Vandværker: Rapport tager ikke højde for millionværdien ved frivilligt arbejde

Af Susan Münster
Direktør, Danske Vandværker

Tilbage i januar måned bad klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) Forsyningssekretariatet om at analysere drikke- og spildevandsselskabernes effektiviseringspotentiale frem mod 2030. Nu er rapporten offentliggjort.

Embedsmændene i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen går i rapporten op imod et bredt flertal i Folketinget, der for et par år siden besluttede at gøre livet nemmere for de forbrugerejede vandværker. Nu er der igen ensidigt fokus på konsolidering og effektivisering.

Grøn omstilling og effektive løsninger både kan og skal gå hånd i hånd til gavn for danske virksomheder og forbrugere.

Og at gøre noget mere effektivt er som udgangspunkt altid fornuftigt. Men i jagten på effektiviseringspotentiale er der et meget vigtigt element, som rapporten fra Forsyningssekretariatet ikke adresserer.

Nemlig værdien af det store frivillige arbejde, som bliver udført på landets forbrugerejede vandværker. Groft sagt kan man sige, at for hver ugentlig time de frivillige gennemsnitligt lægger på vandværket, spares der 176 millioner kroner i forhold til, hvis deres arbejde skulle udføres af ekstern arbejdskraft på det frie marked.

Det er ganske enkelt ikke i orden at plædere for, at der nu alligevel skal indføres mere lovgivning på de forbrugerejede vandværker.

Susan Münster
Direktør, Danske Vandværker

Regnskabet er baseret på, at der typisk er fem medlemmer i en bestyrelse, som hver lægger 52 timer om året, altså i alt 260 timer. Sætter vi en timeløn til 400 kroner og regner ud fra 1.700 vandværker, ender vi med 176 millioner kroner.

Det er alt andet lige så stort et beløb, at det nødvendigvis skal indregnes, når vi taler om effektiviseringer på drikkevandsområdet. Men det er ikke den eneste ting, som jeg undrer mig over i rapporten.

Embedsmænd ude af trit med politikerne
Det afsluttende kapitel i rapporten overrasker mig meget. Det tyder på, at embedsmændene er ude af synk med politikerne.

For rapporten lægger op til, at der skal indføres en reguleringsmodel for de mindre forbrugerejede vandværker. Det går stik mod et bredt politisk forlig, der blev indgået ultimo 2018, hvor der netop lægges op til at afbureaukratisere de forbrugerejede vandværker. 

Den politiske aftale går ud på, at vandforsyninger, som debiterer under 800.000 kubikmeter vand, kan træde ud af den økonomiske regulering i vandsektorloven, hvis deres ejere ønsker det.

Forbrugerne kan altså trække deres vandforsyning ud af den statslige økonomiske regulering, hvis de mener, at byrderne ved reguleringen ikke står mål med effektiviseringen. Det er ganske enkelt ikke i orden at plædere for, at der nu alligevel skal indføres mere lovgivning på de forbrugerejede vandværker.

Og at skrive, at forbrugerejede vandværker kan opkræve takster til det omkostningsniveau, som de selv vurderer, er ganske enkelt forkert.

Drikkevand fra hanen er omfattet af hvile i sig-princippet. Det betyder, at et vandværk ikke må opkræve mere end det populært sagt koster at levere vandet til forbrugerens hane. Desuden skal kommunen i sin egenskab af myndighed godkende taksterne.

Forbrugereje er demokratisk
Et forbrugerejet vandværk er noget af det mest demokratiske, som findes. Som forbruger kan man gøre sin indflydelse direkte gældende på den årlige generalforsamling.

Men embedsmændene i Forsyningssekretariatet mener tilsyneladende, at hverken de forbrugere, som ejer vandværket, eller kontrolmyndigheden, som er kommunen, er deres opgaver voksne.

I rapporten skriver man også, at incitamentet til at være omkostningseffektiv på et forbrugerejet vandværk er svag. Derfor er der brug for et generelt effektiviseringskrav.

Ikke fordi sådan et krav vil betyde noget særligt for effektiviteten, men fordi det vil kunne tilskynde til konsolideringer, hvilket ifølge Forsyningssekretariatet vil betyde lavere vandpriser. På den måde retter embedsmændene et voldsomt angreb på vores decentrale vandmodel.