på hælene og i defensiven med en beklagelse for en katastrofal fejlhåndtering og et lovbrud i sagen om aflivning af mink uden for de berørte smittezoner. En fødevareminister i stormvejr og temmelig venneløs indtil videre.

Hans skæbne som minister er uvis. Hans held eller uheld er, at han står i suppedasen sammen med statsministeren, der ikke alene selv meldte beslutningen om aflivning af alle danske mink ud som et krav uden lovhjemmel, men også personligt involverede sig i en samtale med minkavlernes formand om sagen, hvor hun ifølge minkavlernes formand fastholdt kravet om, at alle mink skulle aflives.

Indtil nu er Mogens Jensen uden den stringente forklaring på, hvordan han og hans statsminister samt hans fødevarestyrelse kunne udstede en ordre til minkavlerne om aflivning af samtlige mink, også uden for smittezonerne, uden at have lovgrundlaget i orden.

En fødevarestyrelse, der tilmed siger, de kender loven, men som så i hver fald ikke er i stand til at kommunikere korrekt til minkavlerne og skelne mellem, hvad der er opfordringer, og hvad der er myndighedskrav.

Til den fuldendte skandale hører følsomme tv-billeder af grædende minkfarmere, hvis arbejdsliv og virksomheder ligger i ruiner. Fanget mellem pligtfølelsen i forhold til at følge statsministerens og fødevareministerens mundtlige ordre på et pressemøde om aflivning af deres mink efterfulgt af en e-mail fra Fødevarestyrelsen med samme indhold og så en manglende lovgivning og manglende klarhed over betingelserne for den erstatning, de vil få. Godt 6000 mennesker i minkbranchen der mister deres arbejde.

Og skandalens lange liste bliver ved. Eksempler på horribel dyremishandling under aflivningen af de mange mink, fordi det hele skal gå så hurtigt, og logistisk kaos omkring bortskaffelsen af minkene hører med til skandalen.

Millioner af mink og en dansk eksportsucces lagt i graven, mens eksperterne i ind- og udland stadig er højlydt uenige om nødvendigheden af så voldsomt et indgreb. Skandalen er fuldendt.

Nu afventer vi alle med spænding fødevareministerens redegørelse til Folketinget onsdag i næste uge. Hvem ringede til hvem og hvornår i den famøse weekend, hvor statsminister og fødevareminister tilsyneladende først blev klar over lovbruddet. Hvem fortalte fødevareministeren, at han var på vej ud i kviksand uden lovgrundlag, og var det ham, der ringede til Mette Frederiksen og slog alarm over fejlen?

Vidste statsministeren, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen, da hun talte med minkavlernes formand den lørdag? Hvem traf i det hele taget beslutningen om at melde ud på pressemødet om onsdagen, hvor det var statsministeren selv, der formulerede kravet til minkavlerne uden for smittezonerne og dermed kastede sig ud i et lovbrud? Formentlig regeringens koordinationsudvalg.

Enhedslisten har bebudet opfølgende samråd, om hvorfor regeringen tøvede så længe med langt mere håndfaste indgreb over for begrænsning af smitterisikoen i minkavlen. Dansk Folkeparti vil have statsministeren i samråd for at få opklaret beslutningsforløbet. Herefter er der lagt op til, at et flertal i Folketinget formentlig efter fødevareministerens redegørelse på onsdag beslutter en opfølgende ekstern undersøgelse af minkgate. Hvordan den kommer til at se ud, og hvor omfattende den bliver, er endnu ikke klart.

Efter alt hvad der er sket omkring coronaen siden nedlukningen af Danmark 11. marts i år, er det svært at have fantasi til at forestille sig, at regeringen lige præcis skulle snuble i håndteringen af smittede mink og begå sin hidtil største fodfejl under pandemien.

De seneste ti dage har utvivlsomt været de værste i regeringens liv. Det er ikke hverdagskost, at en regering bevæger sig på kanten af grundlovsbrud. Bedømt på hvad regeringen hidtil har styret igennem temmelig succesfyldt, er der bare nogle elementære spørgsmål, som man må håbe, vi får nogle svar på med den redegørelse, som Mogens Jensen har bebudet på onsdag i næste uge.

Det er altid sådan, at en minister bærer det formelle øverste ansvar, i forhold til hvad der foregår på hans eller hendes vagt i de ministerier og tilhørende styrelser, som han eller hun har ansvaret for. Uanset om ministeren har set, drøftet eller underskrevet eventuelle papirer.

Sådan er det selvfølgelig også tilfældet for Mogens Jensen. Men bemærk hvor omhyggeligt fødevareministeren i samrådet i Folketingets Fødevareudvalg forleden understregede, at beslutningen om at melde ud om aflivningen af samtlige 14 millioner danske mink var en regeringsbeslutning, og altså ikke hans alene.

Så ender det hele med, at Mette Frederiksen lader Mogens Jensen gå på den her konto, så er det, fordi hun beder ham tage en kugle for regeringen og hende selv. Men det kunne godt ligge til hende ikke at ville acceptere den løsning for i stedet at forhandle en løsning på plads med regeringens støttepartier, der redder Mogens Jensens ministertaburet.

Med et vist kendskab til hvordan ministerier og styrelser fungerer, så må man stille et par ekstra spørgsmål til denne sag, som vedrører embedsmændene. Det hører som bekendt med til de danske embedsmandsdyder at sige klart og tydeligt fra, hvis den politiske ledelse bevæger sig ud i ulovligheder.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan erfarne topembedsmænd – nogle af dem med en stærk juridisk kompetence – kunne overse, at regeringen var ved at køre ud over kanten i forhold til grundloven med sin beslutning. En regering sidder jo ikke i ophøjet enerum og træffer vidtrækkende beslutninger, men er omgivet af embedsmænd og rådgivere, der skal sørge for at levere det fornødne juridiske fundament.

Det er vanskeligt at forestille sig, at så stor en historisk beslutning, som en midlertidig totalnedlukning af et helt erhverv trods alt er, lige er strøget igennem regeringens koordinationsudvalg og regeringen over en kop morgenkaffe. Selv om ting går stærkt under coronakrisen.

Hvor er den departementschef i Fødevareministeriet, der hvisker fødevareministeren i øret, at her er et juridisk problem, inden han sidder og drøfter sagen med den øvrige regering.

Hvor er den chef for Fødevarestyrelsen, der melder ind til ministeriets departementschef, at noget er galt, og som opdager, at juraen i den udmelding, som Fødevarestyrelsen skrev til minkavlerne med chefens egen underskrift, ikke var i orden?

Hvor er den departementschef i Statsministeriet, der advarede Mette Frederiksen om at træffe den omstridte beslutning uden det fornødne lovgrundlag?

Hvor er den jurist et eller andet sted i Fødevareministeriet eller Statsministeriet, som forbereder og behandler indstillingerne til beslutning i regeringen, der ikke har tændt en rød advarselslampe undervejs? Det er svært at tro, at fødevareministeren selv har siddet og fedtet med den her store beslutning, uden at den har været hele hierarkiet igennem.

Det er fuldkommen ubegribeligt, at ingen i embedsmandssystemet har reageret, inden det var for sent. Eller har de?

Har regeringen handlet vel vidende, at man overskred fundamentale juridiske principper? Det er helt grænseoverskridende, hvis det skulle være tilfældet.

Har frygten for udlandets reaktioner på en dansk coronamutation i mink og frygten for en ny smittebølge med Danmark som et nyt Wuhan-arnested virkelig trumfet al fornuft også hos nøgterne, juridiske embedsmandshjerner, når ordet ekspropriation kommer på bordet?

En ting er at begå fejl. Endda en stor en af slagsen når vi taler om at være på kant med grundloven. Men værre er det ikke at lære af dem. Og det her bliver næppe den sidste dramatiske coronabeslutning, vi kommer til at opleve.

Man skulle tro, at læren for statsministeren fremover må være at tjekke lovgrundlaget en ekstra gang, før der meldes ud om indgreb. At sikre sig et politisk flertal for store politiske beslutninger inden udmelding og at sikre sig opbakning på forhånd til finansieringen af de indgreb, der må tages.

Hvedebrødsdagene for regeringen, hvad angår coronahåndteringen, er definitivt slut. Oppositionen er ved at komme ud af den paralyserede tilstand, den ellers har befundet sig i.

Selv om der af sundhedsmæssige årsager ser ud til at kunne skaffes flertal for den dramatiske beslutning om aflivning af alle danske mink på rekordtid, om ikke andet så med regeringens støttepartier, så kommer minkgate til at være et vendepunkt, når coronahistoriens forløb i Danmark engang skal skrives.

Nu skal regeringen forvente masser af kritiske spørgsmål til alt, hvad den foretager sig, og sådan kan man sige, at demokratiet er vendt tilbage i sine vante folder. Og det er ikke så ringe.

Eksperterne er også begyndt at være mindre tilbageholdende med at kritisere og udfordre fagfæller og myndigheder. Det er også et sundt tegn på en nødvendig åbenhed.

Hvad der til gengæld er det virkeligt farlige ved minkskandalen er tabet af tillid til, at regeringen handler på et solidt beslutningsgrundlag – juridisk og sundhedsfagligt. Den tillid er afgørende for befolkningens fortsatte opbakning til dramatiske indgreb i vores liv og hverdag.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen og VL-grupperne samt forhenværende formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Tager Mogens Jensen skraldet for statsministeren? Jarl Cordua: Tager Mogens Jensen skraldet for statsministeren? Næste artikel Paula Larrain om minksagen: Hverken højre- eller venstrefløjen har monopol på hykleri Paula Larrain om minksagen: Hverken højre- eller venstrefløjen har monopol på hykleri