Affalds- og Ressourceindustrien: Sæt klare rammer for fremtidens forbrændingsanlæg

Vi er i Danmark kommet langt med at lægge skinnerne for en bæredygtig affaldssektor, hvor stadig mere affald genanvendes, og mindre brændes af. Klimaplanen for affaldssektoren fra sidste år er det vigtigste bidrag i nyere tid.

Den forestående tilpasning af forbrændingskapaciteten med 30 procent er en central del af aftalen, som Affalds- og Ressourceindustrien (ARI) bakker op om og arbejder målrettet for bliver implementeret hurtigst og bedst muligt.

Derfor har vi også stor forståelse for, at direktør Jacob Simonsen fra Amager Ressourcecenter, ARC, efterspørger klarhed om, hvordan tilpasningen skal foregå.

Som Jacob Simonsen skriver, så rimer usikkerhed om de fremtidige rammer ikke på investeringer i den størrelsesorden, som omstillingen vil kræve. Som brancheforening for de private affalds- og ressourcevirksomheder har vi selv i årevis efterspurgt samme klarhed. Og det vi i stort omfang også med i aftalen fra sidste år.

Brug for indfasningsplan

Vi er af den opfattelse, at der ikke er nogen modstrid mellem kommerciel virksomhedsdrift, CO2-reduktioner og omstilling til cirkulær økonomi. Tværtimod gennemsyrer efterspørgslen på bæredygtige løsninger hele samfundet i en grad, så det i sig selv er drivende for en kommercielt bæredygtig udvikling.

Derfor vil vi gerne byde Jacob Simonsen og andre gode kræfter op til dans i forhold til at samarbejde om at udfylde de nye rammer på en konstruktiv måde. Det er muligt, hvis opgaven gribes rigtigt an.

Helt konkret er ARI gerne vært for en dialog med sektoren om, hvilke kriterier der bedst skaber en bæredygtig struktur i fremtidens forbrændingssektor.

Vi er af den opfattelse, at der ikke er nogen modstrid mellem kommerciel virksomhedsdrift, CO2-reduktioner og omstilling til cirkulær økonomi.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder for Affalds- og Ressourceindustrien

Uanset det aktuelle politiske dødvande om tilpasningen af forbrændingssektoren er målet at finde en model, hvor vi får bevaret de rigtige anlæg. Og det må nærmest nødvendigvis være dem, hvor det er muligt og rentabelt at etablere CO2-fangst, samtidig med at de er placeret optimalt i forhold til både afsætning af varme og i forhold til affaldsproduktionen.

Afbrænding af affald vil også i fremtiden spille en stor rolle, og det skal sektoren indrettes efter, samtidig med at der skal etableres erstatningsvarme de steder, hvor nedskaleringen af affaldsforbrændingen gør det nødvendigt.

Her spiller det nylige forlig om at kanalisere spildvarme fra industrien ud i fjernvarmerørene også en væsentlig rolle. Samlet set – og i lyset af de store påkrævede investeringer og Power-to-X-planlægningen – er det nok givet, at der ikke kommer til at ligge forbrændingsanlæg på hvert et gadehjørne.

Vi kunne sagtens se en model for os, hvor tilpasningen indfases efter en plan, der stiller krav til de anlæg, der skal stå tilbage, inklusive rimelig sammenhæng mellem de krav, der stilles, de nødvendige investeringer og den økonomi, anlæggene opererer i.

Opdeling af anlæg

Det siger sig selv, at det ikke er gratis at omlægge forbrændingsanlæg til CO2-neutral drift. Derfor skal rammerne for fremtidens anlæg på defineres.

Det vil være oplagt at se på anlæggenes placering i forhold affaldsproduktionen, så det er muligt at komme af med det forbrændingsegnede affald i hele landet.

Det vil også være relevant at se på afsætningsmulighederne for den varme, forbrændingsanlæggene producerer. De skal helst kunne køre på fuldt blus 8.000 timer om året eller mere. Derfor skal der være et tilstrækkeligt opland omkring dem, som kan aftage varmen fra både dem og andre varmekilder, jævnfør det nylige forlig om at bruge spildvarme fra industrien som fjernvarme.

Anlæggene skal også have en størrelse og en teknisk kvalitet, som gør det muligt at investere i CO2-fangst og øvrige miljøforhold. Med afsæt i sådanne kriterier, ville det være muligt at inddele de eksisterende forbrændingsanlæg i anlæg, som klart kan fortsætte og dem, som skal vurderes nærmere.

Det ville give den nødvendige klarhed for sektoren, og netop klare rammer kan være løftestang for, at de bedste anlæg bevares og fortsætter ind i en mere bæredygtig fremtid.