Debat

ARC: Genanvendelsesteknologier snubler i ny affaldsreform

Den nye affaldsreform sender genanvendelige materialer ud af Danmark og forhindrer os i at udvikle nye genanvendelsesteknologier, skriver Jacob Hartvig Simonsen.

Den nye affaldsreform betyder, at Danmark fortsat vil være bagud, når det kommer til at udvikle teknologier, der kan genanvende affald, skriver Jacob Hartvig Simonsen. 
Den nye affaldsreform betyder, at Danmark fortsat vil være bagud, når det kommer til at udvikle teknologier, der kan genanvende affald, skriver Jacob Hartvig Simonsen. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Jacob Hartvig Simonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et bredt flertal i Folketinget har i klimaaftalen for en grøn affaldssektor aftalt, at kommunerne ikke længere må eje eller drive genanvendelsesanlæg. Fremover skal genanvendelsen udelukkende foretages af kommercielle, privatejede selskaber.

Kommunerne må kun kigge ind på festen, men er blevet forbudt at træde ind på dansegulvet. Det er ærgerligt, for hvem skal de private danse med i fremtiden?

Intentionen i klimaaftalen er klar. Ønsket er at fremme genanvendelsen, øge investeringerne og innovationen. Bidrage til mere cirkulær økonomi, grønne løsninger og bedre klima. Målsætninger og en udviklingsretning ingen kan være uenig i.

Bagud
På papiret ser det godt ud. Men virkeligheden er en anden: Danmark er bagud i forhold til genanvendelsesteknologi. Og med reformen vil vi blive ved med at være det. Udbudsinstrumentet vil sende affaldet til udlandet til store internationale aktører, hvor investeringerne allerede er foretaget.

Derfor vil vi også kun få de hyldevarer, der allerede eksisterer, og vi vil få meget begrænset mulighed for at arbejde for at forbedre miljø- og klimastandarden.

Samtidig vil vi miste sporbarheden af affaldet, og vi vil have stadig vanskeligere ved at garantere, at den store andel, det ikke kan svare sig at oparbejde til nye materialer, får en fornuftig miljømæssig behandling.

Kommuner og affaldsselskaber, der sagtens kan se den gode ide, kan ikke indgå aftaler, fordi reformen forpligter os til at udbyde behandlingen af kartonerne.

Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Amager Ressourcecenter

Investeringer udebliver
En række virksomheder har meldt ud, at de står på spring til at investere i grønne løsninger. Det er godt. Stik imod intentionen kaster reformen imidlertid grus i maskineriet.

Hvorfor? Fordi investeringslyst afhænger af risiko.

Et godt eksempel er Randers-virksomheden Prounit Frames, der har udviklet en ny metode til at adskille plast, pap og alufolie fra fødevarekartoner til genanvendelse. En teknologi vi har stærkt brug for, og som jeg fra min stol meget gerne så etableret i Danmark. 

Kommer det til at ske? Næppe, fordi start-up-virksomheden ikke kan få lovning på materialerne i en længere periode. Hvis der skal investeres i en fabrik til eksempelvis 100 millioner kroner, skal investor kunne se for sig, at der kommer kunder i butikken.

Kommuner og affaldsselskaber, der sagtens kan se den gode ide, kan ikke indgå aftaler, fordi reformen forpligter os til at udbyde behandlingen af kartonerne. Vores melding bliver således nødt til at være, at hvor charmeret vi end er af den innovative løsning, så må virksomheden kaste sig ind i kampen og forsøge at vinde vores udbud. Det kan virksomheden naturligvis ikke uden at have en fabrik.

Underbyder dansk marked
Samtidig er der internationale aktører på markedet. Vores kartoner kører i dag den lange vej til Tyskland, hvor der er fabrikker, der teknologisk ikke er lige så avancerede. Men de er der og kan byde ind med marginalpriser.

Sandsynligheden for at den danske start-up-virksomhed med en stor ny gæld, der skal afskrives, vil vinde i konkurrencen imod en etableret virksomhed i udlandet, der kan byde ind med marginalomkostningen, er stort set lig med nul.

Vi kan ikke udelukkende udbyde opgaven til danske virksomheder. Det er prøvet, og ”køb-dansk klausuler” er klart ulovlige i EU-udbud. Vi kan arbejde med tildelingskriterierne for at øge sandsynligheden for, at teknologiske start-up-virksomheder har en chance, men der er absolut ingen garantier og klare grænser, for hvad vi kan gøre.

Konkurrencen skal være reel, ellers får vi ørerne i maskinen hos Klagenævnet for Udbud, og det der er værre.

Vi kan arbejde med tildelingskriterierne for at øge sandsynligheden for, at teknologiske start-up-virksomheder har en chance, men der er absolut ingen garantier og klare grænser, for hvad vi kan gøre.

Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Amager Ressourcecenter

Sporene skræmmer
Vi har prøvet det i fuldskala med det store fælles clean-udbud om sortering af plastik. Her gik 40 kommuner sammen for at udbyde så store mængder plastik til genanvendelse som muligt. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at forsøge at få etableret plastsorteringsanlægget i Danmark.

Efter endeløse juridiske notater, enorme mængder arbejde fra en række aktører, der alle arbejdede seriøst og målrettet på, at det skulle lykkes, kan vi konstatere, at det gjorde det ikke.

Til slut kom der kun et eneste bud, og det kom fra et tysk anlæg. Så i dag kører al vores plastik til genanvendelse til Tyskland. Det koster spidsen af en jetjager, og vi har ringe eller ingen indflydelse på udviklingen af fremtidige miljøstandarder, genanvendelsesprocenter eller klimaeffekter. Ærgerligt.

Lav minimal åbning
Jeg er sikker på, at det store politiske flertal ønsker, at deres aftale vil føre til det ønskede resultat om øget genanvendelse, innovation, mere cirkulær økonomi, grønne løsninger og bedre klima.

Tillad mig at komme med et forslag: Lav en opblødning, således at kommunerne skal udbyde affald til genanvendelse og giv samtidig mulighed for, at der kan etableres genanvendelsesanlæg i samarbejde med private.

Denne minimale åbning vil give mulighed for at etablere partnerskaber mellem offentlige og private aktører. Det vil endvidere give mulighed for, at nogle kommuner sammen med private kan være frontrunnere, og et udbudsmarked kan udvikle sig parallelt.

Det vil være til gavn for innovation i Danmark, den cirkulære økonomi, miljø, klima og danske arbejdspladser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00