Debat

Ruslandsekspert: Her er Putins tre krigsmål

Ruslands krigsmål i Ukraine kan i al væsentlighed koges ned til tre: Det første er defensivt, og handler om at holde USA og Nato stangen. Det andet er begrænset offensivt og handler om at understøtte Ruslands stormagtsambition i det nære udland. Det tredje er klart imperialistisk og handler om at underlægge sig Ukraine og måske endda vinde tabte territorier i Polen, Slovakiet og Rumænien tilbage, skriver ruslandsekspert Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet.

Ukraine bliver, ifølge Putin, skridt for skridt forvandlet til et ”brohoved” for Nato operationer vendt mod Rusland. Det kan man ikke leve med i den russiske generalstab, skriver Jørgen Staun.
Ukraine bliver, ifølge Putin, skridt for skridt forvandlet til et ”brohoved” for Nato operationer vendt mod Rusland. Det kan man ikke leve med i den russiske generalstab, skriver Jørgen Staun. Foto: Sputnik / Reuters / Ritzau Scanpix
Jørgen Meedom Staun
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis man læser den russiske præsident Vladimir Putins taler, lytter til de andre topfolk fra Kremls inderkreds, og dertil dykker ned de centrale russiske strategidokumenter over årene, tegner der sig tre overordnede logikker i forholdet til Ukraine og Vesten, som kan give et vidnesbyrd om Putin-styrets strategiske mål.

Rusland som politisk og militært sårbart

Den første logik er overvejende defensiv. Der er nemlig, hvis man spørger Stephen Covington, tidligere mangeårige rådgiver for Nato’s Supreme Allied Commander Europe (SACEUR), en udpræget geostrategisk og teknologisk sårbarhedsfornemmelse i den russiske politiske og især militære elite.

Den er dels betinget af det enorme russiske territorium – over 17 millioner kvadratkilometer, en landegrænse på små 20.000 kilometer og en kystlinje på over 37.000 kilometer, meget af det i Arktis – der dybest set er umuligt at forsvare, alle steder, på samme tid.

Den russiske elite tænker i nulsums-spil og lægger stor vægt på den relative magtfordeling i systemet, især magtfordelingen mellem stormagterne.

Jørgen Staun, lektor i international politik, Forsvarsakademiet

Den er også betinget af den historiske læring, som det russiske, herunder det sovjetiske, forsvar har fået med sig fra de to eksistenskrige i moderne tid, som de har været involveret i, nemlig Napoleonskrigene 1803-1815 og krigen mod Hitlertyskland 1941-1943. Her kom fjenden i begge tilfælde hen over de hviderussiske og ukrainske sletter.

Under hele den Kolde Krig kom truslen også fra vest: Nato. Og det har fæstnet sig i en opfattelse af, at Rusland er sårbart.

Føler sig snydt

Sårbarhedsfornemmelsen kan vi se afspejlet i den russiske trusselsopfattelse, som den træder frem i Ruslands centrale sikkerheds- og udenrigspolitiske dokumenter og doktriner.

I forhold til Vesten - USA og Nato - tegner der sig, set med russiske øjne, fire overordnede trusler:

For det første føler Rusland sig helt overordnet set truet af Nato. De føler sig snydt i forhold til det, Rusland opfatter som USA’s løfte om ikke at udvide Nato østover, og kaldte det allerede i den nationale sikkerhedsstrategi i 1997 for ”uacceptabelt”. Det er en linje, der er videreført siden – i de senere år med øget vægt.

Rusland føler sig desuden sårbart overfor USA’s og Nato’s formodede teknologiske overlegenhed. Her fremhæves især USA’s og Nato’s missilskjold, det amerikanske Global Prompt Strike koncept – som handler om, at USA skal kunne ramme mål alle steder på kloden indenfor en time – og det øgede fokus i USA på militær udnyttelse af rummet.

Alle opfattes de som forsøg fra Vestens side på at undergrave den russiske evne til at gengælde et førsteslagsangreb, herunder nukleart.

Dertil er Rusland stærkt bekymret over Vestens hang til demokrati-eksport, frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farve revolutioner, som af den russiske chef for generalstaben Valerij Gerasimov omtales som ”statskup organiseret udefra” (af Vesten).

Højt beredskab

Den militære trussel fra Nato mener man bedst kan imødegås ved to tiltag:

Ved at sikre højt beredskab i det militære styrker, så man kan handle offensivt og slå først, hvis det trækker op til krig. Dette tiltag hidrører i en udbredt opfattelse iblandt russiske militære teoretikere om, at den første fase i en krig er den afgørende, samt at man ikke kan vinde en langstrakt krig med Nato.

Derfor har Rusland i de sidste snart ti år afholdt jævnlige reaktionsøvelser, hvor de i løbet af 24 til 48 timer formår at alarmere og deployere mellem 100.000-150.000 soldater.

Det andet tiltag er at sikre strategisk dybde – altså terræn mellem Nato og Rusland – så man får et varsel og har noget at trække sig tilbage over, hvis krigen kommer.

Dette rammer især Ukraine hårdt. For den vestvendte kurs, som Ukraine har ført i de senere år, er uacceptabel for Kreml.

Ukraine har således siden 2006 haft en Host Nation aftale med Nato, som giver Nato ret til i en krisesituation at operere fra ukrainsk territorium, såfremt den ukrainske regering ellers siger ja i den aktuelle situation. Og siden 2020 har Ukraine haft status af Enhanced Opportunities Partner, hvis formål er ”at fastholde og udvikle yderligere evnen til at virke sammen militært mellem Nato medlemmer og partnerskaber”.

Altså: Ukraine deltager i Nato øvelser og trænes dermed i Nato doktrin, de deltager i Nato’s internationale operationer, og i et vist omfang får de lov at købe Nato materiel. Og derfor bliver Ukraine, ifølge Putin, skridt for skridt forvandlet til et ”brohoved” for Nato operationer vendt mod Rusland. Det kan man ikke leve med i den russiske generalstab.

Læs også

Rusland som stormagt

Den næste logik er begrænset offensiv. Det er ideen om, at Rusland som stormagt fortjener anerkendelse og respekt og desuden har særlige privilegier i sit nære udland.

Stormagtsfortællingen kan vi se i et hav af Putins taler og i taler fra andre af topfolkene i eliten i Moskva. Den er ligeledes til stede i alle væsentlige russiske strategipapirer over årene, hvor ambitionen har udviklet sig fra at være lidt mere end en regional ”stormagt” til at være ”en ledende verdensmagt”.

I denne diskurs ses verden som et farligt sted og det internationale system som ”anarkisk”, hvor hver enkelt stat skal passe på sig selv, ellers går den til grunde.

Det gør, at den russiske elite tænker i nulsums-spil og lægger stor vægt på den relative magtfordeling i systemet, især magtfordelingen mellem stormagterne. Rusland har været stærkt kritisk overfor den unipolære verdensorden, hvor det var USA og resten af Vesten, der satte retningen. De ser nu konturerne af en multipolær verden vokse frem – altså en med flere stormagter – hvor Rusland er en af polerne (stormagterne).

Ideen om, at Ukraine i virkeligheden er russisk land og er blevet ”frarøvet” Rusland i de perioder i historien, hvor Rusland har været svagt, er ikke helt så vidt udbredt i den russiske elite, men fremføres først og fremmest af Putin selv.

Jørgen Staun, lektor i international politik, Forsvarsakademiet

Til stormagtsfortællingen hører også en opfattelse af, at man bedst sikrer orden ved, at stormagterne aftaler spillets regler og opdeler verden i stormagtsregioner med tilhørende interessesfære, hvor de andre stormagter skal holde sig ude.

Læs: USA og EU skal holde sig ude af Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.

For småstater, der ligger tæt på Rusland – så som Ukraine – gælder det, at de ikke kan have en selvstændig udenrigspolitik, som er i modstrid med Ruslands interesser.

For nylig har en række toneangivende russiske analytikere, for eksempel Fjodor Lukjanov, talt for, at man bør se mere positivt på begrebet ”Finlandization”.

Begrebet hidrører, som navnet antyder, i den tilpasningspolitik, som Finland under den Kolde Krig så sig nødsaget til at føre i forhold til Sovjet, for ikke helt at miste sin suverænitet. Det er denne type politik, man i Kreml gerne ser lande som Ukraine, Georgien og Belarus føre.

Imperiets genopståen

Den sidste logik er klart imperialistisk. Det er ideen om, at Ukraine – og måske endda områder i Polen, Slovakiet og Rumænien – i virkeligheden er russisk land og er blevet ”frarøvet” Rusland i de perioder i historien, hvor Rusland har været svagt.

Denne tænkning er ikke helt så vidt udbredt i den russiske elite – den er eksempelvis ikke nedfældet i de vigtige strategi dokumenter og doktriner – og fremføres først og fremmest af Putin selv, samt eksempelvis chefen for Det nationale Sikkerhedsråd Nikolaj Patrusjev.

Sidste sommer offentliggjorde Putin således artiklen ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere” på Kremls hjemmeside.

Teksten er en lang gennemgang af selektivt udvalgte, historiske og kulturelle begivenheder, som understøtter ”et folk”-tesen – altså, at ukrainere, hviderussere og russere i virkeligheden er ét folk – helt tilbage fra det oprindelige Kievske Rus i 800-tallet.

Her skal man især hæfte sig ved Putins brug af begrebet ”velikorussov” – storrusserne. Ordet indbefatter befolkningsgrupper, og de områder de bebor, som i Putins opfattelse i tidligere tider var en del af det oprindelige russiske imperium.

Men som på grund af tidens udvikling endte med at blive splittet op, først og fremmest på grund af udenlandsk (først østrig-ungarsk, siden vesteuropæisk) rænkespil, godt suppleret af bolsjevikkernes manipulering med folk og grænser. Hvorved Rusland fik ”frarøvet” helt centrale dele af dets ”historiske territorium”. Hvilket, udover selve Ukraine, indbefatter Bessarabien, Galicien, det vestlige Volhynia og Transkarpatien. Det er områder, der strækker sig ind i nutidige Polen, Slovakiet og Rumænien.

 

Jørgen Staun er ph.d., lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet. Sammen med Niels Bo Poulsen udgav han sidste sommer bogen ”Russia’s Military Might. A Portrait of Russia’s Armed Forces”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Meedom Staun

Lektor i international politik, Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet
ph.d. (Diis 2010), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)