Regioner har indført fælles "gebyr" på forskning: Nu vil medicinalfirmaer holde møde om prisen

FORSKNING: Som følge af kritik fra Rigsrevisionen opkræver samtlige regioner i dag 18 procent til fælleskassen, når private medicinalfirmaer udfører klinisk forskning på landets hospitaler. Nu advarer medicinalindustrien om konkurrencedygtigheden af dansk forskning og vil mødes med regionerne for at løse problemet.

Foto: Ritzau Scanpix/ Mikkel Møller Jørgensen
Toke Gade Crone Kristiansen

Medicinalfirmaer i Danmark advarer igennem Lægemiddelindustriforeningen om stigende omkostninger på forskning, som private firmaer og fonde udfører på de danske hospitaler, den såkaldte rekvirerede forskning.

Prisniveauet på de danske hospitaler har nu nået et niveau, hvor det kan være svært for de danske afdelinger at overbevise deres hovedkontorer om at lægge klinisk forskning i Danmark, siger Lif, som nu vil have et møde med regionerne for at skabe klarhed.

"Vi har behov for at få skabt mere gennemsigtighed og kommer til at invitere Sundhedsministeriet, Danske Regioner, og Lægevidenskabelige Selskaber til et møde om det her," siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lif.

Advarslen kommer efter, at regionerne har indført en fast takst på såkaldte overheadomkostninger eller indirekte omkostninger på eksternt finansierede forskningsprojekter på 18 procent.

En omkostning, som er blevet indfaset af alle regioner det seneste år, som følge af en kritik fra Rigsrevisionen og en efterfølgende koordineret respons fra regionernes økonomidirektører. 

Medicinalindustri: Det er blevet for dyrt
Prisen på at udføre klinisk forskning i Danmark - set fra konferencelokalerne i medicinalindustrien -  er steget de seneste år.

"Vores medlemmer har en fornemmelse af, at prisen særligt er steget det seneste halvandet års tid," forklarer Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lif.

Indfasningen af overheadomkostningerne er sket i løbet af 2017 og 2018. Derfor er det endnu svært at at dokumentere udviklingen, og de seneste tal dokumenterer heller ikke et fald, men Lif hører bekymringen fra sine medlemmer allerede nu. 

Samme oplevelse har Lægevidenskabelige Selskabers formand, Henrik Ullum. 

Dokumentation

 

Antallet af kommercielle kliniske forsøg i Danmark

År Antal forsøg
2013 165
2014 162
2015 190
2016 158
2017 187

Kilde: Lægemiddelstyrelsen


0:000:00