Affaldsindustrien: Virkeligheden bevæger sig væk fra regeringens affaldsmål

Af Marianne Munch Jensen
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien (ARI)

”En konkurrenceudsat sektor, der bidrager til en mere cirkulær økonomi.”

Ovenstående ord beskriver regeringens ambitioner for affaldssektoren. Vi kunne næppe være mere enige.

Ordene kunne stamme fra den nyligt offentliggjorte strategi for cirkulær økonomi. Men det gør de ikke. Ordene stammer fra regeringens forsyningsstrategi fra september 2016. De har altså lidt over to år på bagen.

Strategien fra 2016 er rigtig fornuftig, og det samme gælder den nye strategi for cirkulær økonomi. Den henviser nemlig flere steder til netop forsyningsstrategien.

Regeringen taler om at ensrette indsamlingen og sorteringen af affaldet, om lige vilkår på markedet for affald og genanvendte råvarer, om at fremme stordrift, om at styrke tilsynet, og om det problematiske i, at den nuværende regulering giver større incitament til at brænde affald frem for at genanvende det.

Opgave efter opgave ”tages hjem”, som det hedder, når en kommune vælger selv at løse en driftsopgave frem for at lade private gøre det.

Marianne Munch Jensen
Sekretariatsleder i Affalds- og Ressourceindustrien (ARI)

I den private del af affaldssektoren vil vi gerne give maksimal medvind til regeringens ambitioner. De er helt rigtige.

Kommunale initiativer ødelægger det private marked
Men der sker for lidt. Man har talt om de her ting i årevis, uden at det er blevet omsat til politisk handling. Det har – mindst – to uheldige konsekvenser.

Den første konsekvens er, at de private virksomheder ikke ved, hvordan regler og opgavefordeling mellem kommuner og private bliver i fremtiden. Det er gift for at investere de nødvendige millionbeløb i teknologier og anlæg, der skal skabe den effektive og markedsbaserede cirkulære affaldssektor, som de fleste tror på, er mulig. Det er ikke ansvarligt at investere millionbeløb alene baseret på en politisk hensigtserklæring.

Eksempelvis bliver der investeret markant mere i private affaldsanlæg i Sverige end i Danmark. Modsat kan vi i Danmark kigge mod Fyn, hvor Odense Kommune vil investere millioner af kommunale skattekroner i et anlæg, der kan omdanne madaffald til energikilde i biogasanlæg. Det vil de, selvom der allerede ligger et anlæg på Fyn, der kan det samme, og som den private virksomhed NC Miljø har investeret omkring 100 millioner kroner i.

Kommunens initiativ skaber hverken styrket konkurrence, teknologisk udvikling eller stordrift. Men det risikerer at trække tæppet væk under den investering, NC Miljø har foretaget. Den slags dræber lysten til at investere private penge i udvikling af affaldssektoren.

Det kan man selvfølgelig affærdige med et ”bare ærgerligt – når private driver forretning for at tjene penge, så er der en økonomisk risiko”.

Og ja – vi vil gerne tjene penge på de opgaver, vi løser. Det er jo netop en af kernerne i cirkulær økonomi. At tjene penge på at gøre det rigtige, så markedskræfter og miljøkræfter forstærker hinanden frem for at være modsætninger. Det bliver ikke fremmet her.

Politisk langsommelighed
Den anden konsekvens er, at den politiske langsommelighed reelt er en mere markant beslutning, end de fleste aner. Og det er måske det værste.

For mens de private virksomheder tvinges til mere forsigtighed, end godt er, så har beslutningsvakuummet den modsatte effekt på kommunerne. Der investeres på livet løs. Opgave efter opgave ”tages hjem”, som det hedder, når en kommune vælger selv at løse en driftsopgave frem for at lade private gøre det. Og ikke nok med, at kommunerne hjemtager opgaver – de opbygger også kapacitet på nye områder frem for at lade private overtage affaldet, når det er indsamlet.

Det vil altså sige, at mens regeringens ambition sort på hvidt er en ensartet og markedsbaseret sektor, der ”bidrager til en mere cirkulær økonomi”, så bevæger sektoren sig – as we speak – i en mere lokal retning, hvor ensartethed og stordrift negligeres til fordel for suboptimering og uensartede anlæg og metoder i mindre skala.

For hver dag der går, uden at politikerne på Christiansborg træffer beslutninger, bliver beslutningen altså reelt truffet i landets kommuner.

Vi vil opfordre til, at landspolitikerne får truffet de nødvendige, ambitiøse og langsigtede beslutninger, så både de kommunale og de private aktører kender spillepladen og kan komme i gang med at løse opgaven. I samarbejde. Det haster.