Økologisk Landsforening: Energiudspil kan bremse omlægningen til økologi

DEBAT: Danmark er verdensmester i økologi, men desværre udnytter regeringen ikke energiaftalen til at nå i mål med sine økologiske ambitioner. Et energiforlig bør indeholde en særskilt pulje til økologiske biogasanlæg. Ellers risikerer vi at miste momentum i omlægningen til økologi, skriver Per Kølster.

Af Per Kølster
Formand for Økologisk Landsforening

Energiforliget er tæt på – og det er en vigtig, men overset brik i relation til at lykkes med regeringens vækstplan for økologi.

Danmark er verdensmester i økologi, og regeringen og Dansk Folkepartis vækstplan for økologi peger i retning af at udbygge økologien og udnytte potentialet yderligere. Det er godt set. Men desværre udnytter regeringen ikke energiaftalen til at nå i mål med vækstplanen.

Et energiforlig med en udbudsmodel som grundlag for udbygning af biogassektoren bør indeholde en særskilt pulje til økologiske biogasanlæg. Ellers risikerer vi at miste momentum i omlægningen til økologi.

Det skyldes, at biogasanlæg, der skal producere afgasset gødning med økologisk status, har ekstra omkostninger og derfor må forventes at tabe i en udbudsmodel. Der er restriktioner på, hvilke biomasser der må anvendes, hvis gødningen skal kunne bruges hos økologer. Det vil sige, at der er behov for særlige linjer på anlæggene eller separate, økologiske anlæg.

I takt med at antallet af økologiske landbrugsbedrifter vokser, bliver afstanden mellem dem mindre og mindre, men da der i dag er færre økologiske landbrug, skal der påregnes en længere køreafstand både for at indsamle biomasse og for at aflevere den afgassede gødning.

Det er ikke mindst på Sjælland, der er behov for biogasanlæg for at sikre grundlag for økologi – og her giver de større køreafstande ekstra udslag.

Endelig vil der være en større andel plantebaseret biomasse i anlæggene til økologi, og det vil medføre en række ekstraomkostninger at håndtere sammenlignet med anlæg, der udelukkende håndterer husdyrgødning.  

Biogasanlæg kan understøtte cirkulær økonomi 
Et notat fra landbrugets videns- og innovationshus SEGES viser, at hvis omlægningen til økologi skal fortsætte i samme takt som i de seneste år, kræver den øgede efterspørgsel efter grøn gødning, at der hvert år bliver etableret biogasanlæg, der kan behandle 900.000 ton biomasse.

Beregninger fra Biogasbrancheforeningen anslår, at regeringens udbud vil give en årlig kapacitet på 800.000 ton totalt set. Med udspillets udbudsmodel må langt størstedelen af de 800.000 ton forventes at være konventionelle.

Biogasudbygningen er vigtig for hele landbruget. Og økologiske anlæg/linjer er i særdeleshed vigtig for flere økologiske landbrug. Biogasanlæg kan understøtte cirkulær økonomi i samfundet, erstatte handelsgødning, hvorved vi sparer fossil energi, reducere metangasudledningen fra husdyr og øge andelen af kløvergræs i sædskiftet og dermed kulstofopbygningen i jorden.

Ikke mindst kan biogas øge kvælstofudnyttelsen fra gødningen, hvorved vi kan reducere den samlede kvælstoftildeling endnu mere.

Alt sammen vigtigt sammenholdt med målet om at reducere klimapåvirkninger – og det vil understøtte vækst i økologien og dermed følge op på Danmarks økologiske ambitioner.

Forrige artikel Alternativet: Skolekøkkener skal være økologiske, grønne og vegetariske Alternativet: Skolekøkkener skal være økologiske, grønne og vegetariske Næste artikel Diabetesforeningen: Mangel på politisk mod har omkostninger for folks sundhed Diabetesforeningen: Mangel på politisk mod har omkostninger for folks sundhed