Dignity: Beviser på tortur skal sikres, før de blå mærker forsvinder

Næsten dagligt kommer der nye oplysninger om angivelige russiske krigsforbrydelser i Ukraine. Og selv om anklagerne om russiske forbrydelser synes at være langt i overtal, hører vi også påstande om ukrainske soldaters brud på krigens love.

I skyggen af den blodige krig i Ukraine foregår der også massive menneskerettighedskrænkelser i nabolandet Belarus. Her er der ikke tale om krigsforbrydelser, men om tortur og andre former for myndighedsovergreb rettet mod uskyldige borgere – begået af Aleksandr Lukasjenkos brutale diktatur.

I både Belarus og Ukraine er en række lande i gang med at efterforske forbrydelserne, og Den Internationale Straffedomstol åbnede kort efter invasionen i februar 2022 en efterforskning af internationale forbrydelser begået i Ukraine – nu støttet af 43 lande, herunder Danmark. Derudover er en række lokale menneskerettighedsorganisationer til stede i landet og i gang med at indsamle beviser.

Hvis arbejdet skal munde ud i en retsforfølgning af de formodede gerningsmænd, er det nødvendigt, at efterforskningen og dokumentationen lever op til internationale strafferetlige standarder, så anklagemyndigheden kan løfte bevisbyrden i en straffesag.

Da der ikke er udsigt til, at hverken Belarus eller Rusland stiller sine egne myndighedspersoner for retten, må retssagerne foregå andre steder

Therese Rytter, Jens Modvig og Rasmus Grue Christensen
Hhv. chefjurist, sundhedsfaglig chef og direktør i Dignity

I begge lande er vi derfor sammen med vores belarusiske og ukrainske kolleger i gang med at indsamle præcis den slags beviser. Vores belarusiske bevisindsamling foregår i International Accountability Platform for Belarus (IAPB), som indsamler dokumentation for grove menneskerettighedskrænkelser og internationale forbrydelser i kølvandet på det belarusiske præsidentvalg i august 2020.

Dokumentationen skal, hvad enten der er tale om tortur eller andre krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, kunne holde i retten.

I strafferetten gælder det om at fastslå individuel skyld og straffe de skyldige. Det gælder lige fra den menige politibetjent eller soldat, der udøver den konkrete tortur eller de konkrete drab, via de overordnede, som har kommandoansvaret, og ultimativt helt op til de ansvarlige ministre samt stats- og regeringschefer.

Indsamling af beviser

Først og fremmest skal ofre og vidner interviewes professionelt og systematisk. Fysiske og psykiske skader på ofrene skal undersøges, dokumenteres og sammenholdes med forklaringer fra interviews.

Hertil kommer indsamling af andet bevismateriale, for eksempel dokumenter, fotografier, vidneudsagn og lægejournaler. Via åbne kilder på internettet samles såkaldt open source information, det vil sige private videooptagelser fra mobiltelefoner og overvågningskameraer, satellitbilleder og offentligt tilgængelig information fra myndigheder, som også skal sammenholdes med det øvrige bevismateriale.

Dokumentationen skal derfra indsamles og sikres professionelt med stor opmærksomhed på at dokumentere den såkaldte chain of custody – altså hvem der har haft bevismaterialet i sin varetægt. Skal materialet holde i retten, må der ikke være begrundet mistanke om, at uvedkommende har haft adgang til at manipulere med det. En sådan mistanke vil i mange tilfælde gøre bevismateriale ubrugeligt, og man risikerer, at skyldige går fri.

Alt dette arbejde har til formål at muliggøre, at anklagemyndigheden kan bevise ud over enhver rimelig tvivl, at den tiltalte har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, og at domstolen herefter kan tage stilling til skyldsspørgsmålet og udmåle en passende straf.