Japan opruster og rykker tættere på Nato

Japans militær har længe været bundet af landets pacifistiske forfatning. Men en ny geopolitisk virkelighed får nu Tokyo til at opruste og rykke tættere på Nato.

Japans premierminister, Kishida Fumio, advarede på Nato-topmødet i Vilnius om, at det, der sker i Ukraine i dag, kan ske i Østasien i morgen.
Japans premierminister, Kishida Fumio, advarede på Nato-topmødet i Vilnius om, at det, der sker i Ukraine i dag, kan ske i Østasien i morgen.Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Jojje Olsson

På Nato-topmødet i Vilnius tilbage i juli var Japan et lige så vigtigt punkt på dagsordenen som Sverige. Allerede i maj blev Natos planer om at åbne et forbindelseskontor i Tokyo annonceret, som ville være det eneste af sin art i Indo-Stillehavsområdet.

Japan deltog i mødet som et af fire partnerlande fra denne region og blev det første til at indgå i et såkaldt individuelt skræddersyet partnerskabsprogram med Nato. Aftalen fokuserer på maritim sikkerhed og øget koordinering mellem Natos og Japans militære styrker, men berører også emner som cybersikkerhed og sikkerhed i rummet.

Denne udvikling afspejler Natos voksende regionale interesser. I Vilnius sagde generalsekretær Jens Stoltenberg, at Beijing nøje følger begivenhederne i Ukraine for at inddrage dem i sin fremtidige beslutningstagning.

0:000:00