Debat

Netværk mod atomvåben: Vesten gambler med sikkerheden, når de ignorerer Ruslands atomtrusler

Krigen i Ukraine trækker i langdrag, og debatten i Rusland understreger faren for atomkrig. Derfor opfordrer vi den danske regering til at arbejde for våbenhvile i Ukraine, og til at Danmark tilslutter sig FN's traktat om forbud mod atomvåben, skriver aktive i netværket Forbyd Atomvåben – Ican i Danmark.

I Rusland diskuterer man en ændring af atomdoktrinen med mulighed for 'first use', skriver de fire forfattere.
I Rusland diskuterer man en ændring af atomdoktrinen med mulighed for 'first use', skriver de fire forfattere.Foto: Alexei Babushkin/AP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med krigen i Ukraine risikerer atombevæbnede magter at komme i direkte konflikt, hvorfor mange vurderer, at faren for en atomkrig er større end under Den Kolde Krig – Cuba-krisen undtaget.

I Forbyd Atomvåben mener vi, at det er den vigtigste grund til, at en våbenhvile er påtrængende nødvendig.

Akademikere tæt på magten i Kreml diskuterer, om Rusland bør ændre sin atomvåbendoktrin til at omfatte 'first use' – at kunne anvende atomvåben først.

Rusland skal så gennemføre et "forebyggende angreb" for at genskabe Vestens frygt for atomvåben og vise, at der er alvor bag tidligere fremsatte trusler og advarsler.

Terrorbalancen bør elimineres, ikke genoprettes

Allan Mygind Vokstrup, Hasse Schneidermann, Helge Ratzer og Palle Bendsen
Aktive i Forbyd Atomvåben – Ican i Danmark

I Forbyd Atomvåben er vi alarmeret over denne diskussion, som vi ikke har set, at danske eksperter og politikere har forholdt sig til.

USA og Rusland har tidligere tålt nederlag i stedfortræderkrige, men spørgsmålet er, om atommagten Rusland kan acceptere et militært og politisk nederlag i Ukraine – hvor fjernt det end måtte være – uden at anvende atomvåben.

Derfor er den russiske diskussion, som vi skitserer nedenfor, alvorlig og skræmmende, og en, som vores hjemlige offentlighed bør forholde sig til.

Forebyggende atomangreb

Sergej Karaganow har i juni 2023 skrevet en artikel med overskriften: 'En vanskelig, men nødvendig beslutning: Brugen af ​​atomvåben kan redde menneskeheden fra en global katastrofe'.

Hvis Rusland skal kunne fastholde de østlige og sydlige dele af Ukraine og sikre resten af landet som en demilitariseret bufferstat, skal Rusland tvinge Vesten til "et strategisk tilbagetog".

Læs også

Det kræver, at Rusland anvender atomvåben. Ellers "vil ikke kun Rusland gå til grunde, men højst sandsynligt hele den menneskelige civilisation."

Men atomafskrækkelsen virker ikke som tidligere, og det har fået Vesten til at udløse en krig mod atommagten Rusland. Derfor må frygten for en atomar eskalering må genskabes" og "fjenden skal vide, at vi er parate til at udføre en forebyggende gengældelse for alle dens nuværende og tidligere aggressioner for at forhindre at glide ind i en global termonuklear krig".

'First use'-atomdoktrin

Dmitri Trenin, der er forskningsprofessor ved Fakultetet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik, skriver i artiklen 'Ukraine-konflikten og atomvåben', at gentagne henvisninger til Ruslands atomvåben ikke har forhindret optrapningen af USA/Natos "deltagelse i fjendtlighederne i Ukraine".

Trenin mener, at Vestens styrke siden Sovjetunionens fald har fået frygten for atomvåben til at forsvinde. "Den praktiske konklusion heraf er indlysende: Der er ingen grund til at frygte en russisk reaktion". Vestens optrapning i Ukraine vil føre til et væbnet sammenstød mellem Rusland og Nato.

Forbyd Atomvåben – Ican i Danmark

Forbyd Atomvåben – Ican i Danmark er et netværk af organisationer, der er Ican-Partnere.

'The International Campaign to Abolish Nuclear Weapons', Ican, forener 650 organisationer i 110 lande.

Ican modtog Nobels Fredspris i 2017 for sit arbejde for FN's traktat om forbud mod atomvåben.

Trenin skriver: "Faktisk har USA nu stillet sig selv en opgave, som var utænkelig under Den Kolde Krig: At besejre en anden atomsupermagt i en for denne strategisk vigtige region – uden at ty til atomvåben, men kun ved at bevæbne og kontrollere et tredjeland."

Atomafskrækkelsen skal genoprettes ved at give mulighed for at anvende atomvåben først, så frygten kan vende tilbage i den offentlige bevidsthed: "I atomalderen er det den eneste garanti for at opretholde menneskeheden."

Det vil bane vejen for en ny strategisk balance, som Rusland kan leve med. Han konkluderer: "Muligheden for at bruge atomvåben i den aktuelle konflikt bør ikke ignoreres".

Iwan Timofejew, der er generaldirektør for Det Russiske Råd for Internationale Anliggender har gået i rette med Karaganow.

Under overskriften 'Forebyggende atomangreb? Nej!', erklærer han sig enig i, at forholdet til Vesten repræsenterer et "blødende sår" for Rusland, og at end ikke en militær sejr vil løse problemet, fordi Vesten fortsat vil inddæmme og udmatte Rusland og "derved skabe betingelserne for en revolutionær omstyrtning".

Læs også

Men et chok fra et forebyggende atomangreb vil blot få Vesten til at "følge Rusland op ad eskaleringsstigen og eventuelt overgå det". Det kan føre til en global katastrofe og efterlade den russiske stat "katastrofalt svækket, hvis ikke ødelagt".

Timofejew skriver om atomvåben, at kun "i tilfælde af direkte militær aggression mod Rusland og en trussel mod statens eksistens, kan deres brug blive uundgåelig".

Gambler med fremtiden

Det russiske angreb på Ukraine, eskalationen herefter, fastfrysningen af fronterne og de atomtrusler, som diskussionen blandt russiske eksperter forstærker, viser os, at atomvåben anvendes til politisk afpresning.

Hvis vi vil undgå det, så må bestræbelserne siden 1945 for at få forbudt produktion, afprøvning, brug og trusler om brug af atomvåben virkeliggøres. Terrorbalancen bør elimineres, ikke genoprettes.

At ignorere, at man i Rusland diskuterer at ændre atomdoktrinen med mulighed for 'first use' for at balancere USA, som ikke har opgivet 'first use', er gambling.

Krigen i Ukraine trækker i langdrag. Debatten i Rusland understreger faren for atomkrig. Derfor opfordrer vi den danske regering til at arbejde for våbenhvile i Ukraine, og til at Danmark tilslutter sig FN's traktat om Forbud mod Atomvåben.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Allan Mygind Vokstrup

Rådsmedlem i Rådet for International Konfliktløsning, bestyrelsesmedlem, Fredsministerium
cand.mag. (Aarhus Uni. 1975), master i Afrika Studier (Københavns Uni. 1997)

Hasse Schneidermann

Afgået formand, Tribunalforeningen

Palle Bendsen

Aktivist, Miljøbevægelsen Noah
Kystskipper, voksenunderviser, humanøkolog

0:000:00