Forskere advarer: VK må vælge klimateknologi

KLIMA: Markedskræfterne kan ikke skabe et fossilfrit Danmark, og regeringen må derfor i gang med at prioritere fremtidens energiteknologier, fastslår virksomheder og forskere.
Regeringen må til at prioritere klimateknologierne, fastslår forskere og virksomheder.
Regeringen må til at prioritere klimateknologierne, fastslår forskere og virksomheder.Foto: colourbox
Rasmus Nielsen

Ti uger før FN's klimatopmøde i København mangler regeringen fortsat at præsentere omverdenen for en klar køreplan for, hvordan Danmark skal leve op til det ambitiøse mål om, at 30 pct. af energiforbruget skal stamme fra vedvarende energikilder i 2020.

Passiviteten skaber frustration hos forskere og virksomhedsledere, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren i morgen.

"Regeringen kan ikke bare læne sig tilbage og tro, at markedskræfterne vil afgøre, hvilke vedvarende energiteknologier det er mest effektivt at satse på i fremtiden," siger topdirektør hos Novozymes, Steen Riisgaard.

Hans opfordring er glasklar:

Hvis ikke staten tør satse på nye teknologier, får vi aldrig gang i en udvikling. Det er skuffende, at regeringen fortsat indtager så passiv og laissez faire en position.

Peter Ahm
Direktør, PA Energy

"Regeringen må i langt større omfang gøre sig gældende og definere, hvilke teknologier vi skal satse på både nu og senere - og hvordan disse teknologier skal støttes."

Lær af vindkraften
Steen Riisgaard bakkes op af Peter Ahm, dir. i PA Energy, der rådgiver EU-Kommissionen og Energistyrelsen.

Han mener, regeringen bør lære af erfaringerne fra vindkraft-sektoren og derfor mere offensivt støtte nye teknologier gennem tilskud og informationskampagner, så en markedsudvikling kan komme i gang.

"Hvis ikke staten tør satse på nye teknologier, får vi aldrig gang i en udvikling. Det er skuffende, at regeringen fortsat indtager så passiv og laissez faire en position i forhold til at opstille konkrete mål, som industrien kan operere efter," siger Peter Ahm til Ingeniøren.

Risikoen er ifølge ham, at Danmark går glip af både arbejdspladser og forskningsmiljøer.

Også forskerne opfordrer politikerne til at komme på banen. Én af seks centrale anbefalinger til det politiske system fra DTU efter en nyligt afsluttet konferencerække om klima er, at der bør etableres langsigtede udrulningsplaner for bæredygtige energiteknologier, økonomiske incitamenter og markedsstøtte for at sikre, at teknologier, der er i opbygningsfasen, hurtigst muligt integreres i energisystemet. Men tingene sker ikke af sig selv, påpeger man fra Risø:

"Der er mange ting, som vi allerede nu må tage stilling til," siger direktør ved DTU, Niels Axel Nielsen.

Eksempelvis er det uafklaret, om fremtidens vindmølleparker skal placeres på land eller hav, om de rigtige eltransmissionsnet er til rådighed, og om elsystemet er indrettet, så vindmøllestrømmen udnyttes fuldt ud. Og om der skal gives tilskud til solenergi, og hvilke typer biomasseanlæg der skal satses på.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klimaminister Connie Hedegaard (K). Formand for Folketingets energipolitiske udvalg Jens Kirk (V) er lydhør over for kritikken:

"Jeg er enig med industrien og forskerne i, at vi skal speede tempoet op i forhold til at støtte nye teknologier."

Forskerne påpeger samtidig, at der på den lange bane vil være behov for at få alle teknologier i spil for at nå klimamålet for 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00