Hvordan mener ministeren, at den danske regering skal reagere på dokumentationen fra Human Rights Watch?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Hvordan mener ministeren, at den danske regering skal reagere på dokumentationen fra Human Rights Watch for, at israelsk militær mellem juli 2022 og oktober 2023 på Vestbredden har dræbt otte palæstinensere, der ikke udgjorde nogen åbenbar sikkerhedstrussel, og skal det være konsekvensløst, hvis den israelske regering fortsætter den type adfærd?
Skriftlig begrundelse:
Der henvises til artiklen fra Human Rights Watch »West Bank: Israeli Forces’ Unlawful Killings of Palestinians« af 8. maj 2024 på hrw.org.
Situationen på Vestbredden er dybt bekymrende, og jeg hæfter mig ikke mindst ved, at antallet af dræbte palæstinensere i 2023 ifølge FN var det højeste siden man begyndte optællingen i 2005.
Beskyttelse af civile er et af de fundamentale principper i folkeretten. Og Israel har som besættelsesmagt et ansvar for at beskytte den palæstinensiske befolkning.
Det har vi fra dansk side både bilateralt og sammen med vores EU-partnere understreget over for Israel.
Der foregår allerede en række undersøgelser af situationen på Vestbredden og i Gaza, herunder Den Internationale Straffedomstol (ICC), som undersøger eventuelle forbrydelser, der er begået på palæstinensisk territorium. Danmark er som bekendt en fast støtte af ICC og har i 2023 eksempelvis støttet ICC med ekstraordinære finansielle bidrag og sekunderet to nationale eksperter til domstolens generelle arbejde.