Skattestrid i regeringen
Tina Møller
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Bendt Bendtsen foreslog i gårsdagens avis at begrænse væksten i overførselsindkomsterne og bruge milliarderne til en mærkbar lettelse for alle i arbejde. Anders Fogh Rasmussen svar var ikke bare et nej. Statsministeren fastslog nemlig samtidig, at eventuelle skattelettelser sandsynligvis bliver begrænsede og at de skal være »socialt ansvarlige«.
De 16 konservative folketingsmedlemmer havde reelt ikke ventet, at Venstre ville røre ved de ømtålelige overførselsindkomster. Men på et gruppemøde stod en trodsig gruppe alligevel fast på at kæmpe videre for sagen. Trods afvisningen fra Fogh. Når regeringen i løbet af foråret har fremlagt sin sandsynligvis begrænsede skatteplan, vil de Konservative kunne pege på, at det ikke var dem, der manglede borgerlige ambitioner og politisk mod.
Venstres skattestop forhindrer allerede de Konservative i at hente penge til fremtidens lettelser ved at hæve skatter og afgifter. Venstre har afvist at beskære børnecheck og opsparing, og nu har Anders Fogh Rasmussen klart markeret, at han heller ikke vil lægge sig ud med de svageste grupper udenfor arbejdsmarkedet. Det konservative spillerum snævres ganske enkelt ind.