ARC: Ny vandmærketeknologi kan slukke plastikbålene i Bulgarien

2. november viste DR dokumentarfilmen ”Hvorfor plastik – Genbrugsmyten”. I den bliver seeren konfronteret med billeder, vi desværre allerede kender alt for godt: Borgernes møjsommeligt sorterede plastaffald ender som en brændende bunke i Bulgarien. Bemærk i øvrigt, at det ikke er affald fra danske borgere, dokumentaren har filmet i Bulgarien.

Pudsigt nok præsenterede ARC i samarbejde med Københavns Kommune, AIM (den europæiske mærkevareorganisation) og en lang række internationale brands samme dag en ny revolutionerende teknologi – Holy Grail - til at sortere netop plast og sikre fuld sporbarhed på plastemballager ved hjælp af digitale vandmærker.

I plastik-dokumentaren på DR ender plastaffaldet i Bulgarien, hvor man bare sætter ild til det – på trods af producenternes løfter til forbrugerne om at plasten bliver genanvendt. Det skader miljøet langt mere, end hvis det var gået til forbrænding i et dertil indrettet anlæg – Amager Bakke eksempelvis, som ikke udleder giftstoffer til miljøet – og ikke mindst skader det borgernes tillid til, om sortering overhovedet betaler sig. Bulgarien-sagen er selvfølgelig ulovlig, og heldigvis går ikke alt indsamlet plastaffald den vej.

Så længe de eksisterende sorteringsanlæg kun kan pille en lille del af plasten ud i en kvalitet, der kan give gode recirkulerede råvarer, vil en stor del gå til forbrænding.

Ida Leisner
Specialkonsulent og specialist i genanvendelse af plast

Nyt vandmærke gør det lettere at genanvende

I Danmark er det for eksempel lykkedes at samarbejde mellem dem, der sorterer og oparbejder plastaffald, og dem der laver nye produkter. Vi ser resultatet i blandt andet Rema 1000 og Irma, hvor plastflasker til rengøringsprodukter er fremstillet af 100 procent genanvendt plast. Det skyldes et godt samarbejde på tværs af værdikæder, hvor blandt andet ARC og Københavns Kommune, som indsamler plast fra husholdninger, har spillet ind med både viden og materialer/affald.

Og nyeste og mest perspektivrige skud på plastgenanvendelsesstammen er altså Holy Grail-teknologien. Hos ARC gennemfører projektet bag teknologien nu en såkaldt semi-industriel test, der afprøver en læser til digitale vandmærker på 130.000 vandmærkede emballager fra internationale brands som Proctor&Gamble, Arla og Nestlé.

Vandmærkerne er ikke synlige for det blotte øje, men kan registreres af en scanner.

Ved præsentationen for interessenter og beslutningstagere tirsdag 2. november var alle meget begejstrede for udsigten til, at det vil blive muligt at sortere plast så detaljeret, at man også kan opnå god kvalitet i genanvendelsen. Brugte fødevareemballager kan blive til nye fødevareemballager. Flerlagsemballager, som giver tekniske udfordringer ved genanvendelse, kan blive sorteret ud – endda med adresse til den oprindelige producent, fordi vandmærket kan rumme information om, hvem der har fremstillet emballagen.

Der er brug for en ny standard

Der er mange udfordringer for genanvendelse af plast, og det ved de interessenter, der er med i Holy Grail, godt.

Der er det med kvaliteten. Så længe de eksisterende sorteringsanlæg kun kan pille en lille del af plasten ud i en kvalitet, der kan give gode recirkulerede råvarer, vil en stor del gå til forbrænding. Og så erstatter man ikke tilstrækkeligt af de virgine råvarer. Derfor ser de store brands muligheder i vandmærketeknologien.

Men der er behov for langt mere. Det er nødvendigt at sikre, at mere eller mindre alle emballageproducenter, mærkevare-ejere og så videre, bruger teknologien. Melder sig ind i samarbejdet og leverer de data, som skal ligge bag vandmærket og den finansiering, som også er nødvendig.

Vandmærker skal blive til en fælles standard, og det bør være et offentligt organ, som står bag. Det kan være en ISO-standard eller en anden EU-standard. (Tilsvarende kunne man have standarder for emballager, der er lette at genanvende; det er forhåbentlig på vej).

Industrien skal tage ansvar for at håndtere plastik

Men det kommer ikke af sig selv. Det kommer ikke af at overlade organiseringen af producentansvaret og brug af vandmærketeknologier til frivillighed og det private marked.

Vandmærketeknologien ser ud til at passe perfekt til producentansvaret, i hvert fald hvis det udmøntes i differentierede gebyrer for forskellige emballageprodukter.

Ida Leisner
Specialkonsulent og specialist i genanvendelse af plast

Det viser DR-dokumentaren med al tydelighed. Det er rigtigt, at det i dag er kommunerne, der har ansvaret for at indsamle og afsætte plastaffald til genanvendelse gennem udbud på markedsvilkår. Og at det også er kommunerne, der har ansvaret for at sikre, at indgåede kontrakter bliver overholdt.

Det er svært at følge plaststrømmene hele vejen til slutproduktet på et privat marked. Og det bliver ikke lettere for producentansvaret. Derfor skal der flere og andre midler til, end dem kommuner og affaldsselskaber har i dag, og samfundet som helhed må også have en berettiget forventning om, at industrien tager en stor del af ansvaret for en ordentlig håndtering af plasten på sig.

Det udvidede producentansvar er på vej til Danmark, og det findes allerede i alle andre af EU’s medlemslande. Vandmærketeknologien ser ud til at passe perfekt til producentansvaret, i hvert fald hvis det udmøntes i differentierede gebyrer for forskellige emballageprodukter, afhængig af, hvor lette eller svære de er at genanvende. Og gebyrforskellen skal være stor.

Det skal virkelig ikke kunne betale sig at producere og bruge emballager, som kun kan bortskaffes på et bål i Bulgarien.