Debat

Dansk Energi: Afgift på biomasse er et dårligt og dyrt klimaværktøj

Fjernvarmen skal elektrificeres, men bæredygtig biomasse er nøglen til, at vi kan holde kul og gas helt for døren. Derfor vil en CO2-afgift på biomasse, som både Concito og De Radikale for nylig har foreslået, føre til dyrere varmeregninger, skriver Kristine Grunnet. 

I en tid hvor vi har hamrende travlt med at få udfaset de fossile brændsler rammer Concito og De Radikale forkert, når de hver for sig foreslår at gøre den grønne energi fra bæredygtige biomasse dyrere ved at pålægge biomassen en afgift, skriver Kristine Grunnet. 
I en tid hvor vi har hamrende travlt med at få udfaset de fossile brændsler rammer Concito og De Radikale forkert, når de hver for sig foreslår at gøre den grønne energi fra bæredygtige biomasse dyrere ved at pålægge biomassen en afgift, skriver Kristine Grunnet. Foto: freefotouk/FlickR
Kristine van het Erve Grunnet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi skal over de næste årtier have gennemført en omfattende elektrificering af vores fjernvarmeproduktion. Vi er allerede i fuld gang. For store varmepumper og overskudsvarme begynder at vinde mere frem, især i de små varmeområder, hvor teknologien passer til den kapacitet, der er brug for.
 
Men indtil vi er helt i mål med elektrificeringen, sikrer træpiller og flis lavet på affaldstræ fra bæredygtig skovdrift, at Danmark allerede nu både kan udfase kullet og have grøn fjernvarme.
 
I en tid hvor vi har hamrende travlt med at få udfaset de fossile brændsler rammer Concito og De Radikale forkert, når de hver for sig foreslår at gøre den grønne energi fra bæredygtige biomasse dyrere ved at pålægge biomassen en afgift. Et sådant klimaværktøj har hverken forbrugerne eller energibranchen brug for. Og hvis det primært handler om at sikre statskassen et provenu, så bør det ske på anden vis.

Varmepumper og el fra sol og vind kan ikke stå alene

For vi skal være glade for biomassen. Den sikrer en stabil el- og varmeforsyning. Det gælder ikke mindst i de store byområder, hvor der skal produceres fjernvarme i stå stor volume, at varmepumper og overskudsvarme ikke kan levere den uden biomasse. Og biomassen sikrer, at vi på alle dage – hele året rundt - har nok grøn el og varme til rådighed. El fra sol og vind kan endnu ikke stå alene.

At pålægge biomasse en afgift hjælper os hverken i mål med vores klimamål, eller sikrer den teknologiske udvikling, som skal skabe den gennemgribende elektrificering.

Kristine Grunnet
Branchechef, Dansk Energi

Man skal særligt tænke på en kold og mørk vinterdag, hvor vinden ikke blæser. Alle tænder for radiatoren på samme tidspunkt, som vindmøllerne står stille, og solcellerne forgæves forsøger at fange solstråler. Her er den bæredygtige biomasse en nødvendig stabil kilde til energi. En afgift på biomasse vil derfor ikke synderligt skubbe på en yderlige reduktion i biomasseforbruget end det markante fald, som vi forventer sker. Men det vil gøre danskernes varmeregning dyrere. Det har vi ikke brug for.

At pålægge biomasse en afgift hjælper os hverken i mål med vores klimamål, eller sikrer den teknologiske udvikling, som skal skabe den gennemgribende elektrificering. Dyrere biomasse øger ikke de store varmepumpers kapacitet. Hertil er der brug for andre tiltag. Og værst af alt, så baseres argumentet for afgiften på en tvivlsom beregning udarbejdet langt væk fra skoven og virkeligheden.

Afgifter på biomasse vil i en skrivebordsmodel have den effekt, at man begrænser et forbrug ved at gøre det dyrere. Så vil alternativer få bedre vilkår til at konkurrere og tage over.

Men skrivebordsøvelsen giver ikke mening, fordi virkeligheden ser anderledes ud. Vi har ikke én til én et alternativ til de grønne kraftvarmeværker, vi bruger i dag, så en afgift vil udelukkende gøre varmeproduktionen dyrere og gøre varmeregningen højere i Storkøbenhavn og på den københavnske vestegn, i Århus, i Trekantområdet og de andre store byområder, hvor man har investeret i grønne kraftvarmeværker.

Udviklingen er i gang

Vi skal elektrificere samfundet. Jo hurtigere, desto bedre. Det kræver mere vedvarende energi – og meget af det. Og her skal både Concito og De Radikale have stor ros for at komme med bud på, hvordan vi sikrer det. Allerede i 2030 kommer vi til at se store udfordringer for vores forsyning, hvis ikke vi fremskynder udbygningen af vedvarende energi. Men biomasse er ikke en konkurrent til mere sol og vind i vores system.

Biomasse er faktisk en forudsætning for, at vi kan få mere vind og sol ind i systemet. Den leverer nemlig den energi vi har brug for, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.

Betyder det, at vi i fremtiden får et højt forbrug af biomasse i Danmark? Nej, det er der intet der tyder på. Vores analyser viser, at forbruget af biomasse vil falde med 70 procent i 2040 uden yderligere tiltag på grund af den teknologiske udvikling fra især store varmepumper. Men biomassen vil fortsat spille en vigtig rolle for at sikre forsyningssikkerheden.

Grenene fra træet, savsmulden fra savværket og de rådne trædele fra de fældede træer, dem sender de dygtige skovforvaltere videre til energisektoren i håbet om at vi kan bruge dem til noget mere fornuftigt, end at det alt sammen skal rådne i skovbunden.

Kristine Grunnet
Branchechef, Dansk Energi

Dansk biomasse er bæredygtig

Lad mig også slå fast. Der fældes ikke træer med det formål at producere biomasse til energi. Træerne fældes, fordi vi efterspørger tømmer til huse, gulve, møbler og til bogreolen fra IKEA. Grenene fra træet, savsmulden fra savværket og de rådne trædele fra de fældede træer, dem sender de dygtige skovforvaltere videre til energisektoren i håbet om at vi kan bruge dem til noget mere fornuftigt, end at det alt sammen skal rådne i skovbunden. Og det kan vi. Vi kan bruge det i stedet for kul og gas, så Danmark kan forsynes uafhængig af fossile brændsler.
 
Og den biomasse, vi anvender i energisektoren, er bæredygtig. Det har Folketinget, herunder De Radikale, selv defineret. Danmark har de strengeste krav til biomassens bæredygtighed, som sikrer, at det er klimavenligt. Reglerne gælder uanset om restprodukterne fra skoven leveres af danske skove eller skove i udlandet. I Danmark bruger vi restprodukter fra bæredygtigt forvaltede skove i energisektoren, uanset hvor vi får det fra. Men det hele skal leve op til reglerne.

Lad mig derfor opfordre til, at man bruger de politiske kræfter på at bekæmpe de fossile brændsler frem for at gøre den grønne energi dyrere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00