Ruslandsekspert: Her er Putins tre krigsmål

Hvis man læser den russiske præsident Vladimir Putins taler, lytter til de andre topfolk fra Kremls inderkreds, og dertil dykker ned de centrale russiske strategidokumenter over årene, tegner der sig tre overordnede logikker i forholdet til Ukraine og Vesten, som kan give et vidnesbyrd om Putin-styrets strategiske mål.

Rusland som politisk og militært sårbart

Den første logik er overvejende defensiv. Der er nemlig, hvis man spørger Stephen Covington, tidligere mangeårige rådgiver for Nato’s Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), en udpræget geostrategisk og teknologisk sårbarhedsfornemmelse i den russiske politiske og især militære elite.

Den er dels betinget af det enorme russiske territorium – over 17 millioner kvadratkilometer, en landegrænse på små 20.000 kilometer og en kystlinje på over 37.000 kilometer, meget af det i Arktis – der dybest set er umuligt at forsvare, alle steder, på samme tid.

Den russiske elite tænker i nulsums-spil og lægger stor vægt på den relative magtfordeling i systemet, især magtfordelingen mellem stormagterne.

Jørgen Staun
Lektor i international politik, Forsvarsakademiet

Den er også betinget af den historiske læring, som det russiske, herunder det sovjetiske, forsvar har fået med sig fra de to eksistenskrige i moderne tid, som de har været involveret i, nemlig Napoleonskrigene 1803-1815 og krigen mod Hitlertyskland 1941-1943. Her kom fjenden i begge tilfælde hen over de hviderussiske og ukrainske sletter.

Under hele den Kolde Krig kom truslen også fra vest: Nato. Og det har fæstnet sig i en opfattelse af, at Rusland er sårbart.

Føler sig snydt

Sårbarhedsfornemmelsen kan vi se afspejlet i den russiske trusselsopfattelse, som den træder frem i Ruslands centrale sikkerheds- og udenrigspolitiske dokumenter og doktriner.

I forhold til Vesten - USA og Nato - tegner der sig, set med russiske øjne, fire overordnede trusler:

For det første føler Rusland sig helt overordnet set truet af Nato. De føler sig snydt i forhold til det, Rusland opfatter som USA’s løfte om ikke at udvide Nato østover, og kaldte det allerede i den nationale sikkerhedsstrategi i 1997 for ”uacceptabelt”. Det er en linje, der er videreført siden – i de senere år med øget vægt.

Rusland føler sig desuden sårbart overfor USA’s og Nato’s formodede teknologiske overlegenhed. Her fremhæves især USA’s og Nato’s missilskjold, det amerikanske Global Prompt Strike koncept – som handler om, at USA skal kunne ramme mål alle steder på kloden indenfor en time – og det øgede fokus i USA på militær udnyttelse af rummet.

Alle opfattes de som forsøg fra Vestens side på at undergrave den russiske evne til at gengælde et førsteslagsangreb, herunder nukleart.

Dertil er Rusland stærkt bekymret over Vestens hang til demokrati-eksport, frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farve revolutioner, som af den russiske chef for generalstaben Valerij Gerasimov omtales som ”statskup organiseret udefra” (af Vesten).

Højt beredskab

Den militære trussel fra Nato mener man bedst kan imødegås ved to tiltag:

Ved at sikre højt beredskab i det militære styrker, så man kan handle offensivt og slå først, hvis det trækker op til krig. Dette tiltag hidrører i en udbredt opfattelse iblandt russiske militære teoretikere om, at den første fase i en krig er den afgørende, samt at man ikke kan vinde en langstrakt krig med Nato.

Derfor har Rusland i de sidste snart ti år afholdt jævnlige reaktionsøvelser, hvor de i løbet af 24 til 48 timer formår at alarmere og deployere mellem 100.000-150.000 soldater.

Det andet tiltag er at sikre strategisk dybde – altså terræn mellem Nato og Rusland – så man får et varsel og har noget at trække sig tilbage over, hvis krigen kommer.

Dette rammer især Ukraine hårdt. For den vestvendte kurs, som Ukraine har ført i de senere år, er uacceptabel for Kreml.

Ukraine har således siden 2006 haft en Host Nation aftale med Nato, som giver Nato ret til i en krisesituation at operere fra ukrainsk territorium, såfremt den ukrainske regering ellers siger ja i den aktuelle situation. Og siden 2020 har Ukraine haft status af Enhanced Opportunities Partner, hvis formål er ”at fastholde og udvikle yderligere evnen til at virke sammen militært mellem Nato medlemmer og partnerskaber”.

Altså: Ukraine deltager i Nato øvelser og trænes dermed i Nato doktrin, de deltager i Nato’s internationale operationer, og i et vist omfang får de lov at købe Nato materiel. Og derfor bliver Ukraine, ifølge Putin, skridt for skridt forvandlet til et ”brohoved” for Nato operationer vendt mod Rusland. Det kan man ikke leve med i den russiske generalstab.