Tænketank: Forsvarsforbeholdet får helt nye konsekvenser for Danmark

DEBAT: Med bevarelsen af forbeholdet kommer Danmark til at stå uden for forsvarssamarbejdet Pesco. Det er på tide at tage stilling til forbeholdet igen efter et kvart århundredes tænkepause, skriver Catharina Sørensen, forskningschef for Tænketanken Europa.

Af Catharina Sørensen
Forskningschef, Tænketanken Europa

Efter mange år uden store ryk er EU’s forsvarssamarbejde kommet stærkt i fokus i disse år. For eksempel foreslår Europa-Kommissionen at 22-doble forsvarsbudgetposten i EU’s kommende syvårige rammebudget.

Flere EU-lande, herunder Danmark, har også meldt ud, at de øger deres nationale militærbudget og vil intensivere samarbejdet i Europa for at få det maksimale ud af indsatsen.

Danskerne ønsker mere forsvarssamarbejde
Et absolut flertal af danskerne ønsker, at Danmark skal være en del af et tættere og forpligtende europæisk forsvarssamarbejde – selv blandt skeptikerpartierne Dansk Folkeparti og Enhedslisten er der flertal.

Det viser en repræsentativ måling med 2.028 respondenter foretaget af YouGov for Tænketanken Europa i januar.

I den sammenhæng er det afgørende med en ny debat om forsvarsforbeholdet. For målingen viser også, at under hver anden dansker kan identificere forsvarsområdet som ’forbeholdsramt’, og at blot 12 procent er klar over, at Danmark er det eneste medlemsland, der ikke deltager.

Der er yderligere tre grunde til at tage debatten:

1. grund: Verden er forandret
Forsvarsforbeholdet har eksisteret uændret og uprøvet i over 25 år. Det samme kan ikke siges om den verden, det er en del af.

Forsvarsforbeholdet stammer fra en tid før internettets udbredelse, før 11. september 2001, før islamistisk terror i Europa, før de seneste års organiserede flygtningestrømme, før Putins annektering af Krim, før Kinas voldsomme militære oprustning, før nanoteknologiske våben, før USA trak sig fra en atomnedrustningsaftale med Rusland – og før det lykkedes Donald Trump at skabe hidtil uset usikkerhed omkring fremtidens Nato-samarbejde.

Dette er nogle af de begivenheder, der har fået medlemslande i EU til at sætte skub på et tættere forsvarssamarbejde med henblik på at understøtte Nato, gøre Europa mindre afhængigt af USA og højne borgernes sikkerhed.

Det er et samarbejde, som også EU’s såkaldte neutrale lande, Finland, Irland, Sverige og Østrig, deltager i. Men altså ikke Danmark på grund af forbeholdet.

2. grund: Folkestemningen er ændret 
Den folkelige opbakning til et opgør med forsvarsforbeholdet vokser. Den danske EU-forbeholdsdebat har længe været fastlåst mellem en defensiv ja-side og en nej-side, der ganske gratis har haft patent på at tolke forbeholdene som garant for Danmarks suverænitet.

Men opfattelsen af nye ydre trusler sætter spor. I dag tegner der sig en voksende forståelse for, at forsvarsforbeholdet måske ligefrem kan gøre Danmark mindre suveræn.

Om ikke andet tegner der sig i hvert fald en fornemmelse af, at det ikke er nu, man skal stå alene. Såvel Altingets nyeste måling som vores målinger i Tænketanken Europa viser den laveste opbakning til forsvarsforbeholdet i mange år. Og når 50 procent af danskerne i dag ligefrem bakker op om deltagelse i en EU-hær, som tænketankens måling også viste, så har folkestemningen i den grad rykket sig siden forbeholdets fødsel i 1993.

3. grund: Forbeholdet får nye konsekvenser
For første gang i mange år får forsvarsforbeholdet nu nye konsekvenser. Den største konsekvens af forbeholdet har længe været, at Danmark ikke kunne sende soldater til EU’s militære missioner.

Ud over en pinlig episode, hvor danske soldater måtte trækkes hjem fra Bosnien, udelukkende fordi EU overtog kontrollen fra Nato (et samarbejde, Danmark varmt støttede), er det næppe noget, der har påvirket manges holdning.

Men i dag stiller forbeholdet Danmark uden for det forstærkede samarbejde Pesco, som alle EU27-lande ud over Malta har tilvalgt, og forringer Danmarks mulighed for at støtte danske virksomheders prioriteter inden for den nye forsvarsfond.

Tænkepausen er slut
Det kan faktisk undre, at Dansk Folkeparti efter alt at dømme vil anbefale et nej, hvis forsvarsforbeholdet kommer til afstemning.

For netop det mellemstatslige forsvarssamarbejde burde ligge godt til et parti, der går ind for et stærkere dansk forsvar og officielt bakker op om EU-medlemskab – med et udtalt ønske om at begrænse suverænitetsafgivelsen så meget som muligt.

I henhold til grundlovens paragraf 20 betyder et opgør med forsvarsforbeholdet nemlig ikke dansk suverænitetsafgivelse.

Forbeholdets skæbne afgøres af danskerne. Efter et kvart århundredes tænkepause er der i dag mange grunde til en ny stillingtagen.

Forrige artikel Enhedslisten: Stop salg af våben til diktaturstater Enhedslisten: Stop salg af våben til diktaturstater Næste artikel K-kandidat: Forsvarsforbehold skal ikke kun afskaffes for Danmarks skyld K-kandidat: Forsvarsforbehold skal ikke kun afskaffes for Danmarks skyld
  • Anmeld

    wedell christensen · cand. pæd. almen

    Dobbeltkonfekt er dobbelt så sødt og dobbelt så dyrt.

    Hvad kan EU's forsvarssamarbejde, som NATO ikke kan?
    Hvilke fordele - ud over at være til stede og betale - får Danmark af et forsvarssamarbejde i EU?
    Vil Danmark i PESCO-samarbejdet kunne gøre sig gældende på andre områder, end vi gør nu i NATO-samarbejdet mellem industrierne?
    Hidtil er jeg kun blevet præsenteret for varm luft og fugle på taget vedr. EU forsvarssamarbejde.

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    En BREXIT argumentation

    WC argumenterer som BREXIT tilhængerne: Når vi måske engang kommer til at opleve, at USA ikke gider NATO længere, så finder vi på noget nyt til den tid.

    Det vil medføre en ukendt overgangsperiode, hvor der vil herske tvivl om hvilken slags forsvar vi har.

  • Anmeld

    wedell christensen · cand. pæd. almen

    Lidt for enkelt at vi vil blive rådløse

    Brexit har altså ikke noget at gøre med NATO's struktur og militære forpligtelser hhv. forventninger og tvivl. Skal man tale sammen bør personificerende generaliseringer undgås. (Spørg bare Folketingets formand). Svaret holder sig ikke til substansen:
    Hvad kan EU's forsvarsamarbejde, som NATO ikke kan i dag?
    Jeg kan også spørge: Kan Tyskland og Frankrig (som de væsentligste) noget militært i dag helt alene uden USA? (Bortset fra atomkrig, som begge lande har). Også selv om UK vil gå med?
    Om "måske" og "gider" hvis USA ikke vil være i Europa:
    Med mit kendskab til Forsvarets evne til at hægte sig på udenlandske samarbejder, med de meget små styrker, vi kan stille med, behøver vi ikke være rådløse militært, og politisk er det jo med demokratier, så det er jo også lige til at gå til. De centrale stabsfunktioner kan blot overflyttes fra NATO til EU. Ingen grund til allerede nu at ansætte dobbelt-funktioner.
    Jeg ser ingen grund til at etablere militære systemer uden konkret årsag. De skal vel ikke øve sig i papirkrig?
    For mig at se er EU militære samarbejde stadig varm luft og fuglene på taget er nu udtrykt som "måske" og "gider". Dvs. "hvis".