Forsvarsdebattør: Uenighed om forsvaret er den største trussel mod vores sikkerhed

Det er ikke en nyhed for nogen i Danmark, at den sikkerhedspolitiske situation har forandret sig markant de senere år. Og at nye krav, heraf til vores internationale demokratiske vestlige sikkerhedsorden, presser på.

Graden af alvoren af situationen, og hvordan vi skal håndtere denne udvikling, er derimod til heftig debat. Og det er det, der er kimen til, hvordan Danmark skal reagere på udviklingen.

En fælles dansk forståelse for de overordnede rammer af udviklingen er nemlig afgørende. På det overordnede plan ser debatten ud til at være delt mellem to sider.

På den ene side er der det traditionelle/gammeldags politiske paradigme/kultur om at spare mest muligt på forsvaret for at bevare den brede investering i mere velfærd.

På den anden side er der dem, der er for en mærkbar investering i de sikkerhedsmæssige strukturerer, og som i nogen grad gerne accepterer nedskæringer eller ændringer i den velfærd, som samfundet har professionaliseret siden afslutningen af anden verdenskrig. 

Om modsætningsforholdet i realiteten er så udtalt, findes der nok kun svar ved i Finansministeriet, men situationen er den, at vi er nødt til at finde fælles fodslag i den danske indsats og investeringer i international sikkerhed.

Derfor er det vigtigt, uanset om man er for eller imod forsvaret, at man accepterer, at forsvaret er et nødvendigt sikkerhedspolitisk værktøj, som der er brug for. Særligt i krisetider, som vi netop oplever i dag.

Brug for en ny tilgang til forsvaret
Danmark, vores allierede og vores modstandere bruger alle forsvaret til at håndtere nationale og sikkerhedspolitiske trusler. Det er virkeligheden. Og nu, hvor tiden nærmer sig til et nyt forsvarsforlig, tvinger virkeligheden os tættere på forsvarets eksistens. Vi skal tage stilling.

Hvis man tager den sikkerhedspolitiske situation i betragtning, vil forliget denne gang få stor betydning for Danmark og Rigsfællesskabet både nationalt og internationalt. Det kræver en ansvarlig tilgang til forsvaret.

At styre enhver organisation efter et nedslidningsprincip er og bliver en utrolig dårlig organisationsmodel og investering

Adam Sonnich Meinertz
Forsvarsdebattør

Enhver ansvarlig beslutning i relation til indholdet af det kommende forsvarsforlig skal tage udgangspunkt i en objektiv analyse af følgende to forhold. Det første er, hvordan den sikkerhedspolitiske situation ser ud, og det andet er, hvilke internationale samarbejdsaftaler Danmark er forpligtet ved.

Sagt på en mere direkte måde, så skal man væk fra den umoderne koldkrigstilgang til forsvaret, der politisk har hersket siden afslutningen af anden verdenskrig: ”så billig som mulig”.

Dertil har verden forandret sig for meget. Samtidig har det stigende internationale samarbejde afledt af globaliseringen krævet større nationale bidrag til den fælles sikkerhed.

Tesen for den nævnte objektive analyse bygger på, at Danmark hverken kan eller skal stå alene i de globale sikkerhedspolitiske vilkår, hvor Danmark nyder stor værdi i vores samarbejdsaftaler.

Som i ethvert andet samarbejde forventes det nemlig, at man bidrager både i de gode tider som i de svære tider.

Det drejer sig kort sagt om den fælles forventningsafstemning, og her har vi på trods af 2 procent målsætningen i 2014 fra Wales-erklæringen været for dårlige i Nato til at få styr på dette.

Konsekvenserne kommer altid
Kravene om øget investering i forsvaret fra vores internationale samarbejdspartnere er i dag blevet for store til, at man fra dansk side bare kan lade stå til, tale udenom og dukke hovedet i andedammen. Spørgsmålet, der melder sig på banen, er, om Danmark kan klare at modtage endnu en sønderlemmende kritik af Nato?

Samtidig er forsvaret i dag så nedslidt, at der ikke længere er tale om behovet for en genopretningsplan. Derimod har ”patienten” på flere områder brug for livreddende førstehjælp. Et helt konkret eksempel er fra den store brigadeøvelse, Brave Lion, sidste år, hvor over 3.000 soldater deltog.