Affaldsforeningen: Markedet kan ikke administrere ressourcerne alene

Af Jacob Hartvig Simonsen,
Direktør i Dansk Affaldsforening

Cirkulær økonomi er fremtiden. Så langt er vi enige med DI og Karin Klitgaard. Men vi risikerer at skade genanvendelsen dramatisk, hvis DI’s hede drøm om at give det frie marked og den sagnomspundne usynlige hånd det fulde ansvar for at skabe den cirkulære økonomi.

For hvad gør vi, når den usynlige hånd visner, Karin? Eller når den trækker i den stik modsatte retning? Herunder er tre højaktuelle problemer:

Træbunkerne bliver for store
I snart et år har markedet for affaldstræ været særdeles vanskeligt, samtidig med at mængden af usorteret træ er steget fra 240.000 tons i 2012 til næsten 400.000 tons i 2014. 

Og nu er markedet brudt sammen i Tyskland. Den danske spånpladefabrik Novopan modtager stadig træ, men desværre slet ikke i stort nok omfang, på trods af at fabrikken kører for fulde omdrejninger.

Flere steder i landet er bunkerne af træ på både de kommunale og private affaldspladser blevet så store, at de ikke må blive større, ellers overholder pladserne ikke deres miljøgodkendelser.

Hvis vi skal gøre drømmen om en cirkulær økonomi til virkelighed, skal vi have stabile systemer, der ikke ændrer sig fra dag til dag, og ansvaret skal være klart og entydigt placeret.

Jacon Hartvig Simonsen
Direktør i Dansk Affaldsforening

Hvorfor er markedet ikke klar? Har vi været for gode og for hurtige til at få sorteret træ fra til genanvendelse? Hvordan løser vi det? Skal vi have flere genbrugsbyggemarkeder, så de gamle trælister kan blive genbrugt direkte? Skal vi have flere Thomas Dambo’er? Skal vi sætte vores lid til, at fremtidens skyskrabere blive konstrueret af spånplader? 

Muligvis det hele. Men hvad så indtil det sker? Hvordan løser markedet problemet her og nu?

Taberne er miljøet og borgerne og virksomhederne, som har brugt tid og kræfter på at sortere træet fra til genanvendelse. Det kan vi som borgernes garant for genanvendelse have svært ved at rumme.

Plast-potentialet er meget større
Der er masser af genanvendelsespotentiale i plast, se bare på vores fantastiske pantsystem. Men når vi kigger ned i skraldespanden på det plastaffald, borgerne har sorteret derhjemme i rækkehusene og lejlighederne, så ser det godt nok lidt kompliceret ud. 

Der er blød og hård plast. Der er hvid, grøn, gennemsigtig og ikke mindst sort plast. Der er PP, PET, HDPE, PS og et utal af andre uforståelige forkortelser, som kun for de indviede affalds- og plastnørder fortæller, hvilken type plast vi har fat i. 

Noget af det er rent, men noget af det er altså også sovset ind i remoulade, kødsaft og muggen skyr. Det kan ikke genanvendes og skal sorteres fra. 

I Holbæk har forsyningsselskabet Fors A/S taget tyren ved hornene og er gået sammen med to af landets største plastvirksomheder i et forsøg på at gøre noget fornuftigt med det forbandede plastaffald fra borgerne. Nøglen har været god, gammeldags håndsortering. Cirka 70 procent af borgernes plastaffald er blevet sendt til oparbejdning og genanvendelse. Og resultatet af forsøget er indendørs skraldespande i 100 procent genanvendt plast, som nu testes yderligere i 2.000 husstande i Holbæk og omegn.

Det er et fantastisk projekt. Men hvor er det ærgerligt, at det kun er et forsøg. Fors A/S vil dog fortsætte med at håndsortere plasten. Der er måske stadig positiv økonomi i det. 

Så er det gode spørgsmål: Er de private affaldsaktører i Danmark klar til at tage over og ansætte hundredevis af mennesker til at håndsortere husholdningernes plastaffald og måske sideløbende investere og forske i ny automatisk sorteringsteknologi? Samtidig med at oliepriserne falder, og det bare er nemmere at købe nyproduceret jomfruelig plast? 

Jeg er desværre skeptisk, men glæder mig dog over, at to af Dansk Affaldsforenings medlemmer tager udfordringen op i henholdsvis Aalborg og Vojens.

Industrien skal hjælpe til
På elektronikområdet er der producentansvar: Industrien har det fulde ansvar for at håndtere borgernes elektriske dimser, når de afleveres som affald. Markedet styrer totalt. Er det så et skoleeksempel på cirkulær økonomi, altså hvor vi er helt inde i de inderste cirkler, hvor ting holder længe og er nemme og billige at reparere og få reservedele til? 

Min påstand er nej. Markedet kaster elektronikaffaldet i en kæmpe persillehakker, hvor nogle af metallerne måske bliver udskilt til genanvendelse. Resten? Tja. Måske bliver det genanvendt, måske ikke. 

Men genbrugt bliver det i hvert fald ikke, faktisk forsøger markedet ihærdigt at sætte en stopper for de små kommunale tiltag, der skal genbruge elektronikaffaldet, jævnfør DI’s meget omtalte klage ved Statsforvaltningen over Dansk Affaldsforenings medlemmers genbrugsbutikker. 

I marts fandt den spanske regering det nødvendigt at give det jo ellers velfungerende frie marked for elektronikaffald, som Karin Klitgaard sværger til, et tiltrængt skub i den rigtige retning. 

Som det første EU-land har Spanien sat konkrete mål for, hvor meget elektronikaffald der skal genbruges direkte og ikke blot genanvendes. tre procent for husholdningsapparater og fire procent for it-udstyr fra 2018. Det manglede bare, når computere, fjernsyn og køleskabe nok er de af vores forbrugsgoder, det kræver absolut flest ressourcer at producere. 

Måske skulle elektronikindustrien herhjemme få sig et lignende konkret mål, så skal vi i den kommunale affaldsbranche nok hjælpe med at få det opfyldt. 

Læren af Fors-projektet er, at uden samarbejde og klare ansvarsfordelinger taber vi ressourcerne på gulvet. 

Stabile rammer og klar ansvarsfordeling
Hvis vi skal gøre drømmen om en cirkulær økonomi til virkelighed, skal vi have stabile systemer, der ikke ændrer sig fra dag til dag, og ansvaret skal være klart og entydigt placeret. Ikke hos et lunefuldt og omskifteligt marked, men ved at bevare kommunernes anvisningsret og mulighed for at indrette systemerne, så de modvirker svingningerne i markedet. 

På fællesskabets vegne har vi ansvaret for at indrette løsningerne, der kommer os alle til gode. 

Det har vi gjort i årtier ud fra et non profit-princip befriet for private kapitalfondes krav om store afkast til placering på Cayman Island og omegn og med øjnene stift rettet mod de øverste niveauer i affaldshierarkiet.