Carsten Koch opfordrer til stor skattereform

SKATTEREFORM: Det vil gå ud over de svageste, hvis ikke politikerne vedtager en stor skattereform, advarer Skattekommissionens formand. Og han vil gerne regne de dynamiske effekter med.
Foto: www.colourbox.com
Niels Th. Dahl
Foto:

Hvis ikke man gør noget alvorligt, så sælger man simpelthen dem, der er afhængige af den offentlige sektor. Vi andre skal nok klare os – med privathospitaler osv. - men de svageste får det ikke så sjovt.

Carsten Koch
Tidl. skatteminister og formand for Skattekommissionen

Det haster med at få vedtaget en stor skattereform, hvis det danske velfærdssamfund skal bevares.

Det siger formanden for regeringens skattekommission, den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch, i dag i et interview med Altinget.dk - kun godt en uge inden Skattekommissionen fremlægger sin rapport 2. februar.

Han advarer om, at det på længere sigt vil blive samfundets svageste, der sidder tilbage med regningen, hvis ikke marginalskatten bliver sat ned nu:

"Hvis ikke man gør noget alvorligt, så sælger man simpelthen dem, der er afhængige af den offentlige sektor. Vi andre skal nok klare os - med privathospitaler osv. - men de svageste får det ikke så sjovt, hvis man stikker hovedet i busken og ikke kan tage sig sammen til at lave en skattereform," siger Carsten Koch.

Flere hænder til arbejdsmarkedet
Regeringen gav sidste år Skattekommissionen med Carsten Koch i spidsen den opgave at fremlægge forslag til en skattereform, der på én gang nedsatte marginalskatten, fremmede energi- og klimadagsordenen og var socialt afbalanceret.

Målet er at bl.a. at skaffe flere hænder ud på arbejdsmarkedet, der i disse år mister mere arbejdskraft, end det vinder.

"I dag straffer vi det at gøre en ekstra indsats alt for hårdt. Når man tager en marginalskat på 63 pct. af endda beskedne indkomster, f.eks. en metalarbejder, der tager overtimer, og der oven i det kommer forbrugsafgifter, så er det samlet set simpelthen for belastende. Der ligger meget store udfordringer foran os i, at der bliver flere ældre, færre på arbejdsmarkedet, mens indtægterne fra olien og gassen i Nordsøen er svindende. Derfor bliver vi nødt til at mobilisere noget mere arbejde og få flere til at gøre en ekstra indsats," siger Carsten Koch.

Koch: Dynamiske effekter er virkelige nok
I sidste uge kunne dagbladet Børsen afsløre, at Skattekommissionen vil forslå en skatteomlægning på 36 mia. kr., der bl.a. indebærer en fjernelse af mellemskatten og en reduktion af topskatten, men til gengæld flere energiafgifter og en beskæring af kørsels- og rentefradraget.

Ifølge Børsen har kommissionen imidlertid ikke som udgangspunkt medregnet de såkaldt dynamiske effekter, der opstår, når en skattelettelse i f.eks. topskatten genererer ekstra indtægter andre steder, hvis skatteyderne arbejder og forbruger mere.

Der er nemlig stor politisk uenighed om, hvor store dynamiske effekter skattelettelser vil medføre, og om man overhovedet kan regne dem med som finansiering i en skattereform. Socialdemokratiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen kaldte således i flere medier de dynamiske effekter for en "tvivlsom finansieringskilde".

Carsten Koch slår fast, at der ikke er nogen tvivl om, at en skatteomlægning vil kunne medføre positive økonomiske konsekvenser for statens finanser på indtægtssiden - i hvert fald hvis skattereformen bliver skruet rigtigt sammen:

"Det er ikke bare noget, jeg tror, men det er noget, jeg baserer på videnskabelige undersøgelser. Der er positive effekter. Man kan diskutere størrelsesordenen på det, men det er klart over nul. I virkeligheden er det meget banalt. Det, man kalder dynamiske effekter, er sådan set bare den kendsgerning, at folk reagerer på skatteændringer, ligesom der f.eks. kommer mere grænsehandel, hvis man sætter afgifterne op," siger han og fortsætter:

"De effekter kan bidrage til, at statsfinanserne bliver bedre, og velfærden bliver højere - dvs. at en række af de offentlige opgaver, som måske ikke ville blive løst i fremtiden i samme omfang som i dag, i større omfang kan blive det, hvis man skruer en reform ordentligt sammen. Men det kræver det altså også - det er ikke ligegyldigt, hvordan man skruer den sammen."

Ønsker bredt forlig
Ud over at Skattekommissionen har forsøgt at opfylde alle kravene i kommissoriet, har den dog også udformet sine forslag sådan, så sandsynligheden for et bredt forlig bliver størst mulig, fortæller Carsten Koch:

Altinget logoForskning
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forskning kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00