Forskere til forskere: Jo, pyrolyse kan være med til at mindske landbrugets klimaaftryk

Kronikken indeholder nogle relevante pointer, men også en unuanceret fremstilling og flere fejl.

Problematisk præmis

Først og fremmest er hele grundlaget for kronikken problematisk.

Svarer-udvalget skulle pege på instrumenter til at nedbringe landbrugets CO2-emission indenfor sektoren, og ikke ved at flytte ansvaret over på energisektoren, som kronikken foreslår.

Måske er det forståeligt, at Svarer-udvalget ikke greb ud efter CCS-teknologien, som trods alt er lidt længere væk og væsentligt dyrere end pyrolyse.

Claus Beier, Tobias Pape, Dorette Müller-Stöver og Sander Bruun

Afbrænding af halmen til energi nedbringer ikke landbrugets CO2-emission, men sender halmens CO2 tilbage til atmosfæren.

Hvis landbrugets CO2-emission skal nedbringes – som var Svarer-udvalgets opgave – gennem afbrænding af biomassen skal CO2'en fra afbrændingen opsamles og lagres i undergrunden (CCS).

Men måske er det forståeligt, at Svarer-udvalget ikke greb ud efter CCS-teknologien, som trods alt er lidt længere væk end og væsentligt dyrere end pyrolyse.

Kronikken kritiserer pyrolyse, fordi biomasse er en begrænset ressource, som ved pyrolyse fjernes fra energiproduktionen, en energi som kapaciteten af vedvarende energi ikke i dag kan erstatte.

For at levere energi nok risikerer vi derfor at skulle erstatte den pyrolyserede biomasse med fossiler.

Det er en vigtig pointe at biomasse er en begrænset ressource og VE ikke fuldt udbygget, men der mangler væsentlige nuancer.

Løsningen er mere vedvarende energi

Kritikken har ikke som sådan har noget med selve pyrolyse-teknologien at gøre, men handler om en nødvendig og hastig omstilling af energisektoren.

Løsningen er ikke at forkaste pyrolyse-processen, men at sætte fart på VE-udbygningen.

Desuden glemmer forfatterne, at pyrolyse også er en energiteknologi, hvor to tredjedele af biomassens energi frigives og kan udnyttes.

Og sammenlignet med afbrænding, er energiproduktionen fra pyrolyse mere fleksibel og kan bidrage til produktion af både varme, brændstof og nye bio-baserede råmaterialer, en fordel vi får brug for når fossilerne udfases.

Endelig og helt afgørende får vi brug for at fjerne store mængder CO2 fra atmosfæren, fra historiske og såkaldte hard-to-abate emissioner.

Landbruget står selv for nogle af disse udledninger og har derfor både et ansvar og mulighed for og interesse i, at der skabes reelle løsninger til negative emissioner.

Her er pyrolyse i modsætning til biomasseafbrænding en af de få løsninger vi har – sammen med lagring i naturen som for eksempel skovrejsning, CCS, Direct Air Capture (DAC) og forvitring af mineraler.

Kronikken kritiserer endvidere pyrolyse som klimainstrument med henvisning til at teknologien ikke er klar og produktionen af biokul derfor utilstrækkelig og stabiliteten kort og usikker.

Det er jo afgørende faktorer, men vi ser biokul som et realistisk instrument.

Teknologien er klar

Der findes tusindvis af anlæg verden over, der producerer biokul, og netop i disse dage er det første danske pyrolyseanlæg til biokul fra landbrugsbiomasse i fuld skala under indkøring.

Så, teknologien er klar – og i mange varianter.

Desuden glemmer forfatterne, at pyrolyse også er en energiteknologi, hvor to tredjedele af biomassens energi frigives og kan udnyttes.

Claus Beier, Tobias Pape, Dorette Müller-Stöver og Sander Bruun

Og kulstof i biokul er stabilt. Ikke 100 procent, men der er god evidens for en høj stabilitet for biokul produceret og anvendt under relevante forhold – typisk omkring 80 til 90 procent over 100 år, og rigtig lang stabilitet indikeres trods usikkerhed af, at der er fundet 10.000 år gamle partikler af biokul.

Anvendelse af pyrolyse skal naturligvis ske med omtanke – ikke mindst fordi vi har travlt. Kronikken beskriver pyrolyse som blot én ting og med udgangspunkt i halm.

Men pyrolyse rummer store tekniske og kvalitative variationer afhængig af biomasse, pyrolyseforhold og anvendelse – halm er kun en lille del.

Den kompleksitet er afgørende, men mangler helt i kronikken.

Ja, biokul rummer udfordringer, eksempelvis i nogle tilfælde fosfor, som kronikken nævner, hvorfor forsvarlig anvendelse af biokul kræver viden.

Derfor er der aktuelt et stort antal forsknings- og udviklingsprojekter, blandt andet i regi af det danske missions-partnerskab INNO-CCUS, som blandt andet forsker i stabiliteten af biokul, jordforbedringseffekter, potentielle forureningsproblemer, cirkularitets- og klimaeffekter, implementeringsmuligheder og økonomi.

Der er ikke én mirakel-løsning for klimaet, der kan stå alene. Alle løsninger skal spille sammen samtidig.

I det samspil spiller pyrolyse-teknologien en vigtig rolle fordi den leverer negative emissioner, og den er efter vores opfattelse klar til at kunne anvendes med de nødvendige regulatoriske og overvågningsmæssige tiltag.