ARI svarer igen: Affaldsaftalen modvirker ikke private investeringer

"Et bredt flertal i Folketinget har i klimaaftalen for en grøn affaldssektor aftalt, at kommunerne ikke længere må eje eller drive genanvendelsesanlæg. Fremover skal genanvendelsen udelukkende foretages af kommercielle, privatejede selskaber."

Sådan indleder direktør for Amager Ressourcecenter Jacob Hartvig Simonsen et debatindlæg på Altinget 24. september.

Han har fuldstændig ret. Klimaaftalen er for længst på plads. Alligevel kritiserer Simonsen gennem resten af indlægget aftalen for at modvirke investeringer i genanvendelsesteknologi i Danmark. Han kan ikke lide den retning, Christiansborg har sat.

Modsat er vi i ARI (Affalds- og Ressourceindustrien) tilhængere af aftalen. Selvom der er tidsler hist og pist, sikrer aftalen grundlæggende, at rammerne omkring affaldssektoren endelig er kendte og stabile. Det er entydigt godt.

Positionerne - både vores og Jacob Simonsens - er velkendte for de fleste i sektoren. Så kunne vi ikke efterhånden stoppe skyttegravskrigen om en aftale, der har fejret sin et års fødselsdag?

Den politiske dans er forbi, og nu er det tid til handling. Derfor vil vi gerne opfordre til, branchen bredt set, kommunalt såvel som privat, bruger kræfterne på at føre aftalen ud i livet og sammen løfte genanvendelsen frem for at prøve at stoppe ketchuppen tilbage i flasken.

Mange eksempler på succes

Jacob Simonsen beskriver også i sit indlæg, at aftalen modvirker private investeringer; at investeringerne udebliver. Her er vi ikke bare holdningsmæssigt uenige. Det, han skriver, er simpelthen forkert.

Så sent som fredag 24. september, samme dag som Jacob Simonsen skrev om grus i investeringsmaskineriet, indviede miljøminister Lea Wermelin (S) et spritnyt X-ray-sorteringsanlæg hos Stena Recycling A/S i Roskilde. Det kan sortere aluminium bedre end de gængse teknikker - og dermed kan mere aluminium genanvendes bedre. Det giver plus i både ressource- og klimaregnskabet.

De kommunale affaldsselskaber kan sagtens bidrage, og klimaaftalen rummer fine muligheder for samarbejde.

Henrik Grand Petersen
Direktør, Stena Recycling og formand, Affalds- og Ressourceindustrien

Et andet eksempel finder vi i Sønderjylland. Tidligere på året indviede Meldgaard A/S et anlæg, der oparbejder affaldsglas, der er for ringe i kvaliteten til genbrug på glasværkerne, så det kan bruges til sandblæsning. Udover at glasset dermed genanvendes, vil det også langsomt fortrænge det sundhedsskadelige kvartssand, der i dag bruges til sandblæsning mange steder.

Et tredje eksempel er fra RGS Nordic, der har investeret i teknologi til at genanvende affaldsbeton fra både nedrivninger og byggeprojekter. Betonen indgår i dag som råvare i ny beton, så der spares på naturens ressourcer.

Et fjerde eksempel kommer udefra. Norske Quantafuel har i flere omgange annonceret investeringer i Danmark. Senest i et anlæg til genanvendelse af plastik med godt 60-70 arbejdspladser i Esbjerg.

Femte eksempel er danske Aage Vestergaard Larsen, der har søgt patent på en ny maskine til genanvendelse af plast og er klar med en millioninvestering, der kan fordoble genanvendelsen af plastik fra husholdninger i Danmark.

Sjette eksempel er danske Re-Match, der adskiller og rengør nedslidte kunstgræsbaner, så materialerne kan genanvendes på eksisterende og nye baner.

Dette er blot eksempler. Der er flere - og flere på vej.

Reelt samarbejde mangler

De kommunale affaldsselskaber kan sagtens bidrage, og klimaaftalen rummer fine muligheder for samarbejde. Kommunerne har en stor rolle i omstillingen, og rigtig mange lægger sig faktisk helhjertet i selen for at få det til at lykkes.

Men der er også nogle, som stadig tænker baglæns.

Simonsen henviser i sit indlæg til et tidligere udbud, hvor 40 kommuner gik sammen om et udbud af plastikgenanvendelse og bruger det som løftestang til at hævde, at de private ikke byder ind på opgaverne.

Realiteten i den sag er, at det tog de 40 kommuner fem år at enes om et udbud, der krævede plastgenanvendelse på et niveau, ingen reelt kunne levere på. Yderligere ville ingen af de 40 kommuner garantere, at de rent faktisk ville anvende anlægget til deres plastik. Man kan dårligt bebrejde, at de danske affaldsvirksomheder ikke investerede millioner af kroner på de vilkår. Reelt samarbejde kunne have gjort en stor forskel her.

Problematiske dispensationer

De private virksomheder lever fint med at konkurrere om opgaverne. Det er det frie markeds natur. Det problematiske opstår først, hvis der er stor usikkerhed om det samlede markeds størrelse. Og det vil der være, hvis kommunerne, som Simonsen advokerer for, kan vælge selv at løse opgaverne - også i lokale OPP’er - og dermed potentielt pille store mængder affald ud af markedet i lange perioder.

Derfor kunne kommunerne hjælpe ved at være mere helhjertede i deres implementering af de politiske beslutninger.

Producenterne, der skal modtage affaldet, ønsker ingen forbehandling i kommunalt regi, men ønsker blot at modtage affaldet som det er.

Henrik Grand Petersen
Direktør, Stena Recycling og formand, Affalds- og Ressourceindustrien

Det virker ikke specielt helhjertet, når 73 ud af 98 kommuner søger dispensation fra at sortere affald ensartet på trods af, at ensartet sortering er afgørende for genanvendelse. Netop det har helt konkret fået danske Skjern Paper til at sætte investeringer i et anlæg, der kan genanvende drikkevarekartoner, på pause.

Det kan fungere

Det fremmer heller ikke investeringer i store anlæg, når en række kommuner på Fyn taler for lokale afvigelser fra den ensartede nationale sortering, som netop skulle skabe stordriftsfordele og fremme investeringer.

Det samme kan siges om, når nogle kommuner investerer i sorteringshaller og -udstyr, som de efter klimaaftalen hverken må eje eller drive - eller har brug for - fra 1. januar 2025, hvor alt det tørre genanvendelige affald fra husholdninger og kommuner forventeligt skal afleveres til producentansvaret for emballage. En model som  kommunerne selv har været med til at anbefale.

Producenterne, der skal modtage affaldet, ønsker ingen forbehandling i kommunalt regi, men ønsker blot at modtage affaldet som det er. Så det skaber naturligvis nervøsitet hos en privat investor, når den slags sker.

Det ville være stærkt, hvis alle gik sammen om at samarbejde helhjertet på klimaaftalens præmis. Det gør rigtig mange kommuner og kommunale affaldsselskaber faktisk allerede, og det fungerer rigtig godt.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at der fremstilles et andet billede.