Debat

Sprogchef: Det danske sprog er nøglen til at holde på værdifulde internationale studerende

Internationale studerende er en milliardgevinst for det danske samfund. Men hvis vi skal holde dem i Danmark, skal vi hjælpe dem med at lære dansk. Det giver nemlig uvurderlige fordele og er nøglen til fastholdelse, skriver Mette Lherbier.

Vi skal lægge mærke til de internationale studerende, være nysgerrige på dem og stoppe op og snakke med dem – på dansk, skriver Mette Lherbier.
Vi skal lægge mærke til de internationale studerende, være nysgerrige på dem og stoppe op og snakke med dem – på dansk, skriver Mette Lherbier.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse uger ankommer talentfulde og håbefulde studerende fra hele verden til de danske uddannelsesinstitutioner. Det skal vi være ovenud glade for, for de er en ressource, der i den grad beriger Danmark. Og hos sprogskolen UCplus glæder vi os til at tage imod de nyankomne studerende og hjælpe dem i gang med at lære dansk.

Tidligere på året var der en del mediefokus på de udenlandske studerende, der rejste hjem uden at tilbagebetale deres SU-gæld. Overskrifterne vakte en umiddelbar harme, og den hurtige konklusion blev, at de internationale studerende var en udgift for os. Heldigvis er denne antagelse blevet gjort til skamme.

At kunne sproget giver de internationale studerende uvurderlige fordele for både deres sociale liv og deres kommende karrieremuligheder

Mette Lherbier
Sprogcenterchef ved UCplus Dansk i København

Med analysen ”Internationale dimittenders værdi for samfundsøkonomien,” som Damvad Analytics har udarbejdet for Ingeniørforeningen IDA, blev det tydeligt, at konklusionen var helt forkert.

Sprogkundskaber giver uvurderlige fordele
Foreningens næstformand, Aske Nydam Guldberg, pointerer nemlig, at "internationale studerende er en milliardgevinst for det danske samfund." Han tilføjer: "Vi skal være taknemmelige for, at de kommer hertil, og at en stor og stigende andel vælger at blive og gøre karriere i Danmark."

Hvad kan vi gøre bedre for at holde på disse vigtige unge mennesker?

Det første og vigtigste skridt er at hjælpe dem med at lære dansk. At kunne sproget giver de internationale studerende uvurderlige fordele for både deres sociale liv og deres kommende karrieremuligheder.

Når de internationale studerende lærer dansk, kan de hurtigt danne relationer med andre, både på deres studie, i fritidsjobs og dér, hvor de bor. Det giver dem mod på at prøve nye ting og på at deltage i fritidsaktiviteter og arrangementer. De får dannet stærke sociale netværk allerede fra starten, samtidig med at de får en bedre forståelse af Danmarks historie og dansk kultur.

Og når dansk er med i paletten af deres faglige kompetencer, finder de internationale studerende i langt højere grad relevante studiejobs. Og det giver dem langt bedre muligheder for at få og fastholde jobs i Danmark efter deres uddannelse.

Nøglen til fastholdelse er sprog
Kombinationen af et solidt socialt netværk, danskkundskaber, kendskab til dansk kultur og et fast job skaber incitamenterne for at blive boende.

Kombinationen af et solidt socialt netværk, danskkundskaber, kendskab til dansk kultur og et fast job skaber incitamenterne for at blive boende

Mette Lherbier
Sprogcenterchef ved UCplus Dansk i København

En af vores kursister, som bestod danskuddannelsen i juni, er et glimrende eksempel. Jan Lierz kommer oprindeligt fra Düsseldorf i Tyskland, hvorfra han har en bachelor i forretningsadministration. I august 2021 startede han på kandidatuddannelsen Information Management på Aarhus BSS, og samtidig startede han også på UCplus’ online danskhold.

Han vidste, at vi danskere er gode til at tale engelsk, og på universitetet var der også meget, der foregik på engelsk. Netop derfor var han fast besluttet på at lære dansk så hurtigt som muligt, så han kunne klare sig uden engelsk udenfor universitetsverdenen.

Han fik job som studentermedhjælper ved et stort revisionsfirma i Aarhus, hvor han kun talte dansk med kollegerne. I sommer blev han færdig med studierne, og nu er han rykket til København for at starte i et nyt job som IT-konsulent hos NNIT.

Nøglen til en succesfuld fastholdelse af internationale studerende og generelt internationale medarbejdere er altså i høj grad sproget; at kunne dansk.

Svært at komme i kontakt med danskere
Men at lære dansk er ikke lige noget, man gør, især ikke når man som international studerende også skal i gang med et nyt studie i et nyt land. At tro, at et solidt streak på Duolingo er nok til at begå sig, er ønsketænkning.

Mange internationale studerende oplever, at det kan være svært at komme i kontakt med danskere, og derfor kan det være svært for dem at øve deres dansk

Mette Lherbier
Sprogcenterchef ved UCplus Dansk i København

Valget af læringsmiljø er afgørende, og de danske sprogcentre tilbyder struktureret undervisning samt erfarne, specialiserede sprogundervisere, der forstår de unikke udfordringer, som eksempelvis dansk udtale kan give for andre. Med mange års erfaring i at tilbyde danskuddannelse til internationale studerende gør vi alt, hvad vi kan for hjælpe dem i gang med at lære dansk. Det er en fornøjelse at se, hvor hurtigt de rykker sig, og hvor stor en forskel sproget gør for deres liv i Danmark.

Men vi ved også, at mange af de internationale studerende oplever, at det kan være svært at komme i kontakt med danskere, og derfor kan det være svært for dem at øve deres dansk.

Mange danskere skifter hurtigt til engelsk, når de hører en person, som bøvler med vores vokaler eller ordstillinger, men det hjælper både dem og os som land, når vi alle udviser lidt takt og tålmodighed.

De internationale studerende er vigtige for Danmark, så lad os lægge mærke til dem. Lad os være nysgerrige på dem. Og lad os stoppe op og snakke med dem – på dansk.

Sådan kan vi alle være med til, at de internationale studerende føler sig velkomne, får mod på at lære dansk, og får lyst til at blive i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aske Nydam Guldberg

Ingeniørkonsulent, Cowi, næstformand, IDA (orlov)
cand.polyt. i miljøteknologi (DTU 2014)

0:000:00