Nyt syn på fødevareafgifterne

Af Bent Egberg Mikkelsen
Professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet

De korte danske erfaringer med denne option for et par år siden viser tydeligt, at netop et sådant tiltag samtidig er et af de mest forkætrede politiske tiltag.

Bent Egberg Mikkelsen
Professor ved Klinisk Institut Aalborg Universitet

At gøre noget ved usunde spisevaner og ernæringsrelaterede sygdomme er noget, som de fleste politikere, forskere og embedsmænd, der beskæftiger sig med sundhed og fødevarer, er tvunget til at måtte forholde sig til. For en indsats må der gøres. Strategier, interventioner, reguleringer, optioner og indgreb er blot nogle af de ord, der bruges til at beskrive, hvordan politikerne vil kunne gribe ind for at forsøge at vende den uheldige udvikling i livsstilsadfærd og de dertil relaterede sygdomme og lidelser. De truer nemlig med ad åre med at kunne blive en alvorlig udfordring for vores sundhedssystem. Især den del, der står for behandlingen. 

Den gode nyhed er derfor, at afgiftspolitikken på fødevarer ikke nødvendigvis skal baseres fuldstændigt på tvungne afgifter. 

Bent Egberg Mikkelsen
Professor ved Klinisk Institut Aalborg Universitet

Forskellige meninger
De fleste er enige om, at NOGET skal der gøres, og det gælder politikere og andre vigtige aktører i fødevaresystemet. Men der er lige så stor uenighed, når det gælder spørgsmålet om, HVAD der bør gøres.

Et spørgsmål, som EU-projektet PorGrow undersøgte i midten af det forrige årti. Metodikken var enkel, men krævende. En stor gruppe af interessenter i en lang række lande blev bedt om at vurdere en række optioner, der kunne adressere problemet, og derefter prioritere dem ud fra forskellige kriterier og værdier. Resultaterne illustrerede tydeligt, men ikke overraskende, at forskellige af fødevaresystemets aktører havde vidt forskellige meninger om, hvad der bør gøres for at komme fedmeepidemien til livs.

Ufornuftig ernæringspolitik
For nok ser listen over optioner og tiltag, der kan bringes i spil, ved første udkast ud til at være lang. Udfordringen er imidlertid, at tiltagene skal være både effektive OG acceptable. Og det sidste skal yderligere være blandt en bred vifte af fødevaresystemets aktører, herunder ikke mindst befolkningen.

At afgiftsbelægge usunde varer og gøre de sunde billigere er et af de tiltag, der typisk står tilbage, og som meget ofte bringes frem, når politikere og sundhedseksperter og andre diskuterer, hvordan en fornuftig ernæringspolitik skal se ud. De korte danske erfaringer med denne option for et par år siden viser tydeligt, at netop et sådant tiltag samtidig er et af de mest forkætrede politiske tiltag. 

Implementer afgiftsinstrumentet bedre
Undersøgelser har vist, at den danske befolkning er blandt de mest forstående og positive, når det gælder netop brug af afgiftsregulering, og evidensen for, at afgiftstiltag virker på forbruget, er så småt ved at indfinde sig. Så selvom Danmark måtte smide håndklædet i ringen, sidst spørgsmålet var på dagsordenen i forbindelse med afgiften på mættet fedt og den planlagte på sukker, så vil afgiftsinstrumentet også før eller siden med stor sandsynlighed igen komme i spil som option.

Men det skal ske på en langt bedre måde, end sidst spørgsmålet var på dagsordenen i forbindelse med afgiften på mættet fedt og den planlagte sukkerafgift. Vigtige elementer i en sådan implementering bør være:

• Implementering byggende på tværfaglig evidensbaseret viden.
• Gennemskuelig og håndterbar administration for erhverv og kontrolsystem.
• Velplanlagt evaluering af effekterne på sundhedsadfærd.
• Afgiftspålæggelse primært på fødevareniveau og ikke ingrediens eller næringsstof.
• Øremærket anvendelse af revenuet til sundhedsfremmende formål.

Afgiftspolitik i udlandet
Selvom afgiftspolitikken måtte vende tilbage, er det vigtigt at notere sig, at en frivillig og hybrid model, der ikke bygger på obligatoriske afgifter på fødevarerne i al stilhed har udviklet sig de seneste årtier i udlandet. Selvom den er omdiskuteret, er den blevet bragt i spil i en lang række projekter for at fremme sundere spisning og bevægelse i lokalsamfund over det meste af verden. Modellen, der går under navnet Epode, går i al sin enkelhed ud på at finansiere interventioner på frivillige, men forpligtigende bidrag fra fødevaresektoren og industrien med forskellige typer af mediatorer som mellemled. 

Frivillig afgiftspolitik
Herhjemme gjorde fødevareministeren sig i sommers til talsmand for en ”ansvarliggørelse” af fødevaresektoren med særlig adresse til fødevaredetailleddet. En sådan ”ansvarliggørelse” ville, såfremt den indbefattede økonomiske bidrag til sundhedsfremme, ligge i direkte forlængelse af den finansieringsmodel, som Epode har anvendt over de seneste årtier. For politikere vil den have den åbenlyse fordel, at den bygger på frivillighed, er helt fri for lovgivning og dermed bureaukrati. Og den vil samtidig skabe et direkte revenu, som vil kunne anvendes til at sundhedsfremme interventioner samt evalueringen heraf. Det er interessant at bemærke, at daværende EU-kommissær Kyprianou for præcis ti år siden inviterede den europæiske fødevaresektor til at tage et større frivilligt ansvar for sundere spisning og samtidig mere end antydede, at sådan frivillighed ville sikre fødevareindustrien mod egentlig reguleringstiltag.

Den gode nyhed er derfor, at afgiftspolitikken på fødevarer ikke nødvendigvis skal baseres fuldstændigt på tvungne afgifter. Også frivillige tiltag vil kunne yde et konstruktivt bidrag til elementer i det, der passende kunne kaldes en ny og længe efterspurgt dansk ernæringspolitik.