Nu bliver det nemmere at introducere nye fødevarer i EU

NYE FØDEVARER: Europa-Parlamentet har denne uge stemt for en ny forordning, der blandt andet gør det nemmere og hurtigere at få en ny fødevare godkendt i EU. DI Fødevarer glæder sig over forordningen.

Foto: Colourbox
Lise-Lotte Skjoldan

STRASBOURG: Efter mange års tovtrækkeri og et kuldsejlet forsøg på at opdatere en 15 år gammel forordning om nye fødevarer ser det nu endelig ud til at lykkedes.

Europa-Parlamentet stemte onsdag ny lovgivning om nye fødevarer igennem på den månedlige plenarsamling. Det betyder, at EU’s borgere kan se frem til flere insekter, alger og nano-fødevarer på markedet i fremtiden.

Det forslag, som Europa-Parlamentet stemte igennem onsdag, var en kompromistekst, der allerede er blevet uformelt godkendt i Ministerrådet. Det betyder, at forordningen kun mangler at blive formelt blåstemplet af EU’s fødevareministre, før den kan træde i kraft.

Dokumentation

FAKTA
Nye fødevarer er fødevarer og fødevareingredienser, der ikke har været anvendt til konsum i nævneværdigt omfang i EU før 1997, da den nuværende forordning om nye fødevarer trådte i kraft.

DET BETYDER DEN NYE FORORDNING

Ny autorisationsprocedure
Den væsentligste forandring i forhold til den tidligere forordning er, at der med den nye lovgivning skabes en ny autorisationsprocedure i EU, der skal gøre det hurtigere for virksomheder at få en ny fødevare godkendt. Autorisationsproceduren forsimples på to måder:

Centralisering
Som det er nu, skal en ny fødevare først godkendes til markedsføring i et af EU’s medlemslande. Det enkelte land skal så foretage en sikkerhedsvurdering, der skal sendes til EU-Kommissionen, som sender det videre til de øvrige medlemslande. Hvis der ikke er nogen indsigelser fra medlemslandene, kan den nye fødevare blive godkendt.

Men hvis der kommer en indsigelse - og det gør der i 80 procent af tilfældene - skal også EU-Kommission foretage en sikkerhedsvurdering af den nye fødevare.

Det betyder, at de fleste nye fødevarer reelt bliver behandlet og vurderet to gange.

Med den nye forordning laver man en centraliseret autorisationsprocedure, hvor Kommissionen bliver ansvarlig for godkendelse af nye fødevarer. Kommissionen har som mål, at behandlingstiden skal halveres i forhold til de tre år, som det aktuelt tager at få godkendt en ny fødevare.

Generisk frem for individuel godkendelse
Under de nuværende regler gives en godkendelse af en ny fødevare kun til den individuelle virksomhed, der har ansøgt. Med den nye forordning ændres det til en generisk godkendelse, så der ikke kommer gentagne ansøgninger fra forskellige virksomheder om den samme nye fødevare. Dog kan der gives dispensation og foretages individuel behandling med fem års databeskyttelse, hvis den nye fødevare er særligt innovativ.

Nano-materialer
Den nye forordning indeholder som noget nyt også indeholde regler om nye fødevarer, der indeholder nano-materialer. Der har været politisk tovtrækkeri i forhandlingerne om, hvordan nanomateriale skal defineres.

I kompromiset mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet er nanomateriale blevet defineret som materiale, hvor 50 procent eller flere af partiklerne er mindre end 100 nanometer i størrelse.

Nogle parlamentarikere og forbrugerorganisationer havde hellere set, at tærsklen skulle ligge på 10 procent.

Fødevarer fra ikke-EU-lande
Det bliver med den nye forordning også simplere at introducere fødevarer på markedet, som ikke er før er blevet spist i Europa, men som traditionelt er blevet spist i andre lande uden for EU. Det betyder, at en fødevare, der i mindst 25 år er blevet spist i et andet land, kan blive godkendt som ny fødevare i EU, med mindre EU’s fødevareagentur eller medlemslande gør indsigelser.

Kloning
Selvom den konkrete lovgivning, der omhandler et forbud mod fødevarer fra klonede dyr og deres efterkommere, er taget ud af Novel Food-forordningen og behandles særskilt, er der dog stadig en bestemmelse om kloning med i den nye forordning.

Det skyldes, at europaparlamentarikerne frygtede en situation med et “lovgivningsmæssigt vakuum”, hvor der i en periode ikke ville eksistere EU-lovgivning om kloning, hvis Novel Food-forordningen blev vedtaget før lovgivning om kloning gjorde.

Derfor indgår der for en sikkerheds skyld et eksplicit forbud mod kloning i den nye forordning, indtil lovgivningen om kloning bliver vedtaget i EU.

Kilde: Europa-Parlamentet


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00