Dansk-ungarer: Hvor er Baltikums respekt for mindretalsrettigheder?

Af Daniel Fabricius
Civiløkonom, dansk-ungarer og tidl. næstformand i KU i København

Danmark har lige sendt 200 soldater mod Baltikum for at holde skansen mod den truende russiske bjørn. Men hvordan forholder situationen sig egentligt i Baltikum? Hvorfor har russerne for eksempel behov for at uddele statsborgerskaber? Jeg vil forsøge at tage sløret fra øjnene og kaste lys over Balternes behandling af sine russiske mindretal.

Først vil jeg gerne understrege, at jeg ikke arbejder for Kreml. Ej heller forsøger jeg at retfærdiggøre nogle onde intentioner, men ingen gider at skrive om balternes behandling af russere.

Især Letland og Estland har et ganske svært forhold til deres russiske mindretal, hvor Litauens kun 8 procent russere ikke udgør de store udfordringer.

Tallene i Estland og Letland er dog ganske forskellige: I Estland bor der 29,6 procent russere og i Letland bor der 37 procent, som har russisk som sit modersmål. 

Fjendens sprog
Jeg har studeret nogle rapporter fra FN’s Flygtninge Højkommissariat, en rapport til OCSE samt Europarådet, og tillad mig, kære læser, at introducere et par citater for Dem ved egen oversættelse.

Alt i alt står situationen temmelig slemt til i Baltikum med landenes overholdelse og respekt for mindretalsrettigheder. Det er ellers et af kravene i københavnerkriterierne, som er EU’s optagelseskrav, at man skal beskytte mindretal.

Daniel Fabricius
Civiløkonom

”Letland har systematisk undertrykt brugen af russisk på talrige niveauer” (OSCE, 2014).

I samme rapport står om Estland: ”Estland har ligeledes strammet sin sprogpolitik ved at idømme store bøder og restriktioner til dem, som ikke kan eller ikke vil udføre handel på estisk”. Vel at mærke i et land, hvor der bor omtrent en tredjedel russere.

En FN rapport fra september 2014 udtrykker bekymring om diskrimination baseret på sprogfærdigheder. Men hvad værre er, udtrykker FN-kommissionen bekymringer for statsløse personer. Estland har altså et problem med personer, som er statsløse.

”Det russiske sprog er specielt angrebet, og refereres som ”fjendens sprog” af Estlands præsident” (OSCE, 2014).

I samme rapport til OSCE står der, at juridiske eksperter vurderer, at Estland og Letland ikke overholder EU’s direktiv om ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse, til trods for at begge landes forfatninger forbyder race eller nationalitetsbaseret diskrimination.

Svindende mindretalsrettigheder
Alt i alt står situationen temmelig slemt til i Baltikum med landenes overholdelse og respekt for mindretalsrettigheder. Det er ellers et af kravene i københavnerkriterierne, som er EU’s optagelseskrav, at man skal beskytte mindretal.

Det svarer til, at man anser tysk som fjendens sprog, og forbyder tysk i Danmark.

Sagen er desværre den, at balterne har haft stort held med - i euforien over at være blevet selvstændige - at gennemføre ting, som intet europæisk land ville eller kunne gøre.

Problemet opstår, når mindretalsrettighederne svinder under fødderne på de store russiske mindretal, i alt fra at modtage undervisning til at deltage i det politiske liv. Russerne giver altså russerne i disse lande statsborgerskaber, hvis behovet opstår, hvilket i vestlige medier udlægges som en russisk aggression.

Det er jo helt på vrangen. Russerne gør det, som såvel de som balterne er forpligtet til i forhold til statsløse, og balternes (og det er især esterne) forsømmelse og helt urimelige adfærd fremstilles som en russisk aggression. Det er simpelthen over min forståelse.

Ovenstående fakta, hvilket det er; det er data – fremlægges så i Danmark som Putin-apologi eller whataboutism.

Jeg opfordrer virkelig til, at man bruger sine analytiske værktøjer, fremfor at komme med uargumenterede løse påstande, som Claus Hjort Frederiksen ellers er ekspert i.