Mette Hjermind Dencker
 svarer 
Magnus Heunicke

Mette Hjermind Dencker (DF) spørger sundhedsministeren, Magnus Heunicke, om det er det pågældende sundhedspersonale, der har ansvaret for håndteringen af næsesprayen med naloxon, og ikke den sygeplejerske eller læge, der har udleveret det

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 142, Spørgsmål 2
Kan ministeren bekræfte, at det er det pågældende sundhedspersonale, der har ansvaret for håndteringen af næsesprayen med naloxon, og ikke den sygeplejerske eller læge, der har udleveret det?

Svar fra mandag den 21. marts 2022
”Kan ministeren bekræfte, at det er det pågældende sundhedspersonale, der har ansvaret for håndteringen af næsesprayen med naloxon, og ikke den sygeplejerske eller læge, der har udleveret det?” Svar:

Med lovforslaget foreslås lægemiddellovens § 39, stk. 3, ændret, således at både læger og sygeplejersker uden Lægemiddelstyrelsens tilladelse vil kunne udlevere næsespray med naloxon til brug for behandling af opioidoverdosis.

Selv om det vil være læger og sygeplejersker, som står for udleveringen af næsespray med naloxon, vil andre personer end læger og sygeplejersker godt kunne udføre udleveringsopgaven som lægens eller sygeplejerskens medhjælp. Hvis en læge eller sygeplejerske får andre personer, end læger og sygeplejersker, til at bistå med udleveringen af næsespray med naloxon, vil lægen eller sygeplejersken skulle udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17, i forbindelse med anvendelsen af sådan medhjælp, og lægen eller sygeplejersken vil være ansvarlig for, at de personer, der bistår med udførelsen af udleveringsopgaven, kan udføre opgaven på den fornødne kvalificerede måde.

Lægen eller sygeplejersken vil således skulle udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af samt ved tilsyn med den person, som udleveringsopgaven er delegeret til. Med hensyn til instruktion skal lægen eller sygeplejersken bl.a. sikre sig, at medhjælpen har forstået instruktionen. Medhjælpen vil være ansvarlig for at udføre udleveringsopgaven i overensstemmelse med instruktionen, og medhjælpen vil være ansvarlig for at frasige sig opgaven, hvis medhjælpen ikke ser sig i stand til at udføre den forsvarligt. Hvis medhjælpen følger den givne instruktion, vil ansvaret for udførelsen af udleveringsopgaven påhvile lægen eller sygeplejersken, som har delegeret opgaven til medhjælpen. Hvis medhjælpen ikke følger den givne instruktion, vil medhjælpen selv have ansvaret for udleveringsopgavens udførelse.

Ansvaret for den læge eller sygeplejerske, som udleverer næsespray med naloxon, eller som lader en medhjælp bistå med udleveringen, begrænser sig til selve udleveringsopgavens udførelse, f.eks. at der i forbindelse hermed foretages en konkret vurdering af, hvorvidt den person, som skal have lægemidlet udleveret, er kvalificeret til at behandle med lægemidlet, herunder om personen er bekendt med risikoen for, at en opioidoverdosis kan vende tilbage, når lægemidlets effekt ophører, og med vigtigheden af, at den, der har behandlet en person med lægemidlet, tilkalder ambulance eller anden sundhedsfaglig hjælp med henblik på at undgå, at overdosen vender tilbage. Lægen eller sygeplejersken har ikke ansvar for, hvordan den kvalificerede person, som enten af lægen eller sygeplejersken selv eller af lægens eller sygeplejerskens medhjælp har fået næsespray med naloxon udleveret, efterfølgende håndterer lægemidlet.
0:000:00