Nu er der et før og efter 24. februar

Den sovjetiske leder, Vladimir Lenin, er citeret for at have sagt: "Der er årtier, hvor der ikke sker noget, og der er uger, hvor der sker årtier."

Sådan fornemmes dagene efter 24. februar 2022. Dagen, der for altid markerer enden på perioden fra Den Kolde Krigs afslutning med murens fald i 1989 til nu. Og som markerer starten på en ny krig i Europa 23 år efter afslutningen af det blodige opgør om Eksjugoslavien fra 1991 til 1999.

Der er sket årtier på en uge. Med den russiske invasion af Ukraine blev verden med et slag forandret og vil være det for eftertiden, uanset hvordan og hvornår krigen måtte ende.

Hvis vi naivt troede på, at anvendelsen af rå militær magt i Europa kunne henlægges til en grusom fortid, så vågnede vi op 24. februar om morgenen til en anden virkelighed. Nu sidder vi og følger luftalarmer og raketter over de ukrainske byer på tv og de sociale platforme. Vi ser de ødelagte huse og en befolkning henvist til beskyttelsesrum og underjordiske togstationer. Hvem bliver det næste offer? Vi holder med lille, modige David mod store, stærke Goliat, selv om odds er håbløse.

Hvis vi troede, at Tyskland for altid ville være en sovende kæmpe i Europa på grund af landets blodige forhistorie, så udløste den russiske invasion 24. februar et jordskælv. 

Lisbeth Knudsen

Hvis vi troede, at en mands drøm om et russisk storrige var en forestilling, der kunne ignoreres eller kapsles inde, så blev vi klogere. Vi ser en russisk leder, der slynger om sig i et usædvanligt stærkt ordvalg med anklager om terror og nynazisme mod naboerne i Ukraine. Vi hører en af verdens militære stormagter, der ifølge Putin føler sig truet på sin sikkerhed og derfor angriber Ukraine.

Hvis vi troede at Nato-pagten ville være nok afskrækkelse for en russisk leder med imperietrang, så ved vi nu noget andet. Hvis vi troede, at tiden for store strømme af mennesker på flugt fra krig i Europa var slut, så tog vi fejl. Nu er snart en million mennesker ud af Ukraines 44 millioner på flugt. Kvinder og børn efterlader deres mænd og fædre til militærtjeneste i Ukraine, mens de selv søger beskyttelse i de nærmeste lande.

Hvis vi troede, at Tyskland for altid ville være en sovende kæmpe i Europa på grund af landets blodige forhistorie, så udløste den russiske invasion 24. februar et jordskælv. Den nye tyske kansler, Olaf Scholz, knuste alle tabuerne i tysk udenrigspolitisk i en historisk tale. Scholz meddelte, at Tyskland ville afslutte sin afhængighed af russisk gas, bruge yderligere 100 milliarder euro på dets militær og levere hundredvis af panserværnsvåben og Stinger-missiler til Ukraine for at hjælpe med at modvirke Ruslands omfattende angreb.

Hvis vi troede, at vi i et fredeligt Europa fri af Mellemøstlig kontrol med vores energiforsyning, kunne sameksistere med russerne om at sikre gasforsyningen, så tog vi grusomt fejl.

Lisbeth Knudsen

Og pludselig lød der fra EU nye toner om at sende militær hjælp til Ukraine, selv om EU i årtier ikke har været i stand til at enes om en offensiv forsvarsrolle. Og i Sverige og Finland har en debat om Nato-medlemskab pludselig fået medvind og ny interesse.

Hvis vi troede, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, blot var en komiker, der blev politiker ved et tilfælde, så ved vi nu, at han er blevet et ikon for sit land og er en særdeles stærk kommunikator. En mand med nyvunden heltestatus, som ikke gemmer sig på et præsidentkontor og afviser at blive evakueret, men som i stedet spiser og drikker te med sine soldater i en bunker og sender videoer med peptalks fra Kyivs gader for at holde sammen på sit folk og sit land.

Alt imens hans diametrale modstykke i Moskva, Vladimir Putin, ses stadig mere indebrændt og vred som i en magtdemonstration siddende ved overdimensionerede 6-7 meter lange mødeborde, enorme skriveborde og forgyldte sale med sine rådgivere og militærfolk på mange meters afstand.

Hvis vi troede, at en 64 kilometer lang russisk militærkolonne af køretøjer på vej mod Kyiv ville skræmme livet af den ukrainske befolkning, så tog vi fejl. Det fik dem snarere til at producere molotov cocktails i kældere og baggårde som velkomsthilsen til de russiske soldater, der ifølge amatøroptagelser synes at have meget lidt kampmoral endsige lyst til at skyde på broderfolket i Ukraine.

Hvis vi troede, at vi i et fredeligt Europa fri af Mellemøstlig kontrol med vores energiforsyning, kunne sameksistere med russerne om at sikre gasforsyningen, så tog vi grusomt fejl. Nu kan konsekvensen af krigen i Ukraine blive en langvarig energikrise og et tilbageslag for den grønne omstilling, fordi der skal skaffes kortsigtet erstatning for den russiske gas med mere CO2-belastende brændsler.

Krigen er blevet en såkaldt gamechanger, der kan få betydning for alt fra økonomien til sikkerhedspolitikken, den globale handel og klimaindsatsen, når energiforsyningen til dagen og vejen skal sikres.

Lisbeth Knudsen

Meget længe så Ruslands og Putins okkupationsstrategi til at lykkes. Således med annekteringen af Krim i februar og marts 2014. Der var ikke en vilje i vesten til at slå markant tilbage. Nu mærker Rusland hele verdens politiske, økonomiske, kulturelle og sportslige afstandtagen til invasionen af Ukraine med undtagelse af vennerne i Kina, Nordkorea og et par enkelte lande mere. Festen er forbi for oligarkerne i London og de russiske banker. Ruslands valutakurs i frit fald og de økonomiske blodbaner til Rusland er skåret over.

Hvis vi troede, at vi kunne gå gradvis og meget langsomt til det aftalte mål om at anvende to procent af BNP på forsvarsudgifterne, så synes det nu indlysende hos et bredt politisk flertal, at Danmark må opruste lige som resten af Nato-landene gør det i Europa med Tyskland i spidsen. Og økonomerne har allerede haft hovedet i regnemaskinerne og fundet frem til, at det nye faktum i de kommende år kommer til at koste velfærd, hvis vi ikke skal udfordre den økonomiske soliditet med mere offentlig gældsætning. Forhandlingerne om et nyt dansk forsvarsforlig har pludselig fået en hel anden baggrund.

Selv om vi siger, at 24. februar ikke bør være dagen, hvor et nyt jerntæppe er gået ned i Europa, men i stedet dagen, hvor der er lagt et jerntæppe rundt om Rusland, så vil oprustningen og frygten komme til at trække dybe spor i mange år.

Lisbeth Knudsen

Dansk politik blev forandret 24. februar. Flygtninge skal hjælpes i nærområderne har længe været et mantra i udlændingepolitikken. Det var sådan, det var med de syriske flygtninge, som vi ikke skulle have haft hertil i 2015. Men Ukraine er vores eget nærområde, og flygtninge herfra får nu fri adgang og en særlov, der sikrer dem helt andre forhold. Herom ingen politisk diskussion. Danskernes empati, solidaritet og engagement med Ukraine og de ukrainske flygtninge er overstrømmende og ve den politiker, der går imod den strømning.

Den internationale økonomiske usikkerhed og frygt for de langsigtede konsekvenser af invasionen i Ukraine sætter det normale politiske arbejde i Danmark og planerne for foråret helt ud af kraft på et tidspunkt, hvor vi så småt troede, at vi skulle tilbage til normalen efter coronaen. Pludselig bliver alt andet end krigens konsekvenser til småting.

Krigen er blevet en såkaldt gamechanger, der kan få betydning for alt fra økonomien til sikkerhedspolitikken, den globale handel og klimaindsatsen, når energiforsyningen til dagen og vejen skal sikres. Den får betydning for den globale magtbalance mellem USA, Kina og Rusland og for de globale spændinger og kampene om interesseområder og sikkerhedszoner. Den får betydning for Natos fremtidige rolle i Europa og for EU's fremtidige forsvarspolitiske dimension. 

Selv om vi siger, at 24. februar ikke bør være dagen, hvor et nyt jerntæppe er gået ned i Europa, men i stedet dagen, hvor der er lagt et jerntæppe rundt om Rusland, så vil oprustningen og frygten komme til at trække dybe spor i mange år. Bare det at sige, at der igen er krig i Europa, er skræmmende. Men mest skræmmende er måske vores afmagt, mens vi ser på, at et demokratisk land med 44 millioner mennesker bliver kørt over af tanks og hundrede tusinder af mennesker sendes på flugt.