Professor og direktør: Beregning af CO2-lækage bygger på tvivlsomme antagelser

Der er bred politisk enighed om at anvende en CO2-afgift som middel til at nå en mindre udledning af klimagasser, hvor det giver mening. Men effekten og rimeligheden af en sådan afgift er stærkt afhængig af, om afgifter giver de rigtige incitamenter, eller om det blot medfører, at produktion flyttes fra Danmark til udlandet sammen med udledningerne – altså lækage.

Der foregår derfor en diskussion af lækageeffekten ved regulering af dansk landbrugsproduktion baseret på en beskatning af CO2-udledningerne.

Er den betydeligt under 100 procent, som blandt andet De Økonomiske Råd påstår, så kan man i teorien afgiftsbelægge dansk landbrug så hårdt, at det i praksis vil fjerne det økonomiske grundlag for en dansk landbrugsproduktion med det til følge, at produktionen flytter til udlandet, mens klimabelastningen fra landbrugsproduktionen samlet set vil falde.

Klimavenlig produktion og værditilvækst har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre

Jørgen E. Olesen og Ejnar Schultz

Vi har svært ved at følge denne konklusion ud fra de faktiske forhold. På samme vis er det meget svært at forstå de forudsætninger og baggrunden for disse, som De Økonomiske Råd har lagt til grund for beregningerne.

Stor global forskel i klimaeffektivitet
Dansk landbrug hører sammen med andre nordvesteuropæiske lande blandt ligaen af verdens mest klimaeffektive produktioner af fødevarer. Siden midt i firserne har forskning, innovation, politisk regulering og omstillingsparate landmænd bragt dansk landbrug foran mange andre lande, når det gælder miljø- og klimapåvirkning per produceret enhed opgjort i mængder og næringsværdi.

Forskellen i klimaeffektivitet i fødevareproduktionen globalt er enorm – ofte en faktor 10 og visse steder endda større.

Det er en meget kompleks sag at sænke klimabelastningen fra landbruget, fordi det handler om tre forskellige klimagasser, som dannes i forbindelse med biologiske processer i jord, dyr, stalde og gødningslagre. Et så godt som enigt Folketing har udarbejdet en plan for, at landbruget skal nå mellem 55 og 65 procent reduktion af klimapåvirkningen i 2030.

Vi kender dog på dette tidspunkt kun konkrete løsninger til en del af denne krævede reduktion, men vi har tænkt i løsninger for at nå i mål. Disse kræver forskning og innovation for at kunne realiseres.

Irland har lige vedtaget en reduktion på 25 procent i forhold til 2018-niveauet. Det er i praksis markant lavere krav end for dansk landbrug.

Danmark er et af de lande, der er længst med konkrete planer for at nedbringe landbrugets klimabelastning, og vi har sat meget ambitiøse mål. Mange andre større og mindre landbrugslande er slet ikke kommet i gang. Det er her interessant at erindre Hofstadters lov, som siger, at alting tager længere tid end forventet, selv når man indregner Hofstadters lov.

Forfatterne bag diverse lækageberegninger mener tilsyneladende at kunne spå om, hvordan landbruget verden over bliver reguleret i fremtiden, og hvordan det vil påvirke udledningerne.

Det er ganske enkelt illusorisk i den nuværende situation. Mange lande er i tænkeboks, fordi det er komplekst, da der mangler konkrete løsninger, og fordi fødevareforsyning også er politik. Det har krigen i Ukraine og tørken i Sydeuropa, Nordamerika og Asien kun forstærket.

Dansk landbrug risikerer at blive straffet
Det mest sandsynlige er, at nogle lande vil regulere deres landbrug hårdt, andre mindre hårdt eller slet ikke, og nogle vil formentlig satse på at udvikle, støtte og dermed økonomisk motivere landbruget til klimareduktioner, fordi de ønsker at bevare deres landbrugsproduktion og ikke være afhængig af andre landes produktion.

USA og Brasilien er nogle af de store eksportører af fødevarer, og regulering i disse lande vil derfor få stor betydning. Her er man kun i den meget spæde start på at reducere klimagasser fra landbruget.

De danske lækageberegninger baseres på estimerede udledninger per bruttoværditilvækst i forskellige egne af verden. Men klimavenlig produktion og værditilvækst har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Lækagen beregnes ud fra antal tons CO2 i forhold til værdien skabt i produktionen og ikke i forhold til den mængde kød eller mælk, der produceres, hvilket ville være et langt mere korrekt mål.

Og der er stor risiko for, at den billigere produktion i de områder af verden, hvor produktionen koncentreres under forhold med ringe miljø- og klimaregulering, giver en lavere udledning per bruttoværditilvækst, end hvad vi kan producere til i Danmark. Altså bliver dansk landbrug i disse beregninger straffet for at have bedre styr på miljø og klima, fordi det koster på indtjeningen.

Vi skal investere i forskning, innovation og udvikling af klimaløsninger i fødevareproduktionen

Jørgen E. Olesen og Ejnar Schultz

Der er derfor forudsætninger i Det Økonomiske Råds beregninger af lækage, som bygger på ekstremt usikre og tvivlsomme antagelser, og som i virkelighedens verden kan spænde ben for nødvendige løsninger til landbrugets grønne omstilling.

Argumentationen om en lav lækageeffekt bygger desuden på en central antagelse om, at en CO2-afgift vil påvirke priserne på fødevarer, hvilket vil gøre de klimabelastende fødevarer dyrere og få efterspørgslen på blandt andet kød til at falde.

Dette fordrer imidlertid, at de landbrugsproducerende landes afgiftsniveauer følges ad, eller at Danmark bliver styrende for verdensmarkedspriserne. Begge dele er helt urealistiske i den virkelige verden.

Det mest sandsynlige scenarie er derfor, at en stærk regulering af den danske landbrugsproduktion, med resulterende fald i produktionen, vil øge klimabelastningen, fordi de øvrige fødevareeksporterende lande, som formentlig overtager produktionen, er mere konkurrencedygtige på pris, mindre klimaeffektive og i gennemsnit bliver reguleret mindre end i Danmark. De kan fortsat øge produktionen og derfor øge eksporten til alle internationale markeder.

Fare for øget klimabelastning
Lækageeffekterne er forbundet med enorm usikkerhed og afhænger helt af, hvilke forudsætninger der gøres. En regulering baseret på en lækageeffekt, som er beregnet med stærkt problematiske forudsætninger og forventninger, kan have meget store negative konsekvenser for dansk landbrug og i sidste ende også for klimaet.

For med en klimaeffektiv landbrugsproduktion i Danmark er man sikret klimagevinster med en fortsat grøn omstilling af produktionen og eksport af effektive teknologier.

Det står bøjet i neon i kommentarerne til den danske klimalov, at reduktion af danske klimaudledninger ikke må bevirke øget udledning i udlandet. Det ville også være helt forkert, at meget rige lande som Danmark begynder at eksportere klimaudledninger i stedet for at løse udfordringerne.

Der er i stedet brug for, at vi – med vores meget stærke udgangspunkt – udvikler og eksporterer løsninger, der kan hjælpe i den globale klimaindsats. Vi skal investere i forskning, innovation og udvikling af klimaløsninger i fødevareproduktionen.

Vi skal også motivere landmændene til at omlægge deres produktion efter de klimaløsninger, der løbende udvikles. Som forbrugere skal vi samtidig også ændre vores spisevaner til at følge de nye klimaoptimerede kostråd.

Så vil Danmark blive et reelt foregangsland, der viser vejen til klimaløsninger for resten af verden. Det vil samlet gøre verden til et bedre sted.