Kronik

Kinaekspert: Lunt møde på Bali smelter ikke kold krig mellem Joe Biden og Xi Jinping

G20-topmødet på Bali blev USA's præsident Joe Biden og Kinas præsident Xi Jinping første ansigt-til-ansigt møde siden Bidens indtræden i Det Hvide Hus. Men trods positive udmeldinger efter mødet, skal man ikke tro, at alt nu er fryd og gammen mellem de to nationer, skriver Casper Wichmann.

Kinas leder Xi Jinping og USA's præsident Joe Biden mødtes ved G20 topmødet den 15. november 2022.
Kinas leder Xi Jinping og USA's præsident Joe Biden mødtes ved G20 topmødet den 15. november 2022. Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Casper Wichmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forholdet mellem USA og Kina har længe været nedadgående og på frysepunktet.

Joe Biden har fulgt Donald Trumps hårde linje overfor kineserne, og situationen omkring Taiwan er siden sommer blevet mere og mere tilspidset.

Det var derfor ventet med spænding, at de to statsledere nu endelig fik mulighed for at sætte sig ned over for hinanden til en bilateral samtale om forholdet mellem Kina og USA.

Det var samtidig to statsledere, der ankom til Bali fyldt op med selvtillid: Joe Biden havde ikke fået den store øretæve ved midtvejsvalget, som Demokraterne var spået, og Xi Jinping har efter den 20. partikongres opnået en ny periode som generalsekretær for Kinas kommunistparti og har fået sine egne loyale, støtter indsat i toppen af partiet.

Det skal derfor understreges, at det er absolut positivt, at de to landes ledere kan sætte sig ned og tale sammen ansigt til ansigt.

Netop spørgsmålet omkring Taiwan har været et stridspunkt mellem de to nationer.

Nancy Pelosis besøg til øen i august i år afstedkom kinesisk vrede og sanktioner, der blandt andet betød en stopper for klimasamarbejdet.

Det kunne tyde på, at begge parter har haft behov for at tage en timeout i Taiwan-konflikten og få taget toppen af spændingerne i Taiwan-strædet

Casper Wichmann, Sinolog og leder af ThinkChina

Ved G20-mødet på Bali fik Xi Jinping understreget, at Taiwan-spørgsmålet er den første – og største – røde linje i forholdet mellem USA og Kina.

Fra amerikansk side anerkendte Biden også ét-Kina-politikken, der anerkender, at der kun findes ét Kina - Folkerepublikken - men påpegede dog samtidig, at den kinesiske linje overfor Taiwan er alt for aggressiv.

Biden har ved forskellige lejligheder fået sået tvivl om den såkaldte strategiske tvetydighed, som man benytter overfor Kina og Taiwan, der både skal afholde Kina fra militær handling overfor øen, men modsat heller ikke give Taiwan idéer om, at man kan erklære sig uafhængig og regne med militærhjælp fra amerikanerne.

Det kunne tyde på, at begge parter har haft behov for at tage en timeout i Taiwan-konflikten og få taget toppen af spændingerne i Taiwan-strædet.

Et andet positivt resultat af de to statslederes samtale var enigheden om, at brugen af atomvåben i krigen i Ukraine ikke kunne komme på tale. Her gentog Xi Jinping, hvad han også havde sagt i forbindelse med den tyske kansler, Olaf Scholz’, besøg i Beijing.

Det kunne derfor se ud som om, at Rusland og Putin nu er helt isoleret, da omdrejningspunktet jo er Putins trusler om mulig brug af atomvåben i krigen i Ukraine.

Man skal dog ikke tage fejl af, at Kina dog stadigvæk yder moralsk støtte til Rusland, hvor man kan. Den kinesiske udenrigsminister talte med sin russiske kollega, Sergey Lavrov, og kunne efterfølgende rose Rusland for at den ”rationelle” og ”ansvarlige” holdning om ”at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes”.

Kina synes således ikke interesseret i at kaste Putin under bussen og lade Rusland i stikken.

Joe Biden udtalte efterfølgende også til Bloomberg, at han ikke mener, at man er på vej ind i en ny kold krig, hvilket kinesiske statsmedier også var ude at gentage efterfølgende.

Men til trods for de positive aspekter ved mødet mellem Xi og Biden, skal man dog ikke gøre sig forhåbninger om, at alt nu er fryd og gammen.

Mellem linjerne, og i det usagte imellem de to parter, fortsætter rivaliseringen for fuld udblæsning. I den nyligt offentliggjorte Nationale Sikkerhedsstrategi i USA bliver det med alt tydelighed understreget, at Kina er den største trussel mod amerikansk sikkerhed.

Vi skal derfor i stigende grad forhold os til en ny verdensorden, hvor vi ikke kommer uden om Kina på godt og ondt. Her melder der sig en række udfordringer og muligheder for Danmark

Casper Wichmann, Sinolog og leder af ThinkChina

Kina, som det bliver beskrevet, er den eneste amerikanske konkurrent, der har intentionen om at omforme verdensordenen, og samtidig også i stigende grad har de økonomiske-, teknologiske-, og militære muskler at underbygge det med.

USA vil derfor stadigvæk gøre alt, hvad de kan for, at Kina ikke skal blive for stor en trussel. Det så vi et tydeligt eksempel på i oktober, da Joe Biden lancerede utrolig stram kontrol over amerikansk teknologi i Kina, der skal gøre det så absolut svært – for ikke at sige umuligt – for Kina at kunne blive så stærke inden for kvantecomputere, kunstig intelligens, og så videre, så det kan give Kina en militær overhånd.

Da det amerikanske udspil skete lige op til den kinesiske partikongres, er der endnu ikke kommet et kinesisk modsvar, men det ville ligne kineserne dårligt at lade det stå uimodsagt hen.

Netop grundet rivaliseringen med Kina har USA også blikket stift rettet imod Indo-Pacfic regionen, hvormed EU – og således også Danmark – skal vænne sig til den nye virkelighed, at vi selv skal varetage europæisk sikkerhed og løse konflikter i nærområdet.

Vi skal samtidig også forholde os til, at rivaliseringen mellem USA og Kina – trods de positive udmeldinger fra Bali – ikke forsvinder, men højest sandsynligt vil blive værre.

USA vil derfor gøre sit for at trække EU med ind i konflikten på sin side, og fra kinesisk side vil man for alt i verden ikke have et samlet EU imod sig, og slet ikke ledt an af USA. Derfor må Xi Jinping have været meget begejstret for Scholz’ besøg, da han gennem det netop kunne konstatere, at EU ikke kan komme til enighed omkring en fælles linje overfor Kina.

Læs også

Vi skal derfor i stigende grad forhold os til en ny verdensorden, hvor vi ikke kommer uden om Kina på godt og ondt.

Her melder der sig en række udfordringer og muligheder for Danmark:

Hvordan får vi løst de globale klimaudfordringer sammen med kineserne, når klimaforhandlingerne også bliver politiseret, og samtidig med, at vi på forsyningssiden er dybt afhængige af Kina, når det gælder solceller? Hvordan vil vi fra dansk og europæisk side forholde os, hvis det værste skulle ske og det kommer til en militærkonflikt på Taiwan?

Vi håbede forgæves til det sidste med Rusland og Ukraine, men har vi råd til det samme med Taiwan?

Et godt sted at starte ville i hvert fald være at opruste dansk viden og vidensproduktion om Kina og Asien, så vi får det bedst mulige og mest oplyste grundlag at kunne agere ud fra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Casper Wichmann

Sinolog, leder, ThinkChina
MA, China Studies (Københavns Uni. 2012)