Boganmeldelse: Våbenmastodonten med den store pengepung

Heftig lobbyisme, lidt bestikkelse og en lille smule held har gjort Lockheed Martin til verdens største våbenproducent, der er involveret i alt fra missiler over klyngebomber og CIA-fængsler til F-22 og JSF-kampfly. For hver 10 dollars Pentagon bruger på indkøb af materiel går 1 dollar til LM, der har måtte reddes fra fallittens rand af en amerikanske stat og som har flere fejlslagne udviklingsprojekter i milliardklassen på samvittigheden.

LM står bag udviklingen af F-35 Joint Strike Fighteren (JSF), som deltager i den danske kampflykonkurrence. Danmark er desuden partner i JSF-projektet, hvilket betyder at danske forsvarsvirksomheder deltager i den benhårde konkurrence om at blive JSF-underleverandører til LM. Desuden leverer LM alt den elektroniske indmad til MH-60R Seahawk-helikopteren, som er den ene af de tre kandidater i konkurrencen om levering af en ny maritim helikopter til brug på de danske fregatter og inspektionsskibe.

Som indehaver af Kongerigets bedste (og eneste) blog om netop disse to milliardindkøb var det derfor naturligt at min ferielekture var William D. Hartungs bog "Prophets of war" med undertitlen "Lockheed Martin and the making of the military-industrial complex", som er udkommet i år. (Tak til Erik for at gøre mig opmærksom på bogen). Bogen handler, ikke overraskende, om LM og om hvordan firmaet er blevet den mastodont og enorme politiske magtfaktor, som er tilfældet. LM brugte i 2009 15 millioner dollars på lobbyvirksomhed og kampagnebidrag. Virksomheden havde i 2008 kontrakter med den amerikanske stat for 36 mia. dollars, heraf 29 mia. med Pentagon.

Login