Joe Biden er kommet fremragende fra start med klar venstreorienteret dagsorden

Da jeg forleden så, at to af venstrefløjens helte – amerikanske Alexandria Ocasio-Cortez og danske Pelle Dragsted – begge bøjede sig i støvet for Joe Biden, vidste jeg, at den er god nok:

Biden er ikke bare kommet fremragende fra start, nej, han er også som den første demokratiske præsident siden Jimmy Carter i 1970’erne blevet modtaget med noget, der ligner begejstring fra venstrefløjen:

”Præsident Biden har absolut overgået de forventninger, som vi progressive havde,” lød det fra Ocasio-Cortez’. Samme toner fra Dragsted: ”Jeg tog fejl, da jeg mente, at Biden bare var mere corporate status quo, men det er sgu’ da dejligt, at man kan blive positivt overrasket.”

Det høje humør, som progressive møder Biden med, har bund i en stribe konkrete handlinger og love, der allerede er blevet vedtaget, og endnu flere markeringer af, hvilken retning han ønsker at føre i sine fire som præsident:

For det første Bidens regering, som er er den mest mangfoldige nogensinde:

Færre mænd end før, flere kvinder, flere minoriteter, den første kvinde som finansminister, den første sorte som forsvarsminister, den første erklærede homoseksuelle minister, den første minister med baggrund i den oprindelige befolkning, den første transkønnede, etc.

For det andet Bidens første store lovpakke, som skal afhjælpe konsekvenser af corona:

Pakkens indhold er dramatisk, fordi den både indeholder masser af venstreorienterede tiltag som bedre dagpenge, nemmere adgang til sundhedsbehandling, store tilskud til børnefamilier med mere, og fordi den øger den føderale stats magt over delstater.

Man aner konturerne til det, man på amerikansk kalder en ’transformativ præsident’

David Trads

For det tredje de mange signaler og udspil om den kurs, præsidenten kæmper for:

Det udspil til en infrastrukturpakke, han er kommet med, lægger blandt andet op til en enorm grøn omstilling: øget topskat, selskabsskat og aktieskat til landets rigeste; kolossale tilskud til uddannelser; og enorme investeringer i offentlige transport og billigere huse.

For det fjerde hans udenrigspolitiske signaler, som er endog meget tydelige:

Klar opbakning til alliancer og samarbejde, især, men ikke kun, med FN, NATO og EU. Krystalklare markeringer over for denne verdens autoritære styre, inklusive Kina, Rusland og Tyrkiet om, at demokrati og menneskerettigheder står helt i centrum igen.

Når man lægger det hele sammen – mangfoldigheden i udnævnelser, massiv udbygning af en velfærdsstat, nærmest revolutionær grøn omstilling, styrkelse af føderal magt, USA tilbage som moralsk leder – ja, så aner man konturerne til det, man på amerikansk kalder en ’transformativ præsident’:

Efter sine første 100 dage i Det Hvide Hus er der stadig flere blandt USA's kommentatorer og præsidentielle historikere (ja, det er faktisk et fag overthere!), som er begyndt at sammenligne ham med to af de største præsidenter, som Demokraterne har haft:

Dels Franklin D. Roosevelt, præsidenten, der førte nationen ud af 1930’ernes økonomiske depression med sin ’New Deal’, en Keynes-inspireret økonomisk politik. FDR’s fordelingspolitik og ekspansive finanspolitik lignede det, som Socialdemokratier opbyggede i Nordeuropa.

Dels Lyndon B. Johnson, præsidenten, som i 1960’erne stod i spidsen for opbygningen af ’The Great Society’, som gav markante løft til USA's fattigste, især gennem oprettelse af offentlig sundhedshjælp til dem, der havde mest behov. LBJ gennemførte også historiske love, der betød, at den formelle racisme mod sorte forsvandt.

Alene at blive nævnt i samme åndedrag som FDR og LBJ er en ros for Biden, som de færreste, inklusive ham selv, havde set komme. I slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020 håbede de fleste demokratiske vælgere, at en anden end Average Joe, Sleepy Joe eller Joe Normal skulle blive deres kandidat, og da de fik ham, var han mere tålt end beundret.

Der var bare ikke noget swung over den nu 78-årige gamle, hvide mand, hvis valgkamp længe syntes bare at handle om, at han var det modsatte af Donald Trump. Længe så den venstreorienterede halvdel af de demokratiske vælgere Biden som endnu en i rækken af de demokrater, der var så konsensussøgende, at de næsten lige så godt kunne være republikanere – endnu en Hillary Clinton, Barack Obama og Bill Clinton, som de så som skuffelser, når først de kom til magten.

Hvis Biden virkelig skal lykkes med at blive en stor præsident, så skal han først og fremmest formå at få det politiske system til at arbejde sammen igen.

David Trads

Men…der findes en talemåde i amerikansk politik, som Biden virkelig har brudt:

Normalt siger man, at ’you campaign in poetry, but govern in prose’ – altså at man i kampagner taler i smukke, korte sætninger (poesi), mens man, når først man har magten, skal i gang med indviklede, lange udredninger (romaner) for at få ting til at lykkes gennem små reformer. Obama og Clinton er mestrene.

Biden har imidlertid gjort det lige omvendt, idet hans kampagnebudskaber var indviklede og lange, mens han politiske udspil fra det øjeblik, han indtog magten, er korte og præcise. Ikke nogen stor campaigner, men noget, der ligner en stor leder.

Det mandat, som Biden fik ved valget i november 2020, var ikke stort – for selv om han vandt præsidentvalget klart, så tabte Demokraterne mandater i Repræsentanternes Hus, og, troede man, så fastholdt Republikanerne lige akkurat flertallet i Senatet. Helt overrumplende vandt Demokraterne imidlertid to suppleringsvalg i Georgia i januar, hvilket betød, at de to partier nu begge har 50 senatorer, hvilket reelt er flertal til Demokraterne, fordi vicepræsidenten i tilfælde af stemmelighed afgør en afstemning.

Det boost ændrede alt for Biden – for fra at være i en situation, hvor han som udgangspunkt ikke kunne få flertal i Senatet, er det nu lige omvendt. Det betyder, at de udspil, som Biden kommer med, reelt kan ende med at blive vedtaget, hvilket har givet en fuldkommen anderledes dynamik i Kongressen. Det er den virkelighed, der giver Biden medvind.

Men…der er – som altid i politik – masser af farer og faldgruber forude. Der er de konkrete – for eksempel hvordan håndterer Biden den spirende indvandringskrise, og hvordan kan han levere på sine vidtløftige ønsker om at begrænse antallet af våben – men her er det problem, som er allerstørst:

Biden lovede igen og igen i valgkampen, at han ville samle nationen!

Efter fire års dyb splittelse under Trump og i virkeligheden også otte års dyb splittelse under Obama lovede den gamle, erfarne politiker, at han – og kun han – havde evnerne til at samle den iturevne nation igen. Den drøm deler mange.

Indtil videre ligner det imidlertid kun en drøm – for trods alle de gode intentioner, herunder helt åbenlyst en bedre tone mellem politikerne i Washington DC, ja, så er det simpelthen ikke lykkedes. Alt, hvad Biden får igennem, er udelukkende sket med egne stemmer.

Ansvaret er naturligvis ikke kun Bidens. Det republikanske parti obstruerer indtil videre alt. Den benhårde kurs, som Demokraterne førte over for Trump – kulminerende med to rigsretssager! – agter Republikanerne nu tydeligvis at hævne sig på.

Hvis Biden virkelig skal lykkes med at blive en stor præsident, så skal han først og fremmest formå at få det politiske system til at arbejde sammen igen. Det er selvsagt nemmere sagt end gjort – men han har en fordel, som ingen anden præsident har haft:

Næsten alle tror, at han kun har en periode, idet kun de færreste har fantasi til at forestille sig, at han stiller op igen i 2024, når han er 81 år. Derfor kan han tillade sig at være den, der rækker ud efter den anden side – og indgår en stor aftale, funderet på midten af politik, og, lige så vigtigt, det er af samme årsag nemmere for republikanske politikere at gøre det samme.

Det vil til gengæld skabe et nyt problem…nemlig at denne verdens Ocasio-Cortez’er og Dragsted’er vil blive skuffede. Det vil Biden givet kunne leve med, hvis bare han – præcist som LBJ – med bred opbakning får gennemført transformative love.

Det har han sådan cirka tre år og ni måneder til at nå. Uret tikker. Tik-tak. Tik-tak.