Afskaffelsen af store bededag vil være første kapitel i regeringens nekrolog

"Hvorfor skal vi stadig tale om store bededag? Er der ikke langt vigtigere kampe?" Sådan hører jeg flere storbyvenner sige, og det undrer mig ikke: Mange veluddannede unge er ofte helt frakoblet fra et fysisk arbejdsliv.

De fyrre procent af arbejdende danskere, som har et krævende fysisk arbejde, mærker truslen om færre fridage markant anderledes og ser derfor modstand mod afskaffelsen som en vigtig kamp.

Jeg er enig af tre grunde. Afskaffelsen er en del af en klassekamp fra oven. Den er et symbol på midterregeringens tomhed. Og så er det politik, der kan mærkes helt ind i kroppen, som nutidens litterære stjerner ville sige det. Hvad betyder de grunde hver især? Det vil jeg uddybe nedenfor. 

Klassekamp fra oven

Mindre fritid hænger sammen med andre deprimerende valg fra magthaverne. Den græske økonom Yanis Varoufakis udtrykker det klarest: Liberale politikere i Europa hæver for eksempel pensionsalderen ud fra et gennemsnit af, hvor længe folk lever.

Brændemærket ind i regeringsgrundlaget står afskaffelsen af store bededag som en kynisk beslutning, ingen af de skyldige rigtigt vil tage ansvar for

Emil Samaras

Det lyder uskyldigt, men der er stor forskel på levealdre i vores klassesamfund.

Vi ved at indkomst er afgørende for din gennemsnitlige levetid, og de rigeste lever da også i snit seks år længere end de fattigste i Danmark. For mænd i de grupper er forskellen faktisk ti år i gennemsnit – 73 mod 83 år.

Folkepensionen i dag på 66,4 år giver mænd fra de fattigste indkomstgrupper lidt under syv års frihed efter et arbejdsliv, mens det tal er op mod sytten år for de rigeste.

Politikernes valg vil på den måde give de fattigste mindre tid til at holde fri i slutningen af deres allerede kortere liv. Det er det urimelige ræs mod bunden, afskaffelsen af fridagen sætter skub til: For igen skal de laveste indkomstgrupper arbejde mere, og holde mindre af deres liv fri. Det er klassekamp fra oven.

Et symbol på midterregeringens tomhed

Kampen for fridage er også vigtig lige nu og her, fordi den bekræfter alle venstrefløjens fordomme om en midterregering. Man frygtede, at den ville være mere magtfuld og egenrådig end den foregående, at den ville forringe arbejdsvilkår for almindelige mennesker, og at den ville sløre sin ideologi i tomme fraser om "nødvendighed".

Store bededag er netop det bedrag: Brændemærket ind i regeringsgrundlaget står afskaffelsen som en kynisk beslutning, ingen af de skyldige rigtigt vil tage ansvar for. Den nye regering kan endda haste indgrebet igennem helt uden at skulle søge støtte hos de andre partier.

Når unge, veluddannede storbyboere ikke forstår bededagen, er måske fordi politik tit har været noget, de har kunne undgå

Emil Samaras

Befolkningen, som i overvældende flertal har kaldt forslagets begrundelse for bullshit, stilles til side, mens politikerne med samme hånd får udvidede rettigheder i form af flere penge.

Særligt det hykleri vejer tungt: For når vækst bliver vanvittigt skævt fordelt, og det bliver den altid, hvis vi ikke regulerer, bliver der ingen fremgang til almindelige mennesker.

Hvis kun virksomhederne og de rigeste tjener, mens de fattigste skal knokle gradvist mere, mens deres lønninger stagnerer, så bliver den folkelige frustration til at tage og føle på. For hvem arbejder du så hårdere for? Dig selv? Eller for politikerne og de rigeste?

Jeg forstår ikke, hvordan du som politiker kan hævde, at du repræsenterer befolkningens interesser, hvis du samtidig hæver indkomsten for dig selv og de rigeste. Samtidig med at du kalder det "nødvendigt" at give de fleste mindre frihed? Og jeg forstår ikke, at Enhedslisten er det eneste parti, som har frataget deres politikere muligheden for at tjene så store summer.

Det eneste gode ved forslaget om at afskaffe Store Bededag er, at opskriften på regeringens egen undergang bogstaveligt talt står skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Politik, der kan mærkes helt ind i kroppen

Konsekvenserne af sådan en klassekamp fra oven bliver skildret af dygtige nuværende forfattere: Glenn Bech, Olga Ravn og Morten Pape fortolker den litterære tradition fra den franske stjerne Edouard Louis.