Debat

Militærforskere: Rusland har igen udviklet sig til en militær stormagt

KRONIK: Efter mere end ti år med stigende militærudgifter og store reformer fremstår Rusland i dag som en seriøs militær stormagt, også set med Nato-øjne, skriver Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun.

Putin og Rusland har vist prøver på sin militære magt ved for eksempel i 2014 at annektere Krim, som Rusland stadig ikke har forladt. 
Putin og Rusland har vist prøver på sin militære magt ved for eksempel i 2014 at annektere Krim, som Rusland stadig ikke har forladt.  Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vesten blev taget på sengen, da russiske specialstyrker og prorussiske grupperinger i løbet af få dage i slutningen af februar 2014 besatte det regionale parlament i hovedstaden Simferopol på Krim.

I en velplanlagt og dybt professionel operation blev Krim besat af "små grønne mænd", næsten uden at der blev løsnet et skud.

Kontrasten til de russiske styrker, der deltog i krigen mod Georgien i 2008, hvor halvdelen af de hastigt deployerede kampkøretøjer brød sammen på vej til den sydossetiske grænse, og hvor soldaterne plyndrede georgiske civile og tømte georgiske militære anlæg for alt fra amerikanske Humwees til militærstøvler, kunne næsten ikke være større.

Alle de russiske soldater, som deltog på Krim, havde egne kommunikationsmidler. Herunder var nogle i stand til at blokere eller undertrykke fjendtlig kommunikation.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Under krigen mod Georgien var den russiske operation præget af ineffektive kommando- og kontrolsystemer og manglende efterretningsstøtte.

Det russiske GPS-system, Glonass, svigtede i mange tilfælde. Helt grelt var det, da den russiske øverstkommanderende, general Anatoli Kruhlev, på et tidspunkt var nødt til at låne en civil mobiltelefon af en journalist for at komme i kontakt med sine underordnede.

I yderste konsekvens besidder Rusland i dag styrken til at kunne besætte de baltiske lande eller det østlige Polen relativt hurtigt – inden Nato kan nå at gøre noget

Niels Bo Poulsen og Jørgen Staun, Redaktører og medforfattere til bogen 'Rusland som militær stormagt'

Forvandlingen af det russiske militær på bare seks år lignede – og ligner – en veritabel metamorfose. Men udviklingen stoppede ikke i 2014. I de senere år har Rusland bygget op til og øvet sig til konflikt mod en endnu stærkere modstander – Nato.

Det er vigtigt at understrege, at Ruslands nyvundne styrke ikke i sig selv betyder, at man i Kreml planlægger en militær konfrontation med Nato.

Men som vi skal se i kronikkens afslutning, er der alligevel grund til at bekymre sig over, hvilke nye muligheder rollen som militær stormagt giver Rusland.

Den russiske hær
Alt i alt har Rusland cirka en million mand under våben, fordelt på alle værn, heraf er omkring to tredjedele professionelle.

Hertil kommer godt 700.000 i reserve samt omkring 900.000 civilt ansatte i støttestrukturen. For landmagten Rusland er hæren det vigtigste værn.

Selvom Ruslands overordnede militærdoktrin er defensiv af natur, er hæren organiseret, sådan at den er i stand til i en krisesituation at tage initiativet og gennemføre en større konventionel krig med meget kort varsel.

Øvelsesmønsteret over de senere år vidner om en tydelig udvikling: Rusland øver sine væbnede styrker i med kort varsel at kunne gennemføre store, konventionelle operationer mod en ligeværdig modstander (Nato).

I Tsentr-øvelsen i 2019 indsatte man 128.000 mand, 600 fly, 250 kampvognskøretøjer, 450 infanterikøretøjer og 200 artilleripjecer og raketsystemer i et storstilet forsvar mod et tænkt, konventionelt angreb fra en ligeværdig modstander. Natos største øvelse i nyere tid, Trident Juncture i 2018, var på 50.000 mand.

Den russiske flåde
Ruslands flåde er ikke, hvad den var i Sovjetunionens velmagtsdage. I praksis ser vi et Rusland, som langsomt mister evnen til at operere på verdenshavene.

I stedet træder en kystflåde, som kun kan anvendes i nærområderne. Rusland har ganske enkelt svært ved at bygge tilstrækkeligt med nye, store overfladeskibe til at erstatte de gamle sovjetiske skibe, som nu udfases.

For at kompensere for den manglende evne til at operere langt fra hjemlandets kyster har man i stedet søgt at udruste de nye, mindre krigsskibe – fortrinsvis fregatter og korvetter – med langtrækkende præcisionsmissiler, eksempelvis af typen Kalibr. Rusland har samtidig udbygget sin flåde af moderne, atomdrevne ubåde. Nye ubåde i Borey- og Jasen-klassen kommer nu drift.

Vi vil efter al sandsynlighed over de kommende år opleve, at Ruslands værftsindustri efter at have brugt mange år på prototyperne nu kan producere i større antal: Op mod ti til 14 Borey-klasse-ubåde (for tiden har de fire i søen) og otte Jasen-klasse-ubåde i alt (for tiden har de én i søen).

Dermed besidder Rusland en yderst moderne og kapabel ubådsflåde, kun overgået af USA's. Den giver både Rusland sikkerhed for at have nærmest usårlige atomvåben dybt under havets overflade, ligesom det giver mulighed for at kunne forstyrre USA's evne til at undsætte sine allierede i Europa over Atlanten.

Det russiske luftvåben
På det luftmilitære område har Rusland i en årrække brugt en del ressourcer på at udvikle og modernisere sine luftforsvarssystemer.

De russiske militærteoretikere har nemlig set, hvordan USA og Nato fører krig og har konkluderet, at Vestens luftoverlegenhed er en af alliancens væsentligste styrker. Omvendt er afhængigheden af disse ekstremt dyre luftbårne våbenplatforme en af alliancens væsentligste sårbarheder.

Derfor har Rusland haft fokus på at udvikle og producere jordbaserede luftforsvarssystemer i en variation og mængde, som ingen andre lande har – heller ikke Nato.

Og med langtrækkende og moderne 3D-radarer og en distriktsopdelt og ret robust kommandokontrolstruktur er Rusland godt rustet til at gennemføre offensive og defensive "counter air"-operationer.

Mange af kapaciteterne er endvidere testet live i krigen i Syrien, og træningsstandarden er høj og på niveau med Natos. Resultatet er et særdeles kapabelt, lagdelt luftforsvar, som vil volde en angriber store vanskeligheder – også Nato.

Kvantitativt bagud i luftrummet
Natos tiltagende "stealth"-kapacitet – alene F-35 kampflyet er for eksempel bygget i over 500 eksemplarer og efterhånden udbredt i en stor del af Nato – vil dog formentlig udgøre en væsentlig udfordring for det russiske luftforsvar. Hvor stor er det vanskeligt (og også udenfor forskningsprojektets rammer) at vurdere.

Ruslands egen kapacitet indenfor "stealth" er til gengæld forsvindende lille. Kun ti prototyper er der til dato bygget af det russiske femtegenerationsfly SU-57 Felon.

Læs også

Med et samlet antal kamp- og bombefly samt elektronisk krigsførelsesfly på kun godt 1.200 i alt er Rusland svært numerisk underlegen i forhold til et forsøg på over længere tid at fravriste et samlet Nato kontrollen med luftherredømmet, alene baseret på en vurdering af fly versus fly.

I forhold til lufttransport er man til gengæld meget godt med. Således vurderes Rusland at kunne flytte personellet til fem en halv til seks motoriserede riffelbrigader, svarende til 25.000 til 27.000 soldater, i en samlet bevægelse – frem til præpositioneret materiel eller til steder, hvor man efterfølgende kan køre kampvogne, lastbiler og forsyninger ind. Dette er klart en "force multiplier", som styrker Ruslands evne til at føre landkrig i sit eget nærområde.

Atomvåben
På kernevåbenområdet er Rusland ikke blot en stormagt, men en regulær supermagt.

Rusland råder den dag i dag over 46 procent af verdens atomsprænghoveder foran USA med 41 procent. Begge lande har omkring 1.550 til 1.600 af dem deployeret, som aftalt i våbenkontrolaftalen New Start, der udløber i februar måned i år, hvis den ikke forlænges.

Hertil har Rusland 2.740 strategiske atomvåben i reserve (USA har 2.050), som med kort varsel vil kunne gøres klar til affyring.

Sprænghovederne er fordelt på forskellige affyrings- og fremføringsplatforme i den nukleare triade bestående af landbaserede missiler, ubåde og fly for derved at sikre evnen til atomar gengældelse.

Dertil kommer godt 1.880 taktiske atomsprænghoveder af mindre (men dog stadig enorm) sprængkraft og rækkevidde. Disse er tænkt til at skulle anvendes taktisk på kamppladsen i en eventuel krig.

Især de taktiske atomvåben – hvor Rusland har markant flere end Nato – har givet anledning til diskussion af, om Rusland har en såkaldt "escalate to deescalate"-doktrin.

Doktrinen, hvis den findes, handler om, at Rusland i en krigssituation kan tænkes at anvende atomvåben tidligt i en konflikt for derved at intimidere Nato og opnå, at konflikten deeskaleres ved at Nato trækker sig.

Truslen fra Rusland
Ruslands oprustning påvirker derfor Danmarks sikkerhed. Ikke mindst fordi Rusland deler landegrænse med en række danske Nato-partnere i Østersøområdet.

I yderste konsekvens besidder Rusland i dag styrken til at kunne besætte de baltiske lande eller det østlige Polen relativt hurtigt – inden Nato kan nå at gøre noget.

Men det er næppe styrets plan at lade kampvognene rulle henover Vistulasletten. For så længe Nato indeholder et troværdigt amerikansk løfte om sikkerhedsgarantier, vil en storkrig ikke kunne vindes af Rusland.  

Truslen fra Rusland handler også om, at landet blander sig stadig mere aktivt i de demokratiske staters indre forhold. Denne indblanding går fra meningspåvirkning over hacking og forsøg på valgmanipulation til mord på russiske borgere.

Et stærkt, russisk forsvar indsnævrer de vestlige demokratiers muligheder for at svare igen. Og det er først og fremmest på den måde, at Rusland i dag er en trussel for Danmark og dets allierede: I ly af sit stærke forsvar har Rusland søgt at underminere de vestlige demokratier.    


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion