Debat

Sundhed som nyt parameter for konkurrence

DEBAT: Sundhed skal være et af fremtidens stærke konkurrenceparametre inden for dagligvarehandlen, skriver dagens debattør, Thomas Roland fra FDB.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Til næste år håber jeg derfor for folkesundhedens skyld, at konkurrencen bliver hårdere. Det vigtigste er nemlig, at hele dagligvarehandelen bliver ved med at støtte op om de fælles mærkningsordninger og initiativer, der bedst sikrer forbrugerne en dagligvarehandel, som også gavner folkesundheden. Stjæl endelig Kvicklys gode ideer med arme og ben!

Thomas Roland
Afdelingschef, FDB
Fakta
HUSK!
Du kan også blande dig i debatten.
Skriv til Peter Baggesgaard Hansen
[email protected]

Af Thomas Roland,
Afdelingschef, FDB

Dagligvarehandlen har et medansvar for at forbedre folkesundheden. Derfor udgav FDB i januar rapporten Hvem styrer indkøbsvognen?, som er en analyse af, hvordan forbrugeradfærd, dagligvarehandel og sundhed hænger sammen. Konklusionen er, at forbrugerne støt og roligt er i gang med at skifte de usunde madvaner ud med sundere alternativer.

Rapporten viser blandt andet, at 80 procent af forbrugerne tænker mere på sundhed end for et par år siden, og at 75 procent mener, at de tænker sundhed med i deres daglige indkøb. Der er tale om en generel udvikling, som har tag i alle større grupper i samfundet. Det er ikke kun en trend hos forbrugere, der i forvejen spiser sundt.

De konklusioner er jeg rigtig glad for. Det er nemlig FDB's vision, at dagligvarehandlen skal bidrage positivt til folkesundheden, og derfor arbejder vi for, at sundhed bliver et af fremtidens stærkeste konkurrenceparametre.

Nøglehulsbutikker
Men er dagligvarehandelen klar til at konkurrere om at møde denne klare interesse for sundhed? Ja, til dels. I sidste uge deltog jeg i Fødevareministeriets uddeling af prisen til årets nøglehulsbutik.

De butikker, som gør mest for folkesundheden og for at udbrede Nøglehulsmærket, blev kåret ud fra 43.000 forbrugerstemmer. Otte Kvickly'er og én Super-Brugs vandt i de ni distrikter. Som talsmand for FDB er jeg selvfølgelig glad og stolt. Det viser, hvad de forbrugerejede butikker med stærk lokal opbakning formår!

Vinderbutikkerne fortalte opløftende historier om, hvad der havde bragt dem sejren, og hvad der er værd at kopiere i andre dele af dagligvarehandelen. Det handler om langsigtet fokus på permanente ændringer i butikken, så kunderne kan se, at sundhed er prioriteret og føler sig hjulpet i det daglige.

Og det handler om at gøre butikkens ansatte til ambassadører for sundhed, så de selv leder efter de kreative løsninger, som forener salg af flere sunde varer med god butiksøkonomi.

Konkurrencen skal være hårdere
Til næste år håber jeg derfor for folkesundhedens skyld, at konkurrencen bliver hårdere. Det vigtigste er nemlig, at hele dagligvarehandelen bliver ved med at støtte op om de fælles mærkningsordninger og initiativer, der bedst sikrer forbrugerne en dagligvarehandel, som også gavner folkesundheden. Stjæl endelig Kvicklys gode ideer med arme og ben!

Så konkurrencen om at gøre supermarkederne til de bedste sundhedsambassadører er heldigvis startet. Men den kan styrkes yderligere. For eksempel ved at revidere den såkaldte 13-punkts plan, som er dagligvarehandelens fælles fokus på fedme, og undersøge, om branchen kan enes om endnu højere standarder for sundhedshensyn i butiksdrift og markedsføring.

Eller måske ved at starte en fælles uddannelse af butikspersonale i sundhedshensyn. Så vil alle butikskæder snart stå med nyuddannede sundhedsambassadører, der er klar til at finde de løsninger, som bedst gavner folkesundheden ude i butikkerne.

Vores idé er ikke at eliminere konkurrencen butikkerne imellem, men at styrke hele sektorens evne til at konkurrere på sundhed. Derfor vil vi gerne opfordre alle, der har gode ideer til, hvordan dagligvarehandelen kan styrke folkesundheden, til at deltage i debatten og dele de gode ideer med os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark
cand.scient. antropologi (Københavns Uni. 1999)

0:000:00