Danske Vandværker, Danva og DN: Grundvandsparker skal sikre dansk drikkevand

Grundvandsparker er det bedste redskab

Det kalder på en tydelig politisk prioritering, hvis vi skal fremtidssikre vores fælles blå guld – grundvandet.

Lige nu er der til Drikkevandsfonden på næste års finanslov sat yderligere 23,5 millioner kroner af, som skal sikre drikkevandsbeskyttelse af strategiske indvindingsområder.

Vi skal sikre, at grundvandets stemme bliver hørt og prioriteret.

Susan Münster, Carl-Emil Larsen og og Maria Reumert Gjerding
Hhv. direktør, Danske Vandværker, direktør, Danva, og formand, Danmarks Naturfredningsforening

Det er et skridt i den rigtige retning, men der er stadig lang vej – og ikke mindst et stort behov for en samlet plan for beskyttelsen af fremtidens drikkevand.

Grundvandsparker er det både mest bæredygtige og også samfundsmæssigt set bedste redskab til én gang for alle at løse problemerne med kemikalier i drikkevandet.

Grundvandsparker kan samtidig give mere natur, større biodiversitet og bedre klimaløsninger som for eksempel skovrejsning.

En samlet plan skal vise en hurtig og effektiv vej frem mod, at vi får udpeget de op imod 200.000 hektar følsomme arealer i vandværkernes indvindingsområder, der skal beskyttes.

Og ikke mindst hvordan vi får sikret, at der hverken bliver brugt eller opbevaret miljøfarlige stoffer i de udpegede områder med grundvandsparker fremover.

Staten skal vise vejen for fælles beskyttelse

Lige nu er Fyn testcase for, hvordan udpegningen af de grundvandsdannende områder knyttet til drikkevandsproduktion kan foregå. Den fynske model skal efterfølgende udbredelse til resten af landet.

Men der er ikke tid til at sidde på hænderne, mens modellen bliver udviklet.

Der er behov for en politisk stillingtagen til, hvordan arealbeskyttelsen skal foregå og en tydelig udmelding om dette. Det handler ikke mindst om anvendelsen af arealerne, hvor der er langt flere ønsker og behov, end det er muligt at honorere.

Derfor skal vi sikre, at grundvandets stemme bliver hørt og prioriteret.

Her er det helt nødvendigt med en gennemtænkt køreplan for, hvordan de udpegede områder kan beskyttes inden for en overskuelig tidshorisont. Det mener vi eksempelvis kan ske gennem et landsplansdirektiv, som skal sikre statslig udlægning af områder på tværs af kommunegrænser.

Frivillige aftaler mellem vandforsyninger og lodsejere har vist sig i mange situationer at være for svær en nød at knække lokalt, og derfor er der behov for, at staten tør gå forrest og vise vejen for vores fælles drikkevandsbeskyttelse.