Poul Madsen: Ekspertforslag om CO2-afgift får ingen betydning. Landbruget har allerede vundet
Landbruget har sejret, allerede før den grønne trepart starter. Man kunne tilføje "ad helvede til", for hvad er der egentlig ved at vinde, hvis sejren reelt betyder, at kommende generationer stadig taber, skriver Poul Madsen.
Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatterHvis landbruget var som andre erhverv, så ville regeringen naturligvis vælge økonomiprofessor Michael Svarers model 1, hvor landbruget som alle andre erhverv pålægges en afgift på 750 kroner per ton udledt CO2 i 2030. Men intet er normalt omkring dansk landbrug.
Vi taler både om et af vores vigtigste eksporterhverv, kulturarv og et erhverv med en meget magtfuld lobby.
Danmark er i bund og grund stadig en bondenation. Jeg ved, at man vil nægte det ved kølediskene i hovedstaden, men det er måske værd lige at minde om, at Danmark er det mest opdyrkede land i Europa.
Hos os bruger vi omkring 60 procent af vort areal på at dyrke afgrøder til fødevarer eller foder. Derfor er det fuldt rimeligt, at der tages et særligt hensyn til dette erhverv, så vi ikke i ren klimaentusiasme kvæler hele erhvervet.
Tænk, hvis andre erhverv havde samme sikkerhedsnet: Hvis der er risiko for, at en ny afgift eller skat koster arbejdspladser eller konkurrenceevne, så bliver den ikke indført.
Poul Madsen
Men der er ingen grund til at være bekymret for landbruget. De kommer heller ikke til at levere, som eksportudvalget foreslår i den mere lempelige model 2, hvor CO2-afgiften er halveret, og det er også yderst tvivlsomt, om den meget skånsomme model 3 bliver indført, for med den er der stadig risiko for at miste 1700 arbejdspladser, vurderer ekspertudvalget.
Og allerede i sin første håndfæstning, regeringsgrundlaget, kravlede regeringen så højt op i træet, at en CO2-afgift til landbruget hverken måtte koste arbejdspladser eller konkurrenceevne.
Tænk, hvis andre erhverv havde samme sikkerhedsnet: Hvis der er risiko for, at en ny afgift eller skat koster arbejdspladser eller konkurrenceevne, så bliver den ikke indført.
I landbrugets tilfælde er der så lige det ekstra aber dabei, at det nærmest er umuligt at rekruttere dansk arbejdskraft. Langt de fleste, der muger ud, passer køer og grise og høster og harver, er udlændinge.
Men ingen tør trodse den magtfulde landbrugslobby, der nu har fået en meget højrøstet og markant politisk stemme i Inger Støjberg (DD). Hun kalder Svarer-udvalgets rapport: "En krigserklæring". Men det er rent politisk plat.
Der er ingen grund til at tanke traktorerne op og køre i kolonner mod København for at blokere indfaldsvejene. Det sker nok alligevel, men Svarer-rapporten får ingen betydning. Den er kun lavet for, at regeringen kunne sætte et flueben ud for, at eksperterne er spurgt.
Men på trods af et ekstremt omfattende lobbyarbejde kommer landbruget til at reducere sin CO2, hvilket også er helt rimeligt, eftersom landbruget i den seneste opgørelse står for 34 procent af den danske CO2-udledning.
Det afgørende spørgsmål er, hvor meget landbruget selv kommer til at betale. Mit bud er: meget lidt eller ingenting. Kravene om CO2-reduktion vil være pakket ind i så mange støtteordninger, at bundlinjen reelt vil blive nul.
Intet er logisk eller enkelt, når det gælder landbruget. Vi har talt om klima i mange år, men landbrugets klimabelastning er samlet set ikke blevet reduceret de seneste 15 år.
Poul Madsen
Det har regeringen jo ligefrem lovet, og hvem gider lave et løftebrud, når det handler om et af de mest magtfulde erhverv i Danmark og en af de største bidragydere til de politiske partier.
Forbrugernes repræsentanter har ikke nær så mange muskler og penge at lobbye med. Derfor tør jeg godt vædde på, at det er ude ved kølediskene, man kommer til at betale for landbrugets CO2-reduktion, selvom Svarer-udvalget konkluderer, at afgiften bør lægges på selve produktionen og ikke hos forbrugerne, hvis det for alvor skal batte.
Det er egentlig ret enkelt, når man tænker over det. Hvis køerne bare kan bøvse og prutte videre som nu, uden at det koster landmanden noget, og det eneste, der sker, er, at forbrugeren skal betale mere, så er der jo intet reelt incitament til at lægge produktionen om.
"Det er ikke særligt samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt", sagde økonomiprofessor Svarer onsdag 21. februar.
Men intet er logisk eller enkelt, når det gælder landbruget. Vi har talt om klima i mange år, men landbrugets klimabelastning er samlet set ikke blevet reduceret de seneste 15 år, viser Energistyrelsens klimastatus fra 2023.
Landbrugets CO2-afgift afgøres politisk med udgangspunkt i det, der er blevet kaldt den "grønne trepart". Hvilket Venstres næstformand Stephanie Lose også meget klart sagde onsdag: "Nu vil jeg nærlæse rapporten, som indgår i grøn trepart".
På Venstres initiativ er processen dygtigt tilrettelagt, så partiet efter al sandsynlighed selv kommer af krogen og ikke skal stå som skydeskive for en, som stærke kræfter er mod.
Vi får den løsning, som landbruget kan acceptere, ikke den løsning, som vil gavne klimaet mest.
Poul Madsen
Alle magtfulde, der kunne tænkes at kværulere, har fået plads i trepartsudvalget sammen med regeringen, blandt andet Landbrug & Fødevarer, flere store fagforbund, Danmarks Naturfredningsforening og kommunerne. Det grønne trepartsudvalg går i gang nu og ventes at komme med deres indstilling lige før sommerferien.
I udvalget vil der blive indgået et kompromis, der vil tage alle i ed på, at de skal bakke løsningen op. Det vil få karakter af et nationalt kompromis om landbrug og klima, som et bredt flertal i folketinget forventeligt vil bakke op.
Med denne konstruktion får vi den løsning, som landbruget kan acceptere, ikke den løsning, som vil gavne klimaet mest.
Dermed har landbruget allerede sejret, før den grønne trepart starter, men med et slidt udtryk fra LO-bossen Thomas Nielsens tid kunne man tilføje "ad helvede til". For hvad er der egentlig ved at vinde, hvis sejren reelt betyder, at kommende generationer stadig taber.