Debat

Forsker: Vores måde at tænke på risiko er farligt forsimplet

Det har reddet adskillige liv at tænke risiko som sandsynlighed gange konsekvens. Men det er samtidig en risikoforståelse, der er farligt forsimplet, når sjældne eller komplekse begivenheder indtræffer, skriver Rasmus Dahlberg fra Forsvarsakademiet.

Nutidens udfordringer er ofte komplekse og mange-facetterede. Det udfordrer logikken bag den klassiske risikomatrice, skriver Rasmus Dahlberg.
Nutidens udfordringer er ofte komplekse og mange-facetterede. Det udfordrer logikken bag den klassiske risikomatrice, skriver Rasmus Dahlberg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rasmus Dahlberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ind i mellem indtræffer en begivenhed, som udfordrer vores almindelige forståelse og håndtering af risici. De såkaldte HILF-begivenheder, 'High Impact Low Frequency', er begivenheder, som sker uhyre sjældent, men som til gengæld får meget store følgevirkninger.

De kan være vanskelige at have med at gøre, fordi vores måde at tænke over og tale om begrebet risiko ofte er for simpelt. Det begrænser vores evne til at forudse, forebygge og afbøde konsekvenserne af HILF-begivenheder.

Bevidstheden om den lurende katastrofe er lige så gammel som menneskets evne til at skabe mening, lægge planer og danne samfund. De gamle babyloniere og oldtidens kinesere havde begreber herfor, og med forsikringstankens opståen i den tidlige renæssance gennem spredning af økonomisk risiko i fællesskaber, kom risikotænkningen også ind i den moderne verden.

Sandsynlighed og konsekvens

Udviklingen har i høj grad være begivenhedsdrevet: Brandforsikringer blev pudsigt nok meget populære efter de store brande i London (1666) og København (1728), og med støtte fra filosoffernes og matematikernes fremskridt inden for sandsynlighedsregning og spilteori, forfinede assurandørerne til stadighed deres vurderingsmetoder.

Med industrialiseringen opstod begrebet 'risikostyring' som en styringsmekanisme for både virksomhedsleder og embedsmænd i de voksende offentlige og private bureaukratier. Målet var gennem en videnskabelig tilgang at kunne forudsige og kontrollere fremtiden mest muligt.

Særligt i det 20. århundrede vandt forståelsen af risiko som produktet af sandsynlighed og konsekvens frem. Hermed fulgte også risikomatricen, som er en meget udbredt og særdeles pædagogisk måde at visualisere begrebet på:

Foto: Hentet fra Wikimedia Commons

Farligt forsimplet forståelse

Med rette hævdes det, at risikomatricen har reddet utallige liv i industrivirksomheder, på byggepladser og i luftfarten, fordi den er blevet anvendt af beslutningstagere til at identificere og håndtere risici.

Når man kender alle væsentlige faktorer i ligningen, er det fuldstændig korrekt, at risiko forstået som "sandsynlighed gange konsekvens" er en effektiv måde at forstå begrebet på. Deraf følger nemlig, at man kan nedbringe risikoen ved enten (a) at reducere sandsynligheden for, at X sker, eller (b) sørge for, at konsekvensen af X ikke bliver så stor, hvis X alligevel sker. Risikostyring på begge akser samtidig er selvfølgelig særlig virkningsfuld.

Problemet er bare, at denne form for risikotænkning er så forsimplet, at vi i mange tilfælde er ilde stedt, hvis vi tillægger den al for stor betydning.

Det gælder især i arbejdet med risici i såkaldt "åbne komplekse systemer", hvor graden af indre forbundethed mellem enkeltdelene er høj, hvor ingen har det fulde overblik over, hvad der foregår, og hvor afgrænsningen mellem systemet og dets kontekst er diffus. Med andre ord langt de fleste systemer, processer og organisationer, vi har med at gøre i nutidens samfund.

Her bliver det uhyre vanskeligt at identificere og isolere enkeltfaktorer, hvorfor logikken bag risikomatricen undergraves.

Sprænger skalaen

Især HILF-begivenhederne udfordrer den klassiske risikotænkning. Fordi de sker ekstremt sjældent, ligger de helt i bunden af den ene skala i modellen – mens de potentielt uhyre voldsomme konsekvenser samtidig får dem til at sprænge den anden skala.

Problemet er, at risikovurderingen for en begivenhed med ekstrem lav sandsynlighed og uhyre store konsekvenser bliver langt mere følsom over for en fejlvurdering af sandsynligheden end begivenheder med lav eller middel konsekvens. Samtidig betyder den lave frekvens ofte, at vi har yderst begrænset historisk datamateriale til rådighed, når vi skal vurdere sandsynligheden af en HILF-begivenhed.

Problemet med HILF-begivenheder er, at de er vanvittigt dyre at forberede sig på, og at de samtidig højst sandsynligt ikke vil ske

Rasmus Dahlberg, forsker, Forsvarsakademiet

Hvordan skal vi så håndtere HILF-begivenheder? Sociologen Lee Clarke præsenterede i 2008 såkaldt 'Possibilistic Thinking' som et nødvendigt korrektiv til 'Probabillistic Thinking', den statistiske tilgang, som klassisk samfundsvidenskab hviler solidt på.

Possibilisme nedtoner betydningen af sandsynlighed i risikobegrebet, og tvinger os i stedet til altid at overveje de potentielle konsekvenser af X. Frem for at forføre os selv med svagt funderede sandsynligheder presser en sådan tilgang os til at træffe beslutninger ud fra vurderinger af, hvor vigtig eksempelvis en bestemt infrastruktur er for vores samfunds funktioner.

De ukendte ubekendte

En af vor tids mest interessant tænkere, amerikansk-libaneseren Nassim Nicholas Taleb, populariserede i 2007 begrebet 'Den Sorte Svane' som et billede på uforudsete hændelser med store konsekvenser, som i bagklogskabens klare lys ligner noget, vi burde have set komme.

Nu afdøde tidligere amerikansk forsvarsminister Donald Rumsfeld talte i 2002 om 'The Unknown Unknowns': Begivenheder, vi ikke kan vurdere risikoen af, fordi vi ikke er klar over, at vi ikke kender til dem. Fælles for disse HILF-begivenheder er, at vi er nødt til at tænke utraditionelt for at risikostyre i forhold til dem.

Talebs bud var 'anti-skrøbelighed': Ideen om at bygge robusthed ind i komplekse systemer og organisationer ved at gøre dem fleksible og konstant lærende, så de styrkes ved chok frem for at blive slidt.

Denne tankegang kendes også i beredskabs- og organisationsteori som 'resiliens', som netop bygger på at styrke den adaptive og absorptive evne i systemer og organisationer. For offentlige myndigheder og klassiske bureaukratier kan det være en grænseoverskridende tilgang. For resiliens forudsætter, at man ikke skærmer systemer for meget i hverdagen, men derimod bevidst udsætter dem for en konstant strøm af små ubehagelige overraskelser for at holde dem på tæerne. Det kalder man 'Hormesis Princippet'.

Ny krisestyring i Danmark

Hvor godt forberedt er Danmark så på HILF-begivenheder? Covid-19 var på mange måder en generalprøve på den store samfundskrise, som Ruslands invasion af Ukraine nu har aktualiseret med deraf følgende atomangst og blandt andet fornyet fokus på beskyttelsesrumsberedskabet herhjemme.

Læs også

Der må forventes en omstrukturering af krisestyring i Danmark i de kommende år ud fra erfaringerne fra covid-19, hvor sektoransvarsprincippet kom under pres under den langvarige krise, som tilsyneladende er blevet en ny normal.

Det er i den forbindelse afgørende, at arbejdet med risikoanalyse på nationalt plan samtidig gøres permanent, så der ikke igen skal gå fem år mellem udgivelsen af Beredskabsstyrelsens ellers udmærkede publikation 'Nationalt Risikobillede'.

Resiliente og skalérbare organisationer

Det grundlæggende problem med HILF-begivenheder er, at de er umulige eller i hvert fald vanvittigt dyre at forberede sig på, og at de samtidig højst sandsynligt ikke vil ske.

Disse to parametre gør sådanne risici særdeles uattraktive emner for politiker og andre beslutningstagere, for hvem håb i praksis bliver den foretrukne strategi. Og hvis den sorte svane mod forventning alligevel skulle flyve inden for egen valgperiode eller ansvarsområde, slår man ud med armene i afmagt, peger på en syndebuk eller afleder opmærksomheden ved at fylde sandsække, mens vandet stiger.

Hvad gør vi så ved HILF-begivenhederne? Først og fremmest erkender vi den klassiske risikoforståelses begrænsninger og undlader at lulle os selv ind i den lave sandsynligheds fælde. Dernæst bygger vi resiliente organisationer, som udnytter enhver mindre krise optimalt til læring gennem god og struktureret erfaringsopsamling.

Og endelig skaber vi skalérbare beredskabsorganisationer, som er billige til hverdag, men effektive når det gælder. Et godt eksempel på en sådan tilgang er Forsvarsministeriets 'Arktisk Beredskabsstyrke', som til daglig slumrer, men i krisesituationer hurtigt kan skaleres op gennem klare aktiveringsprocedurer. Den Arktisk Beredskabsstyrke er forberedt til fleksibel mobilisering og i øvrigt fortsat styrkes gennem stringent øvelses- og evalueringspraksis.

Sådan håndteres HILF-begivenheder godt i rigsfællesskabet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Dahlberg

Lektor, Forsvarsakademiet,
ph.d. (Københavns Uni. 2017), cand.mag. historie (SDU 2003)