Vedby: Folketingsvalget kan blive det største nybrud i dansk udenrigspolitik siden 1990'erne

KOMMENTAR: Den socialdemokratiske udenrigspolitik er siden afslutningen af Den Kolde Krig blevet bygget op om, hvad partiet ville undgå. Men ikke alle taler fra en ny udenrigsminister kan starte med et ‘aldrig mere’, der må også være et ‘i fremtiden vil vi’, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

FV19 kan betyde det største brud i dansk udenrigspolitik siden 1990’erne. En del af årsagen til dette brud er omstændigheder: Trump, Brexit, Putin, Kina, Mellemøsten er blot nogle af de udfordringer, som den nye udenrigsminister skal læse op på. Men anden del af årsagen er, at den nye socialdemokratiske regering kommer med en omverdensforståelse, der er formet af, hvad partiet har lært af 30 års udenrigspolitisk aktivisme.  
 
Den socialdemokratiske udenrigspolitik er siden afslutningen af Den Kolde Krig blevet bygget op om, hvad partiet ville undgå. Som sådan har politikken været reaktiv, og det, som socialdemokraterne har reageret på, har ofte været den måde, som amerikanske regeringer har forvaltet USA’s rolle som supermagt.  
 
Afslutningen på Den Kolde Krig fangede Socialdemokratiet på den forkerte fod. 1980’ernes modstand mod Nato’s atomafskrækkelse, EF’s indre marked og generelle kritik af den vestlige orden placerede socialdemokraterne på den forkerte side af historien, da Muren faldt. Den socialdemokratiske lære af afslutningen af Den Kolde Krig var derfor ‘aldrig mere en fodnotepolitik’.

Den aktivisme, som Venstres Anders Fogh Rasmussen gjorde til sit adelsmærke, da han overtog regeringsmagten i 2001, var således i vidt omfang indført under Poul Nyrup Rasmussen, som var den første danske statsminister, der stod og klappede i baggrunden, da en amerikansk præsident (Bill Clinton) besøgte Danmark i 1997.

Efter Nyrup var Socialdemokratiets opgave i vidt omfang at bevise sin regeringsduelighed ved at bevise sin udenrigspolitiske aktivisme i en debat med en højrefløj, som til stadighed brugte 1980’ernes fodnotepolitik mod socialdemokraterne. Da Helle Thorning-Schmidts regering i 2014 sendte F-16-fly til Syrien og Irak morgenen efter, at Folketinget havde bemyndiget operationen, var det et eksempel på, at også socialdemokrater kunne bruge magt, når amerikanerne bad om det. 
 
Hvis sloganet om ‘aldrig mere en fodnotepolitik’ førte til en pro-amerikansk linje fra socialdemokraterne, så var der en vigtig undtagelse: Irakkrigen i 2003.

Selvom socialdemokraterne efterfølgende gerne gav det indtryk, at de havde været imod hele krigen, så stemte partiet sammen med den daværende regering og Dansk Folkeparti for at sende besættelsesstyrker til Irak efter invasionen.  

Men modstanden mod Irakkrigen mobiliserede en ny generation, som ikke havde fodnotepolitikkens traume, men som tværtimod var blevet udenrigspolitisk bevidst i tiden efter Murens fald, hvor krige skulle være retfærdige, og Vesten havde magten til at yde verdens forfulgte retfærdighed. At USA således invaderede Irak uden klart FN-mandat, blev set som et eksempel på en stormagtspolitik, som verden burde have lagt bag sig. 

‘Aldrig mere en Irakkrig’ blev et slogan mod nye interventioner i særdeleshed og mod magtpolitik i almindelighed. Så da Rusland intervenerede i Ukraine i 2014 blev det i vide kredse på venstrefløjen set som magtpolitik af samme skuffe som USA’s invasion af Irak.

I sin reaktion på Ukraine-krisen vaklede SR-regeringen således mellem 'aldrig mere en fodnotepolitik', som talte for at støtte afskrækkelse af Rusland, og 'aldrig mere en Irak-krig', efter hvilken det at støtte en hård reaktion mod Rusland i Nato-regi var en magtpolitik, som man skulle holde sig for god til. 
 
Socialdemokraterne var langtfra de eneste, som var splittede mellem deres behov for idealisme og deres erkendelse af magtpolitik. Præsident Obama holdt elegante taler om emnet, alt imens han lod borgerkrigen i Syrien udvikle sig til en humanitær katastrofe. Den katastrofe udløste et flygtningepres på Europa, som i sig selv var med til at skubbe Socialdemokratiet til højre på udlændingepolitikken, men som samtidig udløste et krav om, at nogen burde gribe ind og straffe Assad-regimet for at bruge kemiske våben og drive folk på flugt.

Et ‘aldrig mere et Syrien’ var i vidt omfang lige så fjendtlig over for USA som et 'aldrig mere en Irakkrig'. I tilfældet Syrien blev USA’s manglende indgriben set som et lige så stort eksempel på kynisk magtpolitik, som USA’s indgriben i Irak var blevet set ti år før.

I stedet blev håbet rettet mod Europa, og siden hverken de europæiske lande enkeltvis eller EU havde kapaciteten til at gribe ind i borgerkrigen i Syrien, blev håbet om, at nogle ville stoppe rædslerne, oversat til et ønske om et stærkt europæisk forsvarssamarbejde, som i debatten hurtigt blev blandet sammen med behovet for at sikre de ydre grænser mod flygtninge.  
 
At vide, hvornår man skal sige nej, er afgørende for et lille lands udenrigsminister, som oftest bliver præsenteret for, hvad stormagterne vil gøre, og må lære at formulere sin politik som et svar på det. Men ikke alle taler fra en ny udenrigsminister kan starte med et ‘aldrig mere’, der må også være et ‘i fremtiden vil vi’.  

-------

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Vedby: Pandaerne markerer enden på venskabet mellem Danmark og Kina Vedby: Pandaerne markerer enden på venskabet mellem Danmark og Kina Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Rusland kan da også bare blive medlem af Nato Jens Chr. Grøndahl: Rusland kan da også bare blive medlem af Nato
  • Anmeld

    Max Clausen · Selvstændig

    Den socialdemokratiske udenrigspolitik

    Den socialdemokratiske udenrigspolitik er siden afslutningen af Den Kolde Krig blevet bygget op om, hvad partiet ville undgå. Som sådan har politikken været reaktiv, og det, som socialdemokraterne har reageret på, har ofte været den måde, som amerikanske regeringer har forvaltet USA’s rolle som supermagt.

    Max Clausen, https://regnskabspiloten.dk/

  • Anmeld

    Maximilian · Politisk engageret

    Selvom socialdemokraterne...

    Selvom socialdemokraterne efterfølgende gerne gav det indtryk, at de havde været imod hele krigen, så stemte partiet sammen med den daværende regering og Dansk Folkeparti for at sende besættelsesstyrker til Irak efter invasionen.

    - Maximilian, https://roulette-spil.dk/

Kampflyvalg: Boeing smider håndklædet i ringen

Kampflyvalg: Boeing smider håndklædet i ringen

AFSLUTNING: I mere end tre år har flyproducenten Boeing forsøgt at få adgang til beslutningsgrundlaget bag Danmarks valg af konkurrentens kampfly. Nu opgiver Boeing sagen, som de danske myndigheder har brugt mindst 2.000 timer på.